Lars Skinnebach er nysgerrig, lyttende og konstant undersøgende overfor sit sprog

ANMELDELSE: Noget af det eneste, man kunne indvende overfor Lars Skinnebachs nye digtsamling I morgen findes systemerne igen, er, at den er for kort. I øvrigt en kritik man tillige kunne rette mod debuten fra 2000 Det mindste paradis. Men når det så er sagt, må man også sige, at her findes der en digter, som for alvor og på en ordentlig måde lever op til betegnelsen charmerende.

I Det mindste paradis var omdrejningspunktet især en forelskelse, som udløste små idylliske digte, der sværmede om de små, men alligevel uendeligt store ting i tilværelsen. I den nye digtsamling er forelskelsen blevet til noget mere frugtbart, nemlig et barn, ja nærmest en familie, hvis tilblivelse man følger igennem samlingen.

Charmerende tøven
Sætningerne bærer generelt mere præg af en form for cut-up teknik, men uden at cuttet nogensinde bliver ført helt igennem. Der er sådan nogle små afstande imellem linjerne, en slags charmerende digression (måske fordi forfatteren er blevet far, og må gå mere til og fra værket, hvem ved?) eller tøven, som man kun kan blive forført af. I øvrigt en tøven man genkender især fra enjambementerne, dvs. det sted hvor verset knækker eller afbryder sætningen, fra første samling.

I den nye samling er denne tøven mere integreret i digtenes sprog, således at mange af sætningerne er lige ved at falde igennem, dvs. blive meningsløse, men så alligevel ser sig reddet af en forunderlig rytme eller vejrtrækning, som er unik for Skinnebach. Som det hedder et sted: "Deponér din vejrtrækning her", og det gør man så.

Og længere nede i samme digt: "Vi tager hul på sommeren og se, de fik deres blade igen/ træerne. Rækker de ud efter synet? Øjnene/ er de mønter vi må betale verden med/ for at være her." Træerne kommer her dumpende ind, sådan lidt for sent i sætningen, fordi verset knækker, før sætningen er slut.

Forunderlige billeder
Samtidig med at Skinnebach mestrer sin egen rytme suverænt, så kan han også skabe forunderlige og smukke billeder, der bliver hængende i bevidstheden længe efter, at de er læst, som fx: "Symfoniske træer med skeletfingre/ banker diskret på vinduet. Der er ingen dirigent/ til at samle verden i det yderste af sin stok/ eller til at forklare den på tegnsprog for bedøvede øjne/ Falder husene sammen som en død mands lunger?"

Og Skinnebach glider også fint imellem et højstemt og et mere lavstemt leje via den omtalte tøven og går ikke af vejen for mere platte ting, som "Når hunden gør i din nabos hus, lider kongen/ af klamydia", der lyder som en humoristisk omskrivning af alle mulige eller umulige ordsprog.

Forskellige spor
Familiesporet er et af flere spor i digtsamlingen; der er også et politisk spor, som afslører, at forfatteren til trods for sin laissez faire-holdning ikke er helt ligeglad. Det politiske spor udmunder i en række besværgelser, som udgør bogens sidste og mindst vellykkede afsnit. Fx når der står: "De tager pis på dig/ politikerne som beskytter folkets følelser. Hip, hip, hurra!/ De tager pis på dig/ økonomerne når mennesket bliver økonomiernes redskab/ De tager pis på dig/ digterne når de siger at talentet er en særlig egenskab/ De tager pis på dig/ det er de privilegerede der forsvarer deres privilegier".

Jeg synes ikke helt, at det klæder Skinnebach at være aggressiv, dertil er han alt for charmerende og privilegeret, om man så kan sige. Naturligvis kan man ikke rende rundt og være lalleglad hele tiden, men det mener jeg sådan set heller ikke, at Skinnebach gør. Tværtimod er han nysgerrig, lyttende og konstant undersøgende overfor sit sprog: "Det er mit stille åndedræt, der får verden til at lyde", som det hedder et sted.

Vellykket trafikspor
Et sidste spor, man kunne nævne, og som er mere vellykket end det politiske, er trafikuheldssporet. Det er det spor, som er mest tilsløret, men som dukker op hist og pist: "[…] vejene er glatte/ du undviger at svare mig, sig mig, hvem elsker du/ få hundrede meter før dit endeligt?" og senere i afsnittet Eventyr: "[…] Kun de døde/ kan krydse motorvejene uskadte, dvs. blive i den tilstand/ de går til opgaven i. Mine ben er for korte til at nå jorden".

Her mistænker man digtets jeg for at være dødt, et fortællende spøgelse, men måske er det kun mig, der ser spøgelser? I hvert fald kunne man sætte en analyse ind her, hvis værket skulle granskes nøjere.

Væk fra charmen
Digtsamlingen kunne måske have været mere vellykket, hvis Skinnebach havde holdt sig til et af de omtalte spor, men på den anden side må han tvinge sig selv til at bryde op med det charmerende gennem disse, lad os kalde dem, forsøgsvise spor, fordi charmen formentlig kun holder så længe, at digteren stadig er ung. Kun få digtere er charmerende igennem et helt liv (som fx Schade).

Det er imidlertid ikke kun Skinnebach, der står overfor et sådant kommende opbrud, men efterhånden en hel generation – Andkjær Olsen, Nikolajsen, Frost, Alf Christensen, Kalkau m.fl. – og man kan komme i tvivl om, hvorvidt alle kan blive ved med at genopfinde sig selv på en lige charmerende måde.

Dog er jeg ikke i tvivl om, at Skinnebach finder en vej, der er hans, og som kan give os nye gode digte og sproglige trafikuheld.