DOBBELT-ANMELDELSE
Gerd Laugesen:
Møder
Reportage
[Med efterskrift af Suzanne Brøgger]
176 sider
Kr. 225,-
Tiderne skifter
Udkommet 1. maj 2009

Christian Haun:
Sig farvel til dig selv
Tre historier
168 sider
Kr. 199,-
Gyldendal
Udkommet 26. maj 2009

Hvad vinder, når det virkelige tager en enkeltstart mod det uvirkelige? Vores anmelder står parat ved målstregen i et løb mellem Christian Hauns underlige universer og Gerd Laugesens mærkværdige møder.

DOBBELT-ANMELDELSE: Man kan ikke blande pærer og bananer, siger et lettere belærende mundheld. Jo, det kan man sagtens. Det hedder frugtsalat og kan være ganske delikat.

I denne anmeldelse vil der imidlertid være tale om en litterær frugtsalat. Vi vil skære nogle store stykker ud af Christian Hauns Sig farvel til dig selv og Gerd Laugesens Møder.

Begge bøger udkom i slutningen af foråret. Begge bøger forholder sig til mennesker. Men de gør det på en meget forskellig måde.

En holdning til virkeligheden
Christian Haun skriver i Sig farvel til dig selv tre længere historier.

De er basalt set bygget op på den samme tekniske måde. Vi starter i et realistisk hverdagsunivers med genkendelige karakterer og almindelige menneskelige problemer. Men som fortællingerne skrider frem, nedbrydes realismen og absurde fantasiuniverser overtager. Det minder lidt om afsnit i den nu klassiske tv-serie The Twilight Zone.

Gerd Laugsens teknik er også let genkendelig. Hun beskriver møder med tilfældige mennesker på gaden. Og især de samtaler, der opstår.

Bogen består således af en række kortprosa-korte fortællinger. Det minder lidt om de reportager fra lokalområder, som man kan se i regional-tv. Selvom Gerd Laugsen deklarerer, at hendes bog handler om ganske almindelige mennesker, så har hun en forkærlighed for originaler.

Den store forskel er naturligvis holdningen til virkeligheden. Haun brygger uvirkelige og mærkværdige universer. Laugesen koger virkeligheden ind til kortvarige optrin.

Hverdagens superhelte
I fortællingen Hendes kappe og maske skaber Haun en superhelt. Pigen Trine forestiller sig, at hun sammen med en mursejler udgør en nærmest uovervindelig superhelteduo. Hun er selv den blå pige, som tager kampen op mod verdens onde magter. Eller er det i virkeligheden hendes egne problemer? Det er i hvert fald tandlægen, der kommer til at stå model til superskurken i Trines fantasiverden.

Handlingen leder som i de to øvrige fortællinger i Sig farvel til dig selv frem til, at fantasiverdenen forviser realismen og overtager fortællingen. I denne fortælling fører fantasiverdenen læseren ind i et mærkværdigt freudiansk opgør mellem mor og datter.

Laugesen har også en superhelt. I afsnittet Den nøgne mand møder hun en mærkværdig ældre mand i toget. Første gang hun ser ham, er han nøgen. Anden gang har han fået tøj på. Han er på en mission for Gud, siger han. Gud har befalet ham, at han skal snitte andre mennesker. Ikke med en kniv – heldigvis. Jorden går under i 2015, og alle han snitter, kommer i himlen, forklarer han, inden han igen står af toget. Som læser leder man efter forhistorien, der kan forklare det bizarre optrin. Men den får vi ikke. Vi bliver ikke ført.

Begge fortællinger er morsomme. Og vi forstår ikke helt, hvad der foregår i nogen af dem. Begge fortællinger åbner for et alternativt univers.

Men Laugesens virkelige superhelt vinder på målfoto. Hauns superhelt bliver alt for fortænkt. Alt for meget en stiløvelse. Det er et forsøg på at forvirre læseren i en labyrintisk verden af sprog. Så er det mere ligetil med et stykke absurd dialog i et S-tog.

En tekniker og en minimalist
Christian Haun er en stor tekniker. Hans måde at opbygge fantasiuniverserne på er forbilledlig. Og det kan blive ganske bizart og ret morsomt. Som da han lader George Bush og Dick Cheney i skikkelse af robotter spille golf på en bane i den mexicanske ørken. En bane, der er opført af en robothund, der lyder det italienske navn Roberto Floris. Hvordan kommer man dertil? Jo, man mediterer nøgen i et badekar fyldt med dyner og puder. På bogens bagside sælges historien som en kritik af Irak-krigen.

Ret skal være ret. Haun har tydeligvis nogle pointer om nutidens mennesker. Han skriver da om vores manglende engagement i os selv og vores omverden. Han skriver om familien og børns konflikter med forældrene. Men formens absurde og bizarre indpakning lykkes bare ikke. Det giver ingen videre eftertænksomhed.

Gerd Laugesen er mere minimalistisk i opbygningen af fortællingerne. Det er konfrontationen med den sure vicevært, samtaler i supermarkedskøen, besøget hos en ældre mand, der synger sange fra Giro 413, det tilfældige møde med en mand, der renser postkasser for klistermærker, fordi han synes, det er grimt.

Hverken hver for sig eller til sammen giver fortællingerne den store mening. Men alligevel har de noget at sige. Man tænker: "Det var godt nok besynderligt". Ja, man tænker.

Det er naturligvis to helt forskellige tilgange til litterær teknik. Målfotoet viser imidlertid, at teknikken ikke gør det alene. Til syvende og sidst handler fascinationen af litteratur vel om, at form og indhold går op i højere enhed. Gerd Laugesen lægger sig flere boglængder foran på den bane.

Om oplevelse og erkendelse
Det 20. århundredes store danske filosof K.E. Løgstrup skrev engang, at litteraturen med dens æstetiske verden skaber rum for erkendelse, forståelse og fordybelse på et niveau, hvor hverdagens verden ikke kan være med. Vi er nemlig bundet af formål og umiddelbart tilskyndede til at handle, når vi står over for hverdagens virkelighed. Men i det æstetiske værk er vi ikke tvunget til noget, så her får vi rum for fordybelse og eftertænksomhed. Kunstværket er ren oplevelse og erkendelse, skriver han.

Selvom Gerd Laugesen skriver med virkeligheden som udgangspunkt, skaber hendes udvalg og stil alligevel en æstetisk verden. Der bliver faktisk rum for erkendelse. Eller måske først og fremmest for undren. Værket gør på sin vis de banale møder til noget større, end de er. Det er oplevelse og erkendelse på en gang, hvor æstetikken forstørrer virkeligheden.

Mit indtryk af Hauns æstetiske verden er, at den gør det modsatte. Den vil rigtig meget, men opnår derved næsten ingenting. De labyrintiske og mærkværdige verdner, han bygger op, gør mig ikke klogere, giver ingen videre undren. Man kan klappe i hænderne af dem og råbe: "Flot klaret, fantastisk teknik". Men det bliver på billedverdenens præmisser. Det er oplevelse uden erkendelse – og den er simpelthen ikke tilstrækkeligt interessant.