Debutanten Line-Maria Lång er god til at overrumple. Vellykkede og lovende noveller.

ANMELDELSE: Det gamle fjendskab mellem litteratur og virkelighed blusser op i en velsmurt omgang kort prosa (eller: kortprosa, hvem véd, hvad der er hvad) der kredser om så forskellige poler som synsvinkelssvingom, barndomserindringer, magisk realisme og abrupte voldssekvenser.

Rottekonge er veloplagt og hurtig og har en god spændvidde. Hvert enkelt stykke giver lyst til at læse det næste, og hvert enkelt stykke indgår i samme helhed, men er alligevel også noget for sig selv.

Flere måder at være mærkelig på
Der findes flere forskellige måder at være mærkelig på, og Line-Maria Lång kender en del af dem.

I de vildeste tekststykker véd man snart ikke, hvad der er virkeligt, og i de mere afdæmpede forstår man nok, at en eller anden person har galt fat i et eller andet kaldet virkeligheden. I én tekst bliver en kvinde kaldet Hanne, slugt af en tv-vært; i en anden udsættes jeget for vold af sin kæreste.

Således afsættes et rum, hvori den frie mærkelighed får lov at trille op og ned af normernes rædsel, og, om ikke andet, er tempoet så perfekt tilpasset, at det er pengene og tiden værd at følge med i. Det kan både være uhyggeligt og morsomt, og man når aldrig at blive træt.

Fortaber sig ikke
Rent stilistisk er hun god til ikke at fortabe sig i lir. Der fortælles det, der skal fortælles, for at det skæve plot kan komme frem. En god balance mellem sansning, metafor og ligefrem beskrivelse.

Denne fine overflade bæres af en teknisk leg med fortællerforhold, og selvom det ikke ligefrem er nogen ny leg at blande første med tredje person med indre med ydre syn, er Lång god til at tilføre den noget substans og berettigelse.

Især i samlingens første halvdel er det spændende at se, hvornår man får sin uro forløst og formår at gennemskue hvilken fortællertype, der er tale om.

Vellykket og lovende
Hun er god til at overrumple, så man når man forventer et jeg, ramler ind i en tredjeperson, og omvendt. Temaet er således menneske, tingsliggørelse og blandingsformer, og det er lige netop nok til at bære Rottekonge i hus som en vellykket og lovende debut. Den næstsidste novelle, titelnovellen, er rigtig god.

Og det ser faktisk ud til at fortælleinstansen kommer mere og mere i overensstemmelse med sig selv i løbet af Rottekonge. Som om legene med synsvinklen fører læring med sig.

Hvis det er rigtigt, har novellesamlingen sin egen stemme som projekt, og så ser det ud til at Långs videre virke som forfatter bliver spændende at følge – især hvis hun bliver én af dem, det vil lykkes at skrive længere end fem sider i sammenhæng.