Baseret på en virkelig historie – igen

Kim Leines opfølger til succesromanen Kalak forløses ikke rigtig. Han skriver udmærket, men persontegningerne hænger ikke sammen.

ANMELDELSE: Forfatter Kim Leine debuterede sidste år med erindringsromanen Kalak. Mange læsere og en del kritikere faldt på halen for dens ligefremhed og på mange måder grumme historie om sygeplejersken Kim – der, efter at have levet et liv med en far som udnytter ham seksuelt, tilbringer sit voksenliv på Grønland som misbruger af både det danske sundhedssystem og grønlandske kvinder.

Også hans nye roman, Valdemarsdag, er inspireret af virkelige begivenheder, for 15. juni 1938 – altså på valdemarsdag – slog Kim Leines farfar sin kones elsker ihjel med et blylod fra et bornholmerur.

En ekstra chance til forfatteren af Kalak
I sin tid blev jeg involveret i en diskussion om kvaliteten af Leines Kalak i forbindelse med indstillingerne til Montanas litteraturpris, der foregår via et samarbejde mellem Information og Testrup højskole.

Jeg klandrede den for at være dårlig skruet sammen af en roman at være og følte mig dengang temmelig ene. Der var nemlig ikke mange, der gav mig ret i det offentlige rum. Om det var af kollegiale hensyn, eller hvad det var, fandt jeg aldrig ud af. Den ellers udmærkede diskussion endte i en regulær infight langt ude på sidesporet af det oprindelige udgangspunkt.

Men lad nu det ligge. Det er ikke længere interessant. For under alle omstændigheder følte jeg, da jeg så, at Leine nu skulle udgive sin anden roman, at jeg måtte give forfatterskabet (som det nu kan siges at være) endnu en chance. Det var det mindste man kunne gøre – og alle kunne vel komme i tvivl oven på en sådan diskussion.

Personerne hænger ikke sammen
Og umiddelbart lyder oplægget til romanen jo også ganske interessant, som man kan læse af ovenstående. Tænk, at have en sådan historie at fortælle om sin bedstefar. Men nu, efter endt læsning, synes jeg faktisk, at det bedste ved romanen måske er selve oplægget.

Der er ikke så meget at komme efter i selve dens handling. Leine skriver udmærket, men hans personkarakteristikker er mærkværdige. Personerne hænger ikke sammen. Man forstår aldrig helt, hvorfor – eller om – man skal holde af bedstefaderen, som er hovedpersonen i romanen. I nogle dele af romanen virker han sympatisk, i andre som en voldspsykopat, men en nødvendig argumentation eller fortælling imellem disse poler i hans sind rummer romanen ikke.

Et liv fortælles på én dag
Leines uafklarede forhold til bedstefaderen er mindst lige så ufortalt, som det han havde til sin far i Kalak, men denne gang formentlig ikke af personlige grunde, snarere af mangel på fortælleevner, for de er vel ikke traumatiserede, når det gælder ham, eller hvordan?

Vi følger bedstefaren hele den dag, hvor han begår mordet. Igennem en række flashbacks får vi oprullet hans liv som sømand. Det er noget af et liv, og det minder ikke så lidt, om det Kim faktisk lever i Kalak.

Konceptet som sådan, romanens idé, fejler derfor ikke noget. Et liv fortælles og (gen)leves på en dag. Men der er ingen synlige tegn på en bevidsthed om, at romanen, idet den fortæller om bedstefaren, i virkeligheden også fortæller Kalak én gang til. Det kunne ellers have været interessant at dyrke den form for Nachträglichkeit [: efterfølgende tanke, red.] mere bevidst. Men der løber man jo ind i det problem, at hvis der er tale om Nachträglichkeit, så er det jo netop ikke bevidst.

Sex og vold som staffage
Ligeledes er der noget 70'eragtigt over det forhold, som der er imellem bedstefaren og hans kone, Zenia – som om romanen glemmer undervejs, at den foregår i 1930ernes København. Ville en mand nogensinde skifte sit barn i 1930ernes Danmark?

Der er masser af vold og sex i romanen, men igen fungerer det nærmest som staffage, selvom Leine måske er bedst, når han skriver om dette. Desuden opbygges motivet til at myrde Weiche ikke specielt klart, selvom man forventer dette ovenpå en ekstrem voldelig begyndelse. Vi læser efter plottet og finder ikke rigtig noget, kun en svag personskildring af et menneske, der ikke hænger sammen.

Alt i alt virker hele dette setup mere som en undskyldning for at skrive en roman, end for en reel fortælletrang, som man trods alt mærkede i Kalak.

Uforløst fortælling
Man kunne ud fra bogens oplæg og idé forvente, at Leine med sin roman havde gjort en indsats for at lære motiverne bag drabsmanden at kende, fx at give et nuanceret billede af en i og for sig sympatisk drabsmand. I stedet får vi en uforløst fortælling, der halter flere steder.

I sin tid, da diskussionen om Kalak var på sit højeste, læste jeg et par af Leines noveller, som lå på nettet. De var gode. Måske han skulle slå sig ind på den vej i stedet for at lægge sig i slipstrømmen på sig selv og sin egen succes?