Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

Publiceret år 2000
[Opdateret d. 18.5.2006]

UDDRAG



Artiklen bringes med venlig tilladelse fra Morten Albæk og Stefan Hermann


Af
Jørgen Leth

 

Baggrunden for antologien Fodbold set fra månen er at "fortælle læseren glæden ved fodbold på en ny og anderledes måde". Teksterne er stillet gratis til rådighed af de 13 forfattere og overskuddet går ubeskåret til organisationen Cross Cultures, der driver fodboldskoler på Balkan.


Logoet til verdens første fodboldfilmfestival


Prolog af Jørgen Leth fra Fodbold set fra månen var også forord til festivalprogammet til verdens første fodboldfilmfestival. Med et glimt i boldøjet kaldte den sig "Probably the first football film festival in the world".

Fodboldfilmfestivalen, der blev afholdt i Aarhus, januar 2001, havde 14 forskellige film på plakaten. Alt lige fra små, underlige kortfilm til større spillefilm. Nogle af dem er det stadigt muligt at leje i en velassorteret video-butik.

Det gælder fx Fodbold Feber (orig. titel: Fever Pitch), der er bygget over romanen af samme navn af Nick Hornby – og det gælder Pokalen (orig. titel: The Cup/Phörpa) om en fodboldglad tibetansk munk.

Fodboldfilmfestivalens eksempel har i øvrigt smittet, og i marts 2002 har der således været afholdt en ny fodboldfilmfestival i DGI-byen i København.

Jørgen Leth udgav i 1993 en bog om sit arbejde med at lave sin Laudrup-film. Titlen var Michael Laudrup: En film bliver til (Hans Reitzel 1993)

/jhm

 

Uddrag fra antologien Fodbold set fra månen (Dafolo Forlag, 2002):

Prolog

Filminstruktøren Jørgen Leth overvejer, hvad der skal til for at lave en god fodboldfilm, bl.a. mener han, at instruktøren skal forelske sig.
Og så fortæller han lige om den fantastiske Laudrup-finte, der måtte klippes ud af hans egen fodboldfilm, Michael Laudrup – en forboldspiller.

At filme fodbold, det er selvfølgelig en udfordring. Det skal jo laves anderledes end de billeder, som fjernsynet laver. Der er foregået en kraftig udvikling i opfindelsen af nye teknikker. Det er jo nemlig i sportens teater, at fjernsynet har haft mest spillerum til at opfinde, eksperimentere og stræbe efter det perfekte. Det er, som om sportens univers tilbyder tv's bedste hoveder en slags laboratorium til afprøvning af nye synsvinkler. Hvert år i Tour de France præsenteres nogle nye greb til berigelse af transmissionerne. Og det samme gælder billeddækningen af store fodboldturneringer. Vi så de hidtil mest avancerede æstetiske strategier ved fransk tv's dækning af verdensmesterskaberne i Frankrig.

OK, det er så det, vi filmmagere er oppe mod. Vi skal noget andet. Vi skal søge fordybelsen, den særlige pleje af udvalgte detaljer, den personlige historie. Vi skal lade os føre af fascinationen og have modet til at bruge skæve indfaldsvinkler. Vi skal også standse tiden. Jeg er selv som alle andre helt hooked på at se sportsbegivenhederne i direkte transmission. Fodbold, golf, tennis, atletik, baseball, næsten hvad som helst. Det er en svimlende fornemmelse at mærke tiden, samtidigheden, fornemmelsen af at følge med i sekunderne, minutterne, timerne, tingene der sker lige nu. At være med i en stor global familie lige i dette nu. Jeg elsker at kommentere direkte. At se det ske, analysere, forbavses, sætte på plads, trække vejret et øjeblik, se det uventede udfolde sig. Den uredigerede og direkte virkelighed er og bliver fjernsynets flagskib.

Men filmen skal derimod standse op, kigge ned i noget, tage fat. Den skal forelske sig. Den skal vælge, den skal dyrke. Filmen kan åbenbare det menneskelige drama inden i sportens små og store historier. Med filmen kan vi komme inden for i de store sportsudøveres værksteder. Se hvad der sker. Hvordan tingene bliver til. I den indsigtsfulde og engagerede fortælling menneskeliggøres heltene og skurkene. I den fornemmende lydhørhed, som mestres af den klassiske dokumentarfilm, kommer vi helt tæt på finesserne, overvejelserne, ritualerne bagved præstationen.

Naturligt nok har verdens mest populære sport, fodbold, tiltrukket filmproducenter og filmkunstnere. Netop både kommercielt og kunstnerisk. Der er den oplagte tanke, at det her er jo populært, det må man kunne få ind i biograffilmens rammer. Det lykkes sommetider, andre gange er det pinligt. Og så er der kunstneren, som ser sporten på en anden måde. En sportsbegivenhed kan næsten skrige på at blive fortalt, jeg tillader mig at nævne min egen En forårsdag i Helvede om klassikeren Paris-Roubaix. Man har en måde at anskue det på, man finder det rigtige greb, man har lysten til at fortælle på en bestemt måde. Tilsvarende har dygtige filmskabere fundet måder at komme inden for fodboldspillet på. Fortælle indefra.

Mangfoldige muligheder. Jeg så for ikke længe siden en menneskeligt gribende dokumentarfilm om det udødelige ungarske landshold med bl.a. Puskas, baseret på et unikt fotografisk arbejde. Den tyske instruktør Wim Wenders (Den amerikanske ven, Himlen over Berlin, Paris, Texas) har et særligt blik for excentriske enere. Han lavede filmen om målmandens ensomhed. Med min forkærlighed for at studere de exceptionelle performere, kunstnerne, blev jeg meget glad, da der viste sig en mulighed for at lave en film om Michael Laudrup midt i hans gyldne periode i Barcelona.

Optagelserne blev en uanstrengt aktivitet, hvor vi dyrkede detaljerne efterhånden, som de dukkede op. Det var ligesom dengang (1977), jeg lavede Peter Martins-filmen inden for murene hos New York City Ballet. Vi trængte ind i en særverden, en stor europæisk fodboldklubs hverdag, uden at mase os på, afventende, opmærksomme. Vi studerede Laudrups og de andre spilleres og Cruyffs arbejde. Grundindstillingen var, at her har vi en enestående fodboldspiller, et geni med en bold, ham vil vi kigge nærmere på, så at sige under lup, prøve at forstå – og forklare – hvori hans særlige talent giver sig udtryk, og hvordan hans arbejde foregår.

Jeg var fra starten fascineret af træningen, som havde en udpræget legende karakter. Det var, som om Cruyff ville have, at spillerne ikke kedede sig. Det blev ved med at være spændende at komme og se, hvordan de legede med bolden dag efter dag. Man kunne se, at det lystfulde, sprudlende blev prioriteret i den daglige træning, som ikke havde meget med hårdt slid og formvedligeholdelse at gøre.

Og så var der kampene. Vi var som forelskede. Vi ventede på, at Laudrup fik bolden. Det kunne være minimalt, eller lidt-men-godt, eller matchwinner detaljer, det han gjorde, når han fik den. Hans synkoperede måde at drible på, som rev forsvaret op, hans vidunderlige dybe afleveringer, der åbnede hele feltets geografi som ved et trylleslag. Det var, som om han gennemlyste spillet med sit klarsyn og sin timing. Det var denne oplevelse af en visionær fodboldspiller, jeg ville formidle.

Vi lavede nogle optagelser med ham alene på græsset i fodboldkatedralen Nou Camp. Der ville vi kigge helt tæt på nogle af de numre, han kunne med bolden. Vi ville rendyrke det legende. Han tager den ned med hælen, han løber med den på knæene, han jonglerer. Og det mest sublime nummer, han diskede op med den dag, var en slags cirkelbevægelse, foden lavede rundt om bolden. Lige præcis den detalje droppede vi i klipningen, og det har min gode ven Jørn Mader aldrig tilgivet mig. Han var til stede og har siden sagt, at det var en dødssynd ikke at tage den med. Og det skal nok være rigtigt.

Men så kan jeg jo sige, at vi har sparet den detalje for at bygge en hel lille film op omkring den, og det tror jeg faktisk, at jeg vil. Så kan jeg passende vise den lille film ved siden af min egen yndlingsfilm, Motion Picture, fra 1970 om Torben Ulrich, og således sidestille to mænd, som for mig er boldspillets største poeter, og som udtrykker sig uforglemmeligt med bold, tyngdekraft og timing.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]