Nogle gange kan børnelitteratur også være for voksne.

ANMELDELSE: Det krævede en del overtalelse, da redaktøren skulle overtales til, at Sentura skulle kaste sig ud i anmeldelse af børnebøger. Og det skal da også erkendes, at anmelderen ikke spillede med helt åbne kort. Det er en bog med kant, skrev han til redaktøren. Som gav sig.

I realiteten skyldtes interessen for Erlend Loes Kurtby en ikke helt sund betagelse af den norske forfatters skæve eksistenser i bøger som Doppler, Naiv Super og Muleum.

Loe skriver om mennesker, der melder sig ud af en triviel velfærdshverdag. Om mennesker der brokker sig på kostelig vis over trangen til at altid at passe ind. Trangen til altid at leve op til de uskrevne regler og normer. Men han gør det med humor og selvironi. Og han gør det først og fremmest godt.

Destination Mummidalen
I bogserien om gaffeltruckføreren Kurt skriver Loe for børn. Kurtuniverset er blevet udfoldet i en række bøger med titler som Kurt koger hovedet og Kurt bliver grusom. Den sidstnævnte er netop filmatiseret i en animationsudgave, der minder en hel del om Terkel i knibe.

Kurt er en fantastisk dygtig gaffeltruck-fører, der har pigen Helena og drengene Soda-Kurt og Bud med konen Anne-Lise, som arbejder som arkitekt. I Kurtby skal familien på ferie. De trækker lod i et marmeladeglas om ønskerne, og den mindste søn Bud vinder. Familien pakker gaffeltrucken og sætter kurs mod Finland og Mummidalen. Så langt når de dog ikke.

I stedet strander de i en lille by, Kurtby, langt ude i de svenske skove. I Kurtby er man stærkt religiøse, og så lever man af at fremstille bordtennisborde. Da præsten i byen, Pastor Astor, er kommet i fængsel får en af de lokale, Kirsti Brud, overtalt Kurt til at blive deres præst. Især lokket af de gratis vafler efter gudstjenesten, tager han imod tilbuddet.

Kurt bliver skør
En dag slår Kurt hovedet og erindrer i den forbindelse en sekvens fra sin barndom, hvor en præst fortalte ham om Mosebøgerne. Så han en mægtig god og fordømmende præst, som de lokale sætter stor pris på. Også selv om han ikke genoptager Pastor Astors praksis med at knipse uartige drenge på tissemanden. Slaget mod hovedet gør Kurt skør, så resten af familien er nødt til at lægge en plan for at få ham ud af byen. Men det kan man alt sammen læse mere om i bogen.

Det lyder alt sammen meget hyggeligt, men her er det, at Loes tematik fra voksenforfatterskabet slår igennem. For Kurtbys børneunivers er i realiteten en voldsom kritik af religion. Hvilket flere norske dagblade hurtigt opfangede, da bogen udkom på norsk. Blandt andet blev Loe i Aftenposten kritiseret for at udbrede blasfemi til norske børn.

Det virkelige vanvid
Loes inspiration til bogen kommer fra virkeligheden. Virkelighedens Kurtby hedder Knutby og ligger et stykke uden for Uppsala i Sverige. I byens pinsemenighed udspillede der sig et drama med seksuelt misbrug, hjernevask og dobbelt hustrumord. Bl.a. dræbte en kvinde den lokale præsts hustru efter at have fået en sms-besked, som hun mente kom fra Gud. Virkeligheden er med andre ord langt mere vanvittig end fiktionen.

Loes børneunivers har altså langt mere kant, end anmelderen forestillede sig. Naturligvis er det ikke dybdepsykologiske karaktertegninger eller gennemarbejdede miljøskildringer, der møder læseren. Det er stadigvæk holdt i et karikeret børneunivers. Endda et morsomt sådant.

Og mest fordi man kommer til at tænke over, om der faktisk findes forældre, der læser højt om vanvittige religiøse mennesker og knips på tissemanden, når de små skal puttes. Men vi voksne kan altså sagtens være med.