Hvordan fik du ideen til at skrive Smukke biler efter krigen?
– Det startede med, at jeg var på Island og fik lyst til at skrive en bog, som foregik dér. Samtidig havde jeg lyst til at svare på den kritik af den unge litteratur, som dengang, for et par år siden, dukkede frem i medierne med mellemrum – og som i øvrigt stadig dukker op: at den unge litteratur var blodfattig, anorektisk, holdningsløs, virkelighedsfjern og uvæsentlig.

– Den kritik provokerede mig til kaste mig ud i at skabe en roman med masser af meninger, også nogle af den forkerte slags. Der skulle være sex og biler, masser af handling og blod, en smule blod i hvert fald, og en problematisering af min generation og dens forhold til verden og sig selv.

Eksperiment med populære genrer
Men hvorfor vælge... ja... undskyld et så afsides sted som Island til romanens kulisse?
– Jamen, Island er et dejligt sted. Jeg har været der en del gange. Og til denne bog var Island perfekt, fordi mine egne rejser til øen har givet mig materiale til at skrive op imod rejseromanens og selvbiografiens forventninger til, at man har været på stedet.

– Island gav mig mulighed for at eksperimentere med rejsefortællingen. Bogen bruger på overfladen en lang række genrer, blandt andet den realistiske roman, kriminalromanen, rejsefortællingen og selvbiografien – allesammen populære genrer som den tager ind og leger med. Der er fx passager, som parodierer rejsehåndbøgers velmenende råd, og naturbeskrivelser der driver den dårlige realistiske roman og rejsefortællings af slagsen helt ud i det absurde.

Og så låner du jo også fra den politiske retorik. Er du blevet mere politisk engageret i din nye bog?
– Jeg synes, jeg i alle bøgerne har sagt det samme. I Smukke biler efter krigen gør jeg det bare med grovere greb og tydeligere adresse. Det vel en leg med forventningen til romanen, der er mit overordnede ærinde i bogen. Ved at spille på forventningen til romanen, kan jeg måske bryde nogle forestillingsmæssige vaner hos læseren. Og det er netop det litterære sprogs opgave: at bryde og udfordre de sproglige vaner. Det er – som jeg skrev et sted i bogen – faktisk ikke ligegyldigt, hvem der siger hvad.

Sproget danner vores virkelighed
Du skriver ligefrem sted, at man skal tage sig i agt for at læse med for mange forventninger...
– Ja, jeg prøver at pege på læseren. Man skal passe på, når man læser. Man skal være opmærksom på, hvordan og hvorfor man læser. Det gælder al læsning, og det gælder i alle andre mellemmenneskelige relationer, at man må spørge: hvorfor og hvordan. Vi bliver nødt til at afkræve hinanden en smule tilstedeværelse og opmærksomhed.

– Jeg bilder mig ind, at vi i høj grad formulerer vores virkelighedsopfattelse i sproget. Lige fra vores politiske drømmebilleder og mareridt til vores etiske og moralske antagelser. Eller sagt på en anden måde: sprogets strukturer giver os et glimt af den mekanik, vi bruger til at bevidstgøre os om verden. Hvis man ikke har et sprog, som er præcist nok, nuanceret nok og hvis sproget ikke bliver holdt levende, så bliver vi simpelthen holdt fast i dumme tanker. Sløset og upræcis omgang med sproget kan få forfærdelige konsekvenser i den håndgribelige, politiske og hverdagslige virkelighed.

– Forfærdelige misforståelser kan komme ud af såkaldt poetiske omskrivninger og manglende præcision i sproget. Bliver det fx ikke sværere at være uenig i, at fremmedarbejdere og alle deres voluminøse slægtsophobninger skal sendes hjem, hvor de kommer fra, når de aldrig får lov til at kalde sig danske, men bliver ved at hedde 'anden-generationsinvandrere'?

Opfinder ikke meget
Hvordan arbejder du egentlig med dine romaner? Og hvad gør du ud af at udforme dine fiktive personer i den sammenhæng?
– Jeg noterer løse tanker, observationer, sære vaner, jeg ser folk have, atypiske ordvekslinger, handlingsfragmenter – alt den slags noterer jeg ned. På et tidspunkt tvinger jeg så det hele sammen og skriver det igennem en 30-40 gange.

– Udformningen af personer gør jeg ikke meget ud af i starten. Jeg låner karakterer fra film, TV, virkeligheden. Jeg finder ikke ret meget på. Hvis jeg lader en person sige én ting i teksten, så følger den næste ting ofte sig selv. Man kan måske sammenligne det med at lege med dukker. Reglerne for de forskellige personers handlingsmønstre bliver formuleret og dannet hen ad vejen.

Hvordan har du det med den halvgamle diskussion om en forfatters værk i forhold til hans privatliv?
– På den ene side synes jeg, det er en dum diskussion – en roman er fiktion. Et jeg eller en hovedperson er ikke forfatteren. På den anden side har hverken filosofien eller lægevidenskaben endnu fundet et endegyldigt svar på, hvordan vores bevidsthed om verden og hinanden opstår.

– Man kan sige, at det er en del af vores livsvilkår at færdes i en samtidig objektiv og subjektiv forvirring. Det vil sige, at de problemer, læseren kan have med at adskille og fastholde figurer i en roman, ligner det arbejde vores bevidsthed må gøre udenfor bøgerne for at holde os fast på sig selv og de andre i den såkaldte virkelighed.

Betegnelserne lyrik og prosa bruges forkert
Dit sprog i romanerne har mange lyriske træk. Hvad er du selv mest til – prosa eller lyrik?
– Ofte bruger vi betegnelserne prosa og lyrik forkert. Selvfølgelig er der steder i litteraturen, hvor man kan lægge rene snit og bruge betegnelserne som kasser. Bibliotekerne og forlagene gør det jo også og ikke altid lige gennemskueligt... Men jeg synes, at det måske er mere frugtbart at bruge betegnelserne til at pege det lyriske og prosaiske ud, mens teksten stadig er ude i det fri. Man kan også sige, at genrerne giver forfatteren mulighed for at udnytte læserens forventninger. Men det er indtil videre også det mest frugtbare, jeg har opdaget ved genrerne.

– Der er i øvrigt mange vrangforestillinger om prosa. Prosaen lever i lige så høj grad – ja, jeg er fristet til at sige endnu højere, men det ville være ligesom at invadere Irak – af rytme. Dette bare for at nævne én ting, man ofte glemmer i forbindelse med prosa.

– Litteratur handler om at gøre noget med sproget. Det må være mere givende at læse litteratur, der prøver at afsløre sprogets vaner, end at læse det ene efter det andet forsøg på at tvinge sproget til at imitere dagligdagens vaner. De to ting er vidt forskellige. Egentlig er jeg tilfreds med at fabrikere min egen meget mindre sproglige virkelighed på siderne. Og hvis den så i glimt ligner noget, vi har set udenfor den litterære fiktion, så skal det stå folk frit for at tage den litterære fiktion med hjem og ud i samfundet.