En McDavidsen med japansovs, tak

Han er hele landets krimikonge – en slags Danmarks svar på John le Carré… Men måske skulle han åbne en fastfoodkæde: På sin vis kunne Leif Davidsens nye roman godt minde om en middelstor burger fra en af de store, internationale kæder: Ingredienserne ligger lag på lag på lag i nøje afstemte mængder, der er ingen slinger i valsen, og det hele er nydeligt pakket ind, så man kan læse den nye bog uden at få fedtede fingre.

ANMELDELSE: Marcus Hoffman er tidligere soldat, nuværende forretningsmand – den moderne verdens nomade, der har erstattet ørkenvandrernes kameler med flyselskabernes businessclass, skindteltene med lufthavnshoteller. Marcus Hoffman er også hovedperson i Leif Davidsens nye krimi, gift med den smukke russiske Nathalie, søn af en velrenommeret i Sydfrankrig bosat forfatterfar og ved et tilfælde bekendt af den russiske milliardær og oligark Victor T.

Bortset fra disse, spektakulære forskelle, så ligner Marcus Hoffmeyers hverdag de fleste andres. Han har travlt, arbejder lidt for meget, dyrker sit eget privatliv og ikke mindst samlivet med hustruen lidt for lidt, har småproblemer og økonomiske overvejelser for og imod som stort set alle andre danskere…

Rusland med kulørt krymmel fra Tokyo
Lige indtil den dag, hvor hustruen foreslår et krydstogt på en russisk flod, så hun kan komme lidt tættere på sin egen baggrund. Efter nogen skepsis og tøven indvilliger Marcus, men hans skepsis viser sig mere end velbegrundet, da Natalie simpelthen bare forsvinder på en af krydstogtets allerførste dage. Og dér starter Marcus' levende mareridt – kampen for at finde sin hustru bliver til kampen for at forstå hende og overhovedet lære hende at kende.

Kernen i Davidsens historie – titlens ukendte hustru – er interessant. Det er helt basalt spændende at følge med i Marcus' opklaringsarbejde, der brik for brik danner et helt nyt billede af en hustru, som han i bund og grund, viser det sig, slet ikke kender. Personligt synes jeg måske nok, at der her og der kunne strammes op – fx virker en udflugt ca. midtvejs i bogen til Tokyo aldeles påklistret og unødvendigt, som en slags kulørt krymmel på historien.

Andre indvendinger kunne være, at man i andetsteds i kriminallitteraturen – også i Leif Davidsens eget bagkatalog – mildest talt har mødt mere levende karakterer end Marcus Hoffman. Og at man på sammen måde mildest talt også har læst et mere levende, interessant og spændstigt sprog end Davidsens. Omvendt har man sjældent læst et grundigere detailkendskab til miljøet, hvor handlingen udspiller sig. Et mere præcist billede af Rusland – og for den sags skyld også den franske Riviera, Københavns Østerbro og den japanske hovedstad skal man lede længe efter.

Mangler mod på mere
Det, jeg savner (i en – det skal siges – basalt set spændende og hurtigt læst roman), er mod på mere fra Davidsens side. Det er, som om han stiller sig lidt for hurtigt tilfreds: Fra tidligere romaner, fx Limes billede [L&R, 1998], ved vi jo, at han kan skabe troværdige karakterer og lade dem udfolde sig i en konstants spændende, udviklende og vidtforgrenet historie.

Som altid får Leif Davidsen afviklet sit plot sikkert og uden slinger i valsen i Den ukendte hustru – men sine steder bliver det hele alligevel en kende for rutineret. Det kommer til at gå lidt for meget slag i slag. Handlingen som sådan er måske ikke specielt forudsigelig – men rytmen i historien er så afgjort.

Man ved ikke, hvordan Hoffman møder muren i sit arbejde – men man ved, at han vil gøre det, også ca. hvornår. Ligesom man meget hurtigt regner ud, hvilken figur der i sidste ende bringer ham videre – og hvem der skal spille hvilken rolle hvornår. Det bliver lidt for skabelonagtigt.

Det er ikke ensbetydende med, at bogen ikke fungerer på sine egne præmisser – det gør den skam: Den er som nævnt både spændende, medrivende og for så vidt også interessant. Men det betyder, at det føles lidt ligesom at spise en burger fra McDonalds: Det er muligt, at de har opfundet en ny Mcetellerandet med en ny sovs og en ny indpakning – men når først man sætter tænderne i den, så er smagen altså mere end velkendt.

Og så er man i øvrigt sulten igen efter tyve minutter...