Hvad der skete i banken efter fem

Kurt Israelsen, tidligere bankdirektør, debuterer som forfatter med finanskrimien Konsolidering. Den er solid: Velskrevet, sikkert afviklet – og lige så knasende tør som en papirsvøbt mariekiks. Der mangler fedtstof, kropssekreter og hjerteblod.

ANMELDELSE: Af en kriminalroman at være med et plot kredsende om i hundredvis af millioner hvis ikke milliarder af kroner, adskillige blodige hændelser – omfattende bl.a. et mord og et selvmord – trusler om afsløring af pædofili og magtspil på allerhøjeste samfundsmæssige plan, så er Kurt Israelsens debutroman Konsolidering en forbavsende rolig, nedtonet og ublodig sag.

I romanen følger vi Peter Hansen, finansiel konsulent med et selvkannibalistisk speciale i bankfusioner (efterhånden som han lykkes med at få bankerne til at fusionere med hinanden, bliver der stadigt mindre arbejde for ham). Han arbejder tæt sammen med ledelsen i Regionalbanken, som gerne vil konsolidere sin position med en fusion med Industribanken. Men så myrdes en af bankens direktører, Jack Linder, brutalt på parkeringspladsen – og så går det ellers slag i slag.

Munk på Minnesotakur
Peter Hansen er en sær, bleg starut – lige så kedelig som sit ærkegennemsnitlige navn. På den ene side – den papirflyttende, analyserende og økonomisk klartseende – egentlig handlekraftig nok. Men på den anden siden – den mere menneskelige, seksuelle, sansende – nærmest ikke-eksisterende. Og med ikke-eksisterende mener jeg ikke ikke-beskrevet. For Kurt Israelsen runder skam også denne del af Hansens personlighed.

Peter er en voksen mand, mere 50 end 40, han er fraskilt og har meget praktisk valgt at flytte hjem til sin mor(!) igen. Han har sit eget, særdeles veldrevne firma, en ongoing, men aldrig realiseret flirt med den ellers labre sekretær Lise, når lige at snuppe en enkelt tur i kanen med en manipulende (og ja, kære opmærksomme læser, det er en bevidst stavefejl) svensk bankdirektørdatter – men har ellers cirka ligeså mange udflippede livsvaner som en munk på Minnesotakur.

Den gode Peter Hansen følger trofast med på sidelinjen, efterhånden som direktører og bestyrelsesmedlemmer og -formænd i diverse fusionerende og konkurrerende enheder omkring spillet om Regionalbanken får udmanøvreret hinanden. Der bliver underskrevet kontrakter i multimillionklassen, udvekslet gloende hede gyldne håndtryk, skrevet under med Mont Blanc-penne og drukket mineralvand i spandevis til receptioner, pressemøder osv. Bank æder bank, direktør stikker direktør, overskud dækker over underslæb – verden går sin forretningsgang…

Det er ligeså ærkekedsommeligt, som det lyder. For selvom det uopklarede mord på Jack Linder hele tiden spøger i kulissen, og selvom Peter Hansen hele tiden kredser om en mulig opklaring som en måne om sin planet, så formår Kurt Israelsen aldrig at sparke liv i sin roman.

Savner hjerteblod og kropssekreter
Dertil er primært den centrale figur simpelthen for trist. Han er sådan set godt nok skruet sammen – han er bare for kedelig til, at man for alvor gider bruge en hel bog i selskab med ham. På samme måde er bogen sådan set godt nok skrevet – den er meget sikker og uden egentlig slinger, plottet afvikles efter en lige linje, Israelsen har ikke brug for underlige krumspring for at få det til at hænge sammen. Men det er bare ikke helt interessant nok.

Bogen byder på et sjovt kig ind bag kulisserne i den finansielle sektor – et kig som virker meget realistisk beskrevet. Men havde jeg selv stået og tittet ind af glasfacaden, så var jeg gået videre til et mere kulørt vindue, længe før romanen finder sin afslutning. Den formår simpelthen ikke at holde mig fanget.

Jeg savner følelser. Jeg savner action. Jeg savner hjerteblod og kropssekreter – i hvert fald savner jeg noget mere saftigt til at supplere alle de knastørre papirer og pandekageflade banktyper, som vrimler rundt i Konsolidering.