Med Liberty sættes punktum for et stort dansk forfatterskab. Man vil aldrig betragte Afrika på samme måde, når man har læst Jakob Ejersbos trilogi.

ANMELDELSE: Meget symbolsk brænder diskoteket Liberty ned i slutningen af Ejersbos trilogi om Tanzania. Det er nemlig drømmen om frihed, der brænder ned for bogens danske hovedperson, Christian. Han er søn af et dansk ægtepar, der arbejder for ulandsprojekter i Tanzania. Han kommer der til som 13-årig og bliver hurtigt en del af den afrikanske kultur.

Det giver ham senere drømmen om ikke at leve op til forældrenes forventninger om uddannelse og liv i Danmark. Drømmen om frihed som discjockey i Tanzania. Drømmen om at være næste lige så sort som de reggaeplader og det land, han har forelsket sig i.

En tabt kamp
Liberty forbindes i bogen med ungdommens selvstændighed fra forældrene – det er stedet, hvor man går hen med sin sorte kammerat, når faderen sidder fuld med de andre europæere på byens anden store bar. Det er steder, hvor Christian tror, at han kan skabe sig en forretning som dj.

Dermed anslår bogen Liberty det tema, der har gået som en understrøm i forfatterskabet. Kampen mod at blive en ansvarlig og sat voksen. Kampen for at bevare sin frihed og definere sit liv på egne betingelser. Men som i de øvrige Ejersbo-værker, så er det en kamp, der som regel ender tabt.

En anden kamp, der konstant tabes, er kampen for at gøre en forskel i Afrika. Alle bogens ”voksne” starter som idealister, men ender enten som kolde kynikere eller også bliver Afrika deres moralske eller personlige undergang.

Liberty sætter beretningerne fra de to tidligere bøger i trilogien, Revolution og Eksil, ind i en sammenhæng. Og det gør den ved at følge to spor. Christians historie er den ene. Og vennen Marcus, en indfødt tanzanier, leverer det andet. Teknisk set vælger Ejersbo at lade dem fortælle historierne selv, så bogen skifter konstant mellem to jeg-fortællere. Og den gør det helt ubesværet og meget elegant.

En kulsort verden
Bogen tegner et portræt af en kulsort verden, hvor de sorte kvinder sælger papajaen til de hvide mænd i håbet om en bedre tilværelse i Europa. Og hvor de hvide mænd tager det som en selvfølge og ofte som en uimodståelig fristelse, der leder dem i totalt fordærv. Bl.a. får vi historien om svenskeren Jonas, der er sin kone utro og må lide en krank skæbne, da hun indser det.

Det er ikke kun kvinden, der er til salg i Ejersbos fortælling. Han tegner nemlig også et skarpt portræt af et gennemkorrupt samfund, hvor vestlig valuta løser næsten alle problemer, og hvor man ikke går af vejen for afpresning og mord, hvis det kan gavne en. Han gør det på en gang både kynisk og nøgternt. Det er sådan, det er.

Christian vil måske gerne være del af kulturen i Tanzania, som han ofte udtrykker det, så er han ikke særligt hvid. Men han forstår grundlæggende set ikke, hvad der foregår omkring ham. Marcus, derimod, han har mere indsigt i realiteterne og kan som en af de ganske få karakterer hos Ejersbo indse, at han er nødt til at tage sit liv i sine egne hænder og tage ansvaret. Selvom også han indledningsvis forsøger at forfølge en umulig drøm om at få succes gennem de hvide mennesker. Det hjælper ham et godt stykke af vejen, men på sigt går drømmen itu.

Marcus’ figur er et lysende eksempel på, at selv den værste modgang kan overvindes. Derved ligner han flere andre figurer i forfatterskaber. Det gør Christian også, men han ligner mest dem, der er for lang tid om at blive klogere. Ikke før friheden er brændt helt ned, og det bliver tvingende nødvendigt at tage ansvar, gør han det. Eller faktisk: man er ikke helt sikker på, hvordan det skal gå ham, da bogen når til sidste side.

Et stort tab
Ejersbo mister på intet tidspunkt i den store bog sit adelsmærke. Det eminente greb om dialogen og de diskrete, men virkningsfulde sanselige dele af beretningen. Man er til stede i beretningen hos Ejersbo. I støv og varme. I hed erotik. I angst og tvivl. Det kunne han som få andre.

Med Liberty er den store trilogi, der skulle blive det sidste værk fra Ejersbos hånd, fuldendt. Og samlet set er de tre bøger stor litteratur, som vidner om, at Ejersbos død er et enormt tab. Som flere andre anmeldere har bemærket, så ser man aldrig på den samme måde på Afrika igen, efter man har læst bøgerne. Vi måtte sige farvel til Ejersbo, men til bøgerne vil helt sikkert sige på gensyn.

Men samtidigt sidder man tilbage med en uforløst følelse. Ejersbo fik aldrig sluppet beretningerne om de unge, der ikke ville være voksne. Det ville have været rigtigt interessant, hvis vi havde fået en beretning om, hvad der sker, når man har sagt farvel til ungdommen. Men den får vi desværre ikke.