Efter en længere pause udkommer Laila Ingrid Rasmussens tredje roman. En delvis selvbiografisk historie om en piges opvækst i Nansensgadekvarteret i København.

Laila Ingrid Rasmussen debuterede i 1994 med romanen Déjà-vu og fulgte den op i 1997 med den kritiker-roste Betingelser for liv. Og her i begyndelsen af 2004 kommer så hendes tredje roman, Stjernen.

Farverige personligheder
I – den delvist selvbiografiske – Stjernen følger man en piges opvækst i Nansensgadekvarteret: Moderen, der blev gravid som 16-årig. Faderen, som var sømand og lettere fordrukken. Mormoderen, der var helt og aldeles fordrukken. De to søskende og et galleri af mere eller mindre farverige personligheder fra kvarteret – et kvarter præget af vanskelige kår og kedelige skæbner i 50'erne og 60'erne. Og endelig pigen, som hver aften falder i søvn til tonerne fra jukeboksen i værtshuset på den anden side af væggen

Altså umiddelbart et setup, der ikke står tilbage for tidligere tiders mere eller mindre grædefærdige socialrealisme.

Men det er en helt anden fortælling, som Laila Rasmussen byder på. Romanen er intet mindre end en hyldest til hverdagslivet. Over de 272 sider har linsen fået en ordentlig klat vaseline og billedsproget når højder, som selv den mest avancerede computer-grafik næppe tør drømme om. Alt er således godt, på overfladen i al fald.

Sædcelle som fortæller
Laila Rasmussen eksperimenterer på en spændende måde med fortællepositionen. Vi får kloge ord med på vejen fra sædcellestadiet og fra det filosofisk anlagte foster, for slet ikke at tale om den lille pige, der billedligt talt er en kat. Samtidigt brydes fortællingen konstant med eksistentielle overvejelser om den dybere mening med livet, døden, universet, hverdagen.

Disse overvejelser er præget af et sanseligt billedsprog og en stor indlevelse. Og de fleste af dem foregår med det man i stilistikken betegner som vision. Konstant lyder opfordringen til læseren: "Forestil dig...".

Genopliver stilfigurer
Samtidigt føres en slags retorisk dialog mellem læser og fortæller, der altid indledes med spørgsmål i stil med "Hvad ved vi egentligt om…" og små indforståede "du ved nok, hvordan det er". Det er modigt at genoplive disse ellers for længe siden forviste stilfigurer. En del steder står man dog af – men når det virker, hvad det retfærdigvis ofte gør, lader man sig rive med.

Laila Rasmussen har humor. Det bør der ikke være tvivl om. En humor, der fra tid til anden får en skarp kant. Fx når døden i skikkelsen af en abe drikkes plørefuld, eller når fortælleren fødes samtidigt med, en udstoppet og mølædt stork bringes ind i stuen. Og resultatet bliver en en fornøjelig og festlig billedstorm, når det rigtigt fungerer for Laila Rasmussen: en relevant påmindelse om, vi er til, og at livet er herligt.

De ødsle billeder
I et interview i Politiken 18. januar i år nævner Laila Rasmussen bl.a. de litterære sværvægtere Tom Kristensen og Michael Strunge, som væsentlige inspirationskilder. Og det bærer bogen også præg af. Overalt hører man ekkoet af Tom Kristensens ekspressive digte i billedsproget. Ja, sågar Emil Bönnelyckes futurisme finder vej til en enkelt passage, maskinen og byens rytme bliver hyldet.

Laila Rasmussen nævner i samme interview også Johannes V. Jensen. Men hvor Johannes V. Jensen brugte sine hovedværker på at rive ned, bygger Laila Rasmussen op: En storslået illusion af ubegrænset salighed og lykke. Men det er også en bygning, der – desværre – i de skrøbeligste sammenføjninger, minder om avisernes rejsetillæg, med deres malende beskrivelser af pittoreske småbyer og eksotiske naturoplevelser. Billederne bliver ødsel og ensformig overflod.

Vi skaber selv tilværelsen
Faktisk ånder man lettet op, da en del af fortællingen afsløres som fup – og faderen, der ellers optræder som en eksotisk helteskikkelse bliver udleveret, som en fordrukken mand i beskidt netundertrøje.

Først her får fortællingen stillet tilstrækkeligt skarpt ind på begivenhederne og skabt en modvægt til den rendyrkede positive beretning. Det skaber til gengæld dybde og tyngde i budskabet: At vi selv skaber vores tilværelse og at ingen modgang på forhånd bør slå os ud.

Som Laila Ingrid Rasmussen selv siger det: Vi er alle født under en heldig Stjerne.