Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R               w w w . s e n t u r a . d k

 

Publiceret d. 15.11.2007
[Opdateret d. 15.11.2007]

LEDER
Sentura #23
– skrot og skrammel
52 sider
Kr. 65,-
Udkommer 16. november 2007




LÆS indholdsfortegnelse
BESTIL bladet online
SE forhandlerliste



PRESSE?
Skriv til redaktionen på sentura@sentura.dk
Du kan også få tilsendt en pdf-udgave af magasinet allerede i dag.


Klik for at bestille bladet
Forside til Sentura #23 – skrot og skrammel. Vinter 2007.



 

LEDER:

Velkommen til et magasin, ingen vil have. Sentura #23 handler om skrot, skrammel og skrald: ting, der er smidt bort; billeder, der er kasseret; tanker, der er efterladt med overlæg.

Det er som regel kun klunsere i klodset tøj og med kejtede gangarter, der roder op i skrotbunker, affaldscontainere og papirkurve. Men det er nu synd – for meget skrot og skrammel er kun affald i den kontekst, det blev fundet. Måske passer den grønne mikrobølgeovn ikke til dit køkken, men til naboens. Måske var ideen om at genbruge rustne cykelvrag ikke ment for dig, men for en anden.

Mange ting fortjener en chance til: på gaden, på papir og i tankerne. Derfor har vi fået en række danske forfattere, billedkunstnere og kulturpersonligheder til at rode op i rodebunken. For ikke at sige: Der ligger ofte megen kunst gemt i alt det kasserede.

Når du er færdig med at studere forsiden af Sentura #23, kan du se mere af Lotte Skadborg Hansen længere inde i magasinet, hvor hun har samlet en konfirmationstale op fra hjernebarkens rendesten. Du kan også få et glimt af Nordisk Films glemte annaler og kigge ukendte feriegæster dybt i øjnene på Claus Poulsens fund af efterladte fotografier. Forfatteren Jan Sonnergaard fortæller om bøgernes evige jagtmarker i antikvariatet Kulturcentralen, Eva Ørum fra Copenhagen X beretter om en forlængst fortrængt byggegrund i hjertet af København.

Claus Ankersen har genbrugt og genfortalt en fabel af Jorge Luis Borges, mens Helten Nina Soya dykker ned i sin barndoms skuffedarium. Rundt om i bladet har Maja Lucas tabt små beskeder, der i al beskedenhed nok er værd at samle på.

Der er nok at rode rundt i. Og selvom tidsskrifter og aviser som regel har en sidste holdbarhedsdato, er der ingen grund til at smide dette nummer af Sentura ud efter brug – det kan sagtens genbruges.

Redaktionen

 

[ t o p ]       [ h j e m ]