Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 
  
foto: Nina Larsen

 

 


 

Af Ulf Joel Jensen

 

 

 

 

 

Intro

Anmeldelser


Notater fra Helvedes forgård

ANMELDELSE
 
Svend Ranild:
Postkort fra Limbo
46 sider
kr. 152,-
Borgen
Udkom februar 2000

omslag


Ind imellem undrer jeg mig. Hvem er det, der bestemmer, hvad en digtsamling skal koste? Og hvordan afgør vedkommende det? Ligger der et avanceret regnestykke bag, som tager højde for papirkvalitet, milliliter tryksværte, antallet af blanke sider, konsulenttimer og lignende? Eller ved man på forhånd, at det skal ligge lige omkring halvanden hundrede kroner, og slår så med et par terninger for at afgøre, om det skal ligge et par kroner over eller under? Det korte af det lange er, at jeg simpelthen ikke forstår, hvorfor 'Postkort fra Limbo' skal koste lige præcis 152 kroner. Hvorfor ikke bare 150? Det er ikke, fordi jeg synes, at prisen er urimelig høj - den er bare urimelig skæv.

Tilbage på sporet.

Svend Ranild har udstyret sin seneste bog med et motto hentet fra et kurdisk ordsprog: 'Når Gud ikke ser noget bjerg, lader han ikke sneen falde på det.' Det kræver lige, at man siger det et par gange for sig selv – smager lidt på ordene, før de helt synker ind. Og sådan er det også med Ranilds digte.

'Postkort fra Limbo' er en række korte sansninger, hver på én side, som blander drøm og virkelighed til en sær, stillestående og uheldsvanger poesi. Hvis det ikke var for titlens angivelse af, at vi har at gøre med postkort, ville jeg kalde digtene for meget lyriske dagbogsnotater. Men da både postkort og dagbøger har et fælles udspring i en meget håndgribelig og nær virkelighed, så bevæger vi os jo alligevel lidt indenfor samme genre.

Under alle omstændigheder virker det lidt som om, at en erfaren, ind imellem lidt bitter, men hele tiden klartseende mand med hele sanseapperatet spændt ud formidler sin viden om de ar, som tilværelsen giver os - sætter som mærker i panden.

Der er en meget flot rytme i mange af digtene, som gør dem nærmest lidt lækre at læse op. De ligger godt i munden. Titlen giver mindelser om både Sarvig og Dante, og de fyrre postkort, som samlingen indeholder, er skrevet fra Sankt Hans aften til den 1. august og refererer til Jesus' fyrre dage i ørknen... Men alle disse direkte og indirekte referencer forekommer ærligt talt mindre interessante end selve digtene.

Trods henvisningerne til Jesus og Helvedes forgård, så savner jeg lidt åndelighed og fornemmelse for tilværelsens storhed i digtene. Men sådan ser verden ikke ud igennem Ranilds objektiv; man er sin egen tilværelses herre - Gud i sit eget hus. Og måske er det denne vished, der gør samlingen lidt vel tung og nærmest uinteressant sine steder?

Fuldstændig som hos Sarvig ender man i hvert fald med at kunne konstatere, at Limbo, Helvedes forgård, simpelthen bare er livet selv. Det dræbende almindelige liv.


Sprog:
Underholdning:
Potentiale:
Nødvendighed:
* * * *
* * *
* * * *
* * *
[Der gives mellem en og seks stjerner]

 

Tre teksteksempler

 

30/6

En latter af en kvinde, en lokkende løkke.
Papir der knitrer, som om det
krølles sammen eller brændes.
Kvinden i mørket, i kulissen,
slører sig selv og løfter
en krumt kaldende finger.
Et brus af fremmede,
hærskarer af menneskehed,
lægger låg på lykken.
Lidt ældre og lidt langsommere,
betydeligt sikrere på intet at vide.
På panden sidder mærket af en finger.
Det ser sort ud og er skrevet med småt.
Sådan mærker livet sine medlemmer.

 

 

 

14/7

Midt i døgnet en tøvende sø
der dirrer af ringenes samdans
og lavmælte jubelskvulp
når gruset i en levende hånd
flagrer op og slår ned igennem
og sluges af dybet.
Stilheden da den sidste krusning
er fladet ud på lagenet.
tiden selv er en kædedans,
trin så velkendte og veltrådte,
så kåde og kælent slidte.
Rytmen var den samme som
den der siden fik flyttet mine skridt
over bagende fortove og støvede
plæner fyldte med spor, gennem døre,
genne mennesker med samme pulsende øjne
som dem der stirrer mig i møde
fra de mørke sprækker i murene.

 

 

 

1/8

På bjergsiden falder sneen i mit hoved
så lysende indlysende
som om den hele tiden har manglet,
og som om jeg hele tiden
skulle være parat.
Det er verdens vilkår,
at være så stor
og altid mangle skygge lige præcis dér
hvor solen har det med at
ramme som en hammer.
På bjergsiden falder skyggen
skråt og afskåret,
præcist i mine spor,
der tegner en vaklende linie op mod
vulkanens gab og drøbel.
Hér er sort og fred.


 

Intro

Anmeldelser

 

[ h j e m ]