Sverige i sigtekornet

Plottet ligger lige for, og samfundsbeskrivelserne er både interessante og relevante, men spundet sammen i Gellert Tamas' dokumentaristiske krimi, fungerer de ikke.

ANMELDELSE Gellert Tamas' bog har det hele, faktisk har den for meget.

Plottet er oplagt, spændende og taget fra den virkelige verden. En seriemorder med alvorlige barndomstraumer er løs. Manden er psykisk syg og synes ude af trit med virkeligheden. Indhyllet i troen på, at indvandrerne skal udryddes, forsøger han at myrde tilfældige indvandrere. Alle på nær ét attentat ender i blotte mordforsøg, men for læseren er skrækken også mere effektfuld end den koldblodige død.

For meget baggrund
Så langt så godt, men så er der hele Gellerts Tamas' udredning af Sveriges samfundstilstand i 1990'erne. Den er bestemt aktuel og lærerig for dem, der er for unge til at huske den gang, men den fungerer ikke lagt ind som parallelt spor til den ellers gode krimihistorie.

Og så er der politiets store efterforskningsarbejde, der til tider er mere end detaljeret beskrevet. Efterforskningen hører naturligvis med til en krimi, men det er som om, at forfatteren i dokumentarismens og troværdighedens navn har lagt alt for meget baggrundsmateriale frem for sin læser. Og det forvirrer mere, end det gavner. Især fordi det sammen med beskrivelserne af Sveriges indvandrerproblematik hele tiden afbryder det ellers udmærkede plot, idet bogen hele tiden ved kapitelinddelingen skifter mellem krimihistorien og samfundsbeskrivelserne. Det er lige før, at spændingen går tabt i strukturen.

Bedre med to bøger
Forfatteren har en imponerende evne til at beskrive morderen og hans tankegang. Som læser forstår man virkelig, hvorfor han handler, som han gør. Det er empati, så det gør noget ved én.

Med en dansk læsersynsvinkel synes bogen desuden at fungere som en udfordring til det stereotype billede, vi danskere har, af Sverige som et meget politisk korrekt samfund. I dag slås næsten alle samfund med indvandrerproblemer, og spørgsmålet om mål og middel i håndteringen af indvandrerproblematikken er kun blevet mere aktuel siden begyndelsen af 1990'erne.

Men på trods af den store samfundsrelevans lykkes eksperimentet med at skrive en dokumentarisk krimi ikke. Tamas' sprog flyder rigtig godt, men det er synd, at krimihistorien ikke får lov til at udfolde sig ordentligt, for den er basalt spændende! Hvad Gellet Tamas måske skulle have gjort, var at skrive to bøger – en dokumentar om indvandrerdebatten og det politiske billede af 1990'ernes Sverige og så en god krimi. Det ville nok have tjent både historien, virkeligheden og forfatteren bedre.