Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 21.3.2004
[Opdateret d. 21.3.2004]

ANMELDELSE
Pär Lagerkvist:
Ordkunst og billedkunst. Motiv
Oversat og med lange efterskrifter af Jakob Brøbecher og Mogens Davidsen
Illustreret
150 sider
Kr. 198,-
Syddansk Universitetsforlag
Udkommet 19. marts 2004

 

Af
Bue Peiter Peitersen



Omslag til bogen

Pär Lagerkvist
1891-1974, svensk lyriker, romanforfatter og dramatiker. Modtog Nobelprisen i litteratur i 1951
Programskriftet Ordkunst og billedkunst og digtsamlingen Motiv har ikke været oversat til dansk før.

Redaktørerne
Jakob Brøbecher
f. 1975, konferens-studerende ved Center for Nordiske Studier, lyriker, oversætter

Mogens Davidsen
f. 1961, lektor ved Center for Nordiske Studier, Syddansk Universitet.




*

RELEVANTE LINKS:

Mogens Davidsen har skrevet artiklen Kulturens Mount Rushmore i Information – om bl.a. Lagerkvist, Henri Bergson, realismen og det kulturradikale kunstsyn

Besøg Center for Modernismeforskning

Læs Anne Borups kritik af den danske modernismekonstruktion

Kort biografi over Lagerkvist

Pär Lagerkvist modtog Nobelprisen i litteratur, 1951 – læs hans tale

Besøg Syddansk Universitetsforlag og læs mere om bogen

Jakob Brøbecher har en hjemmeside på anarko.dk


 

Metafysisk modernisme:
Pär Lagerkvist som kanonkugle

Den danske opfattelse af modernismen får endnu et skud for boven. Denne gang med Gud og to nye oversættelser af den svenske forfatter Pär Lagerkvist som det jern, der støber kanonkuglerne

ANMELDELSE: Gennem de seneste år har begrebet 'modernisme' fået en hel del opmærksomhed herhjemme.

Litteraturfolk som Anne-Marie Mai, Anne Borup, Jon Helt Haarder, Peter Stein Larsen, Anker Gemzøe, Peter Madsen m.fl. har alle haft fingrene i fænomenet, og det forunderlige 'm'-ord er blevet gransket ud fra diverse synsvinkler og interesser.

Litterært opklaringsarbejde
Modernisme-begrebets sproghistorie er blevet undersøgt, og man har forsøgt at fastlægge, hvilke indholdsmæssige og formelle kendetegn ordet dækker over. Man har diskuteret brugen af begrebet som litteraturhistorisk kategori eller betegnelse for en periode, og man har undersøgt den danske modernisme i lyset af politiske, økonomiske og andre samfundsmæssige forhold.

Man har også beskæftiget sig med modernismens hjemlige – men ikke så hemmelige – alliance med kultur- og nyradikalismen. Og man har set på, hvordan formidlingen af ismen har gået hånd i hånd med opblomstringen af den litteraturteoretiske retning, nykritikken.

Kritik af dansk modernisme
Meget af det detektiviske arbejde har taget afsæt i en kritik af det, som er blevet kaldt for "den danske modernismekonstruktion".

Denne kritik går – meget groft sagt – på, at de nye tendenser i den lyrik, der voksede frem herhjemme i 50'erne og 60'erne, og som blev lanceret under begrebet 'modernisme' af især Torben Brostrøm, kom til at danne normen for, hvad der var god litteratur.

På den måde kom den modernistiske linie, der kunne aflæses i forfatterskaber såsom Klaus Rifbjergs, Jørgen Gustava Brandts, Ivan Malinowskis og Jørgen Sonnes, til at danne kanon og dermed overskygge for andre gode digtere, som afveg fra normen – stadig ifølge kritikerne.

Fra kaos til befrielse
Denne nye udgivelse af Pär Lagerkvist er ude i et lignende ærinde. Her revses den danske reception og formidling af modernismen, fordi den har fortrængt en vigtig linie inden for denne kunst og litteratur: den metafysiske.

Langt hen ad vejen er der tradition for at se ismens værker som metaforer for Guds død, det moderne menneskes splittede bevidsthed, storbyens kaotiske fremmedgørelse af individet og lignende.

Og det er dette syn på modernismen, som udgivelsen vil gøre op med, idet den peger på en mere konstruktiv og optimistisk metafysisk linie, der aftegner sig i det 20. århundredes kunst og litteratur.

I denne anden historie om modernismen – ikke mindst som den udfolder sig i billedkunsten – understreges forbindelsen mellem ekspressionisterne og teosofien, lige som Picassos blå periode markerer "'portalfarven' for det frembrydende 20. århundrede, farven for det åndelige og æteriske – afskeden med det 19. århundredes materialisme".

Denne anden historie opfatter modernismens "kunstneriske artikulation" som noget, der er "langt fra at være en begrædelse af tab af sammenhæng og erfaringsformidling en indløsning i hidtil uset grad af virkelighedens karakter af potentiale, mulighed og liv", som Mogens Davidsen formulerer det i sit meget fine efterskrift.

Fire udgivelser i én
Bogen om Lagerkvist består af hele fire dele: en dansk oversættelse af Lagerkvists programtekst Ordkunst og billedkunst (1913), en fordanskning af digtsamlingen Motiv (1914) samt to længere efterskrifter af henholdsvis Jakob Brøbecher og Mogens Davidsen.

Revurderingen af modernisme-begrebet bliver foldet direkte ud i Mogens Davidsens lange efterskrift Antirationalismens ikonografi; men det sker med afsæt i programteksten Ordkunst og billedkunst. Det lille skrift på ca. 35 sider bærer undertitlen om moderne skønlitteraturs dekadence – om den moderne kunsts vitalitet.

Og med denne modstilling er vi fremme ved forfatterens ærinde: Der skal holdes statusopgørelse over samtidens kunst og litteratur, og udfaldet er tillige foregrebet med udtrykkene 'dekadence' og 'vitalitet'.

At give noget ud over realismen
Lagerkvists udfald mod samtidens litteratur går på, at den ikke er tidssvarende, at den er i for høj grad er præget af det realistiske/naturalistiske grundsyn, at den er psykologisk grublende, mangler en fælles forenende idé og fokuserer på det individuelle – og endelig at den er dekadent og savner konstruktiv og arkitektonisk komposition.

Men hvad litteraturen mangler, det har tidens billedkunst – især kubismen, men også den ældre 'primitive' kunst og litteratur. Her nøjes kunstnerne ikke med at imitere virkeligheden på god naturalistisk vis, men forsøger derimod at trænge "ind til det inderste i ting og begreber, at give noget ud over naturen, virkeligheden", som samtidigt er forbundet med en "stræben efter at komme hinsides det individuelles grænsemarkeringer".

Det smager af metafysik. Og det er præcist, hvad det er.

Nærmere bestemt en metafysisk tænkning, der er inspireret af den franske filosof Henri Bergson (1859-1941). Men de anti-rationalistiske idéer forbindes hos Lagerkvist med forestillingen om den kunstneriske skabelse som noget, der er præget af et stringent, matematisk ingeniørarbejde – i stil med de tanker den amerikanske digter Edgar Allan Poe lancerer i det klassiske essay The Philosophy of Composition fra 1846.

Forprogrammerede motiver
Refleksionerne i Ordkunst og billedkunst følges op af digtsamlingen Motiv, som består af små rimede digte, prosadigte og mere fortællende prosastykker.

Teksterne er påvirkede af – og leger med – forskellige stilretninger som kubisme, futurisme og naivisme, hvilket Brøbecher grundigt redegør for i sit efterskrift.

Og med blodet som den dominerende metafor for den overindividuelle kraft, som gennemstrømmer verden og menneskene, bearbejder Lagerkvist modsætningen mellem det vitalistiske og det dekadente: Billeder af det mystiske, oprindelige, stærke og sunde bliver sat over for det fordærvede og sygelige.

Udgiverne har som sagt placeret digtsamlingen Motiv lige efter Ordkunst og billedkunst, og meningen er at illustrere, hvordan – eller hvorvidt – Lagerkvist i praksis udfolder sin poetik. Et forhold Brøbecher i øvrigt beskæftiger sig nærmere med i sit efterskrift.

Og ser man bogen som en 'videnskabelig' udgivelse, hvad den primært er, virker logikken rimelig. Men alligevel er det lidt synd for digtene: De får ikke rigtig lov til at leve deres eget liv og komme til deres ret, fordi man netop i for høj grad kommer til at læse dem som opfyldelser af et program.

Derudover er det ærgerligt, at man ved at udgive digtene på denne måde sandsynligvis ikke når ud af universiteternes cirkler. Men på den anden side ville de måske slet ikke have foreligget på dansk, hvis de skulle have været udgivet som en selvstændig digtsamling.


Teksteksempel:


Hymne til de evige

Hil jer drømmende guder på troner af frosthvidt marmor.
       Med læber, fede af blod, ville vi kysse jeres lukkede øjne hvis øjeæbler hvælves høje og kølnede som døde kvinders bryst under de tunge lokker.
       Vi ville kysse jeres hænder, de brede, hvide, som hviler urørligt og med lange udstrakte fingre krydsende hinanden midt på barmens øde runding.
       Med blussende hede arme ville vi favne hårdt om jeres isnende, tusindårige kroppe; armenes røde, smalle ring af blod ville vi smide om kroppens søjle lige oven over den svulmende lænd.
       Hil jer drømmende guder. Titusindtallige er I. Og jeres mægtighed er uden grænser. Jeres kroppes mægtighed er som de store skyers.
       Som orm i jorden kryber vi rundt i mørket ved jeres fødder.

[NB! Digtet er fra Pär Lagerkvists Motiv, 1914, og opsætningen kan være lidt anderledes end i originaldigtet]

[ t o p ]       [ h j e m ]