Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 
  
foto: Nina Larsen

 

 


 

Af Ulf Joel Jensen

 

 

 

 

 

Intro

Anmeldelser


Det lethe tråd

ANMELDELSE
 
Jørgen Leth:
Billedet forestiller
112 sider
kr. 195,-
Gyldendal
Udkom maj 2000

omslag


Hvor kunne man finde mange passende sportsklichéer, som kunne matche Jørgen Leths come back som lyriker efter en pause på hele 13 år. Han er på banen igen – han er i forrygende form og virker tændt. Jeg vil dog ikke strække mig længere end til at bruge hans egne ord og konstatere, at han tvinger sin poesicykel over selv de største forhindringer med et let og elegant tråd.

Digtene i 'Billedet forestiller' er super nøgterne. Iagttagende og vågent bevæger Jørgen Leths indre kameraobjektiv sig rundt i en glidende og umærkelig bevægelse, mens det afdækker virkeligheden. Bevægelsen er tøvende og dvælende, og som læsere bliver vi dermed vidner til alle detaljer i hver eneste indstilling. Vi får alle farver, alle sanseindtryk og de mindste forskelle i motiverne med.

Det filmiske i Leths digte understreges yderligere af, at flere af digtene har karakter af små synopser – forberedelser til film, der måske aldrig nogensinde bliver til andet end dette digt. Og i grunden er det lidt trist. For selvom jeg er positivt overrasket over 'Billedet forestiller' – og selvom flere af digtene er endda meget gode på grænsen til det fremragende, så er Leth i mine øjne en større filmkunstner, end han er digter. Det er, som om denne digtsamling kun understreger, at Jørgen Leths naturlige medie er celluidstrimlen.

Alligevel er 'Billedet forestiller' meget sproglig og kontrolleret. Digtene er på en særegen måde ophøjede og tyste i deres beherskede udtryk. Og selvom de ind imellem bliver lidt for nasale og tørre – selvom detaljerigdommen i glimt bliver for mægtig, og digtene bliver for sprogligt villet, så trækker de suggestivt læseren ned i tempo og ind i et dovent, tropisk og erotisk univers.

Der er to hovedlinjer i denne samling; det tropiske/erotiske og det multikulturelle. Der er digte om sport, film, musik, litteratur, dans, billedkunst – you name it. En endda meget bred vifte af de største kulturelle personligheder fra det netop afsluttede århundrede (samt et par stykker som ligger udenfor) får lige et par ord med på vejen i 'Billedet forestiller'. Alle sammen i samme neutrale og messende tone.

På samme måde forholder det sig med erotikken. I et ellers uskyldigt digt om stemningen ved Københavns havnefront, om det at optage denne stemning i sig – at forsøge at indfange den med ord eller billeder. Om det at være til og om at tilnærme sig tilværelsen med enkelthed. I dette digt, 'Ingenting er der'", dukker kussen lige pludselig op. Alt overskyggende og ud af ingenting.

Et andet digt handler simpelthen om det at kneppe betragtet som et sprog, mens et tredje er en lovprisning af samlejet med den elskede. Erotikken behandles som en smuk, vidunderlig og nødvendig del af livets grundvilkår. Enkelt, nøgternt og nærmest chokerende ærligt.


Sprog:
Underholdning:
Potentiale:
Nødvendighed:
* * * *
* * *
* * * * *
* * * *
[Der gives mellem en og seks stjerner]

 

Tre teksteksempler:

 

 

Ingenting er der
Jeg kan jo ikke fotografere det.
Solen står bag en sky bag Kastellet
og overskriver sig selv.
En tavle lagt ned på asfalten.
En tynd susen af trafik.
Og det vil ikke gentage sig.
Hvilket aftryk sætter det efter sig.
Over min højre skulder et træ.
Berørt af lyset og spinkelt gennem
luften et enkelt klokkeslag.
Jeg kan ikke forstå det, det passerer.
Solens sidste glød i Marmorkirkens kuppel.
Minuttet efter er det borte allerede.
Berøringen glemt, sådan er det.
Til den ene side transparente skyer.
Til den anden lysende spor.
Jeg kan godt se hvad der sker.
Jeg skriver alle detaljerne ned.
Jeg har været ude for at notere himlen.
To ting er én for meget.
Ingenting er der før jeg ser det.
Lydene er så tydelige.
Dana Gloria glider forbi.
En mand går væk.
Vand slår svagt mod kanten.
Mågerne skriger enkeltvis.
Jeg går videre.
Udforske din kusse.
Det er præcis det jeg vil.

 

 

 

Samtale
Det foregår overalt. Når man kommer ned
fra ovenpå, når man kommer ind gennem en dør
og møder en anden person, når man vender ryggen til
og kigger ud ad vinduet, når man sætter sig ned,
lægger sin højre hånd på den andens venstre knæ,
når man åbner avisen og når man lukker den,
når nogen vil én noget, når man har et tomrum
der skal fyldes ud, når man har en pause
og når man ikke har en pause. Ordene
udfylder tomrummet mellem kroppene.

 

 

 

Hvis jeg kunne
Krykker og kroge
til at hænge kødet op på,
f.eks. Paco Rabanne grøn sæbe
til at vaske armhuler og nosser med,
og i det solfyldte badeværelse
en falmet plakat for en udstilling
af Courtaulds samling "Impressionismens
og postimpressionismens
mesterværker" på Metropolitan i 1987,
med en impressionistisk lysnet og blånet
nøgen kvinde af Modigliani siddende i en
ubeskrivelig stilling på en sofa,
et billede jeg uden held har forsøgt
at efterligne på film med
en haitiansk kvinde på blå fliser
i det rigtige gyldne lys.
Dernæst første november, eftermiddag,
de dødes dag, på kirkegården uden for byen:
Festen er ovre, Gédé har været der,
appelsinskræller overalt mellem gravene,
sidste gæst ved det sorte vodou-kors
er en ældre kvinde i sort som
hælder clairin på den fedtede sten og
ganske langsomt med lukkede øjne dunker
sit hoved imod korset idet hun mumler
nogle ord. En høj ung fængselsbetjent
i civil betror mig sit mismod
mellem to familiegravsteder,
det ene malet grønt, det andet blåt,
han vil gerne væk,
og jeg ville gerne hjælpe ham, hvis jeg kunne.
Men det tror jeg ikke jeg kan.
Hvori består det tropiske?
Er det de sorte fugtplamager på den rosa mur,
er det de gulgrønne blades rundhed
i den glaserede krukke på terassen
ud mod palmer og mangotræer?
Er det den triste lyd af havet som skyller
ind mod den forfaldne by, er det brisen
som lufter lidt op i træer og affald?
Eller er det villigheden til at lade
sig korrumpere og æde af alt det her?
Den uimodståelige lyst
til at fortæres og synke ned, synke ned?
Vandet er pumpet op i beholderen på taget
og er klar til at bruse ned over kødet.
Den grønne Paco Rabanne ligger på kanten.
På krogen hænger det blå håndklæde
fra FN-shoppen. Murstenene
som indrammer udsigten blottes som sår
bag den afskallede hvide maling.
Tiden arbejder ganske stille.

 

Intro

Anmeldelser

 

[ h j e m ]