Kvinder med nosser på størrelse med kokosnødder

ANMELDELSE: Luftkastellet der blev sprængt starter, hvor anden del slap. Lisbeth Salander og hendes far, den tidligere sovjetiske spion Alexander Zalachenko, indlægges hårdt sårede på det samme hospital efter deres indbyrdes opgør. De overlever, men har kun ét i tankerne: at dræbe den anden. I kulissen lurer en tophemmelig fraktion af Säpo, der med alle midler forsøger at få lukket sagen om spionen og hans datter. Lisbeth anklages for vold mod sin far, og Blomkvist kæmper mod både uret og Säpo i sit forsøg på at rense hendes navn.

Der er altså lagt i kakkelovnen til det endelige opgør, og Larsson jonglerer i vanligt hæsblæsende tempo og over astronomisk antal sider med hovedhistorie og sidehistorier, nye miljøer og gamle kendinge for til sidst at knytte en fint bundet sløjfe på ethvert tænkeligt spor og sidespor.

Mest en politisk thriller
Forventer man en krimigåde, bliver man skuffet. Luftkastellet der blev sprængt er nærmere en politisk thriller, hvis hovedfokus er afdækning af de lyssky og magtfuldkomne sider af Säpos aktiviteter. Det er overbevisende gjort, men egentlig ikke voldsomt nervepirrende. Vi ved fra start hvem, der er gode, og hvem, der er onde – og med så mange gode kræfter samlet er det altså begrænset, hvor stor spænding, der er om udfaldet.

Når man alligevel hænger på og ofrer nattetimer på sagen, er det selvfølgelig først genkendelsens glæde – Blomkvist og Salander er et interessant makkerpar – dernæst Larssons journalistiske tæft, der udmønter sig i et præcist, spændstigt sprog og en aldrig svigtende sans for suspense, og endelig og især den samfundskritiske dimension.

Gennemført afslutning
Selvom romanen ikke er en decideret krimi, er Larsson stadig en sand femi-krimiforfatter. Det perspektiv udfoldes denne gang især i den fine sidehistorie om pressemiljøets patriarkalske dominans gennem Erika Bergers oplevelser i sit nye job som chefredaktør på Svenska Morgon-Posten, men ligger også som grundlæggende præmis under hele Salanders livshistorie, der er trilogiens samlende faktor. Romanen er som de to foregående spækket med kønspolitiske temaer og kvinder med nosser på størrelse med kokosnødder.

Luftkastellet der blev sprængt er måske lige lovlig kulørt med sine voldsexcesser, skruppelløse spioner og overopfindsomme hackere, men den kommer i land som den gennemførte afslutning på trilogiens feministiske projekt.