Tre døde hamstre… Nej, det er ikke titlen på et ukendt dansktop-hit – det er afsættet for et russisk/ukrainsk forfatterskab, der i dag omfatter 13 bøger. Den første er netop udgivet på dansk, hedder Døden og en pingvin – og Sentura har talt med forfatteren om kulturforskelle, hamstre, pingviner, kamæleoner og mange andre dyr…

INTERVIEW: En betjent kommer gående med en pingvin på gaden. Politimesteren kører forbi i det samme, stopper bilen og siger:
– Hvad laver du med den pingvin? Tag den med i Zoo med det samme!
– Javel, chef. Det gør jeg.
Et par timer senere ser politimesteren igen betjenten og pingvinen. Nu bli'r han sur, stopper bilen og råber:
– Hvad laver du?! Sagde jeg ikke, at du skulle tage den pingvin med til Zoo?
– Jo, jo, chef. Men der har vi været. Og bagefter var vi i biffen – nu er vi på vej i cirkus…

Vittigheden stammer fra sovjettidens Rusland, og den russisk/ukrainske forfatter Andrej Kurkov indleder ikke bare sin danske debut, Døden og en pingvin, med at referere denne vits – han indleder også sit interview med Sentura på dén måde. Og det er ikke helt tilfældigt.

Amerikansk pligtlæsning
En af romanens hovedpersoneer, titelpingvinen Misha, er nemlig sammen med en væsentlig biperson, betjenten Sergej, vokset ud af denne vits. Og desuden er selve tonen i vittigheden meget rammende for den tid, hvor Kurkov skrev bogen:

– Da jeg begyndte at blive oversat, blev jeg ofte forundret over den måde mine bøger blev læst på i Vesten. Men nu har jeg efterhånden vænnet mig til det. Døden og en pingvin blev skrevet i 1995-96, og den beskriver ånden i det tidligere Sovjet i de år, hvor der fx var høj kriminalitet. Meget har ændret sig siden, men da jeg var på PR-tour med bogen i USA, kunne jeg til min overraskelse erfare, at bogen blev læst som en politisk roman – og flere amerikanske universiteter, bl.a. Seattle University, har min bog som pensum på deres studier i international politik, siger Kurkov.

Når man har læst Kurkovs sørgmuntre portræt af en forfatter uden succes, som ved et tilfælde ender som nekrologskribent ved en af hovedstadsaviserne i Ukraine, forstår man hans undren.

Et depressivt flokdyr
For nok tegner den, som han selv er inde på, et billede af tiden i de tidligere sovjetstater, som i hvert fald udefra virker genkendeligt, men samtidig har den en understrøm af ironi, melankoli, en slap-stick-agtig humor og emmer af et apatisk vanvid og kaos, man umiddelbart har meget svært ved at forbinde med politiske studier i Seattle.

Fx holder hovedpersonen pingvin. Som noget af det naturligste i verden.

– Pingvinen er et flokdyr. De gør altid alting sammen – generation efter generation. Hvis du isolerer en enkelt pingvin fra sin flok, bliver den desorienteret og er nærmest fortabt. Det minder på mange måder om den almindelige sovjetborger i tiden lige efter Sovjetunionens kollaps. Sovjetterne var også flokdyr – og de kunne heller ikke, fordi de simpelthen ikke havde lært det, overleve på egen hånd…

De traumatiske hamstre
– Jeg har udgivet i alt 13 bøger – både noveller og romaner – og der er kun to af dem, der ikke har et eller andet dyr i en eller anden form for hovedrolle, fortsætter Kurkov.

Og nok har han udgivet flere børnebøger, hvor iscenesættelsen af dyrene virker selvfølgelig, men alligevel forekommer denne overrepræsentation af vores firbenede, behårede eller befjerede venner i hans forfatterskab mærkværdig. I Døden og en pingvin er det lige før pingvinen helt overtager fortællingen: På mange måder er det pingvinen, der virker mest menneskelig, og i hvert fald mest levende af alle karaktererne i bogen.

– Jamen, pingvinen Misha er da også min største "stjerne" blandt alle mine ikke-menneskelige karakterer. Men de er der stadigvæk: I engelsk oversættelse findes fx en fortælling om en skildpadde, der er tæt knyttet til en af de barskeste personer i bogen, som hedder "The Case of the General's Thumb". Og på både fransk og tysk kan man læse min historie om en kamæleon, der spiller en både metaforisk og symbolsk rolle, siger Kurkov. Han uddyber:

– Jeg tror i virkeligheden, at dyrene stammer fra min barndom. Jeg begyndte at skrive pga. en tragedie med mine hamstre, da jeg var seks eller syv år gammel: Jeg havde tre hamstre, boede med mine forældre i en to-værelses lejlighed på femte sal i et højhus fra Nikita Khrustjovs æra… Hamstrene løb frit rundt i hele lejligheden – og den første blev ved et uheld mast bag døren af min far. Den næste blev ædt af en kat, som jeg havde taget med op lejligheden for at give noget mad. Den var desværre ligeglad med det, jeg fandt i køleskabet – og gik direkte efter hamsteren. Så var der ligesom kun én tilbage. Den skrev jeg så et digt om – mit første; det handlede om, hvor ensomt det var at være en hamster, som har mistet alle sine venner.

– Nogle dage senere faldt den sidste hamster ud over kanten fra balkonen – og blev dræbt mod betonen nedenunder! Jeg begravede den under hegnet i min børnehave, og næste dag skrev jeg mit andet digt. Det handlede om "Bedstefar Lenin", eftersom jeg jo vidste, at han også var død – og at han godt kunne lide dyr…