idet jeg gik
blev den blå farve
over mig dybere
og dybere
og sandet orange
*
vi vil altid have firenze
vi vil altid have firenze
vi vil altid gå i skole
du har altid gule bukser på
og jeg vil stadig være syg
lad mig være din
tuberkuløse kunstner
så vil vi altid have toget
og østrigske strejker
vi vil altid sidde på trappen
foran en eller anden bygning
og den vil altid ligge dér
så vi altid kan tage tilbage
der var over tre hundrede
trin i siena, der altid
vil være en hesteby
selvom gaderne er for små
vi vil altid have firenze
du og jeg
hvorfor sænker man helt naturligt
stemmen i kirkerne?
'oh cheeky cheeky
oh naughty sneaky
you're so perceptive
and i wonder how you knew'
*
der er en strand
i californien
hvor bølgerne rammer sandet
ligesom på alle andre strande
men det er smukt
*
idet jeg kigger ud gennem
ruden på en taxi
tænker jeg højst sandsynligt
på dit lyse hede værelse
i går var vi i east village og købe plader;
talking heads; fear of music
first printing $9.99
*
en mindeværdig indbildning
og så gik jeg over langebro
solen var der og luften
(og dig og dig)
og det var hvis man kiggede til venstre
at lyset lå over vandet og bygningerne
som guld, og langt væk kunne man se
strålerne af sol gennem skyerne
gennem skyerne
og det var dér jeg tænkte på amerika
og på danmark og england
og måske holland et kort sekund
seattle eller washington
los angeles eller måske endda new york
hvortil man kunne sejle
stående på dækket med vinden i håret
og et tilfreds blik i øjnene
en rød trøje vil jeg have på
med skjorteflipperne siddende udenpå
og så er himlen
så fantastisk mørkeblå
og man ved ikke helt
hvad man skal gøre ved det
jeg tog en rød trøje på
altså må det betyde kærlighed