Man skal tabe sit hjerte for at få adgang til Lene Henningsens optegnelser.

ANMELDELSE: Ved den første gennemlæsning kan man finde det mærkeligt, at Lene Henningsens seneste bog Bølgen tegner præcist indledes med en fingeret dialog mellem to sider af forfatteren Villy Sørensen, den filosofiske og den digteriske, en tekst som tidligere har været trykt i anden sammenhæng*. Bl.a. lyder det i denne dialog eller samtale:

»Filosoffen: Det vigtigste er humoren, og jeg kan se, også i dag, at du har nok af den.
Digteren: Hvis vi taler om digte. Digte skal ikke være humoristiske, nødvendigvis. De bedste er det sjældent.
Filosoffen: Det er måske derfor det ikke er min yndlingsgenre.«

Det er et replikskifte, som siger noget om Villy Sørensens forfatterskab, men det siger endnu mere om Lene Henningsens. Især om denne nye bog, som kan ses i forlængelse af en sådan ambition om alvorligt at forene det filosofiske og det digteriske. Men hvor Villy Sørensens forfatterskab hælder langt mere til filosofien og generelt til en prosaisk tankegang, dér hælder Henningsens til poesien og generelt til en romantisk tankegang. Alligevel kan forsøget i sit udgangspunkt på mange måder siges at være det samme.

Bølgen som princip
Man ser det allerede i genre-betegnelsen for Henningsens tekster, som er 'optegnelser'. Genren indicerer således noget notatagtigt, noget fragmentarisk, noget der bliver til i mellem poesi og prosa, men som allerede nævnt, noget der hælder mest til det poetiske. Bogen skulle angiveligt være udarbejdet efter et nøje udregnet kompositionsprincip, en bølge med formlen f(x) = 45 sin (½x) + 45. Og netop en bølge kendetegnes jo ved at svinge imellem flere tilstande og i Henningsens tilfælde, dels imellem prosa og poesi, dels imellem filosofi og poesi.

Ikke desto mindre tegner bølgen præcist, som den udmærkede titel siger det (Henningsen har stort set altid en god og for hende sigende titel i ærmet). Fx når der står:

Og i optegnelserne sker der så et måske. Man kunne også sige, at det virtuelle aktualiseres som disse optegnelser, og hverken som poesi eller filosofi.

Tager tid at åbenbare digtene
I Politikens anmeldelse af bogen anklages Henningsen for at være abstrakt, for æterisk, i sin talentfulde omgang med sproget, og det kan måske være rigtigt for andre af hendes bøger, men i Bølgen tegner præcist mener jeg, at hun er særdeles præcis.

Ikke ved at udpege det skabtes vaklen, men snarere ved at vakle fuldstændig sikkert. Læser man derfor bogen som filosofi, er den ikke særligt god, ej heller hvis man læser den som poesi – men accepterer man en form der imellem, bliver den i en vis forstand åbenbarende. Men det tager tid at åbenbare dette særlige rum, som Henningsen skriver sig ind i. Fra poesiens side virker det luftigt, fra filosofiens banalt:

Også humoristiske elementer
Man skal tabe sit hjerte på en fornuftig måde for at få adgang til Henningsens sværmerier, og her er alting ikke kun alvor; der er også fine humoristiske elementer at finde, som når der står:

»Det sidste ord, der står med enorme lysende bogstaver
over den eftermiddagstunge by er: Gulvkalv!
Man skal grine, for alle ved at det sidste ord er en
vittighed.«

Lene Henningsen er én af de mest originale og talentfulde digtere, vi har herhjemme, og formår hun, som hun har gjort det indtil nu, at forny sig og hele tiden gøre sig dette "måske" mere bevidst, hvem ved så, hvor forfatterskabet en dag skal ende: Lene Henningsen i eventyrland, måske.

[NB! Opsætningen af citaterne kan være anderledes end i bogen]