De genopstår, hyler, jamrer og overfalder de levende

Dokumentarisk zombieroman.

ANMELDELSE: Da et elektromagnetisk felt kortvarigt sænker sig over Stockholm, vågner de døde til live og begynder instinktivt at søge hjem. Heldigvis begrænses antallet til dem, der har været døde i to måneder eller mindre, men et par tusind zombies er også tilstrækkelig til at skabe problemer.

For hvordan håndterer slægtninge og myndigheder de udøde? Og ikke mindst: Hvordan håndteres de af forfatteren John Ajvide Lindqvist?

Et minefelt af klichéer
Med sit faste inventar af overnaturlige væsner er gyser- eller skrækgenren et minefelt af klichéer.

At zombier er en relativ ny tilføjelse, gør dem ikke mindre svære at behandle originalt, eftersom deres repertoire indskrænker sig til at genopstå, hyle og jamre og overfalde de levende.

Tilgangsvinklen har derfor også stort set været enten humor, som i H. P. Lovecrafts novelle Herbert West – Reanimator og Peter Jacksons Braindead, eller samfundskritik som i George A. Romeros zombietetralogi.

Netop Romeros vinkel synes i en vis udstrækning at have dannet forbillede for Lindqvist – dog uden at siderne drypper af blod og indvolde – og romanens narrative struktur er i en vis grad emuleret fra filmens verden.

Slægtskab med tv-serier
Den filmiske inspiration mærkes også i Lindqvists debutroman, Lad den rette komme ind, men er langt mere gennemført i Håndteringen af udøde.

Handlingen strækker sig over fem dage, hvor vi i skiftende sekvenser følger en stand-up-komiker, en journalist, en utilpasset teenager og dennes religiøse bedstemor. Gennem den krydsklippende fortælleteknik skabes en vellykket suspense, og slægtskabet til film og tv-serier understreges ved, at hver sekvens indledes med et stednavn og klokkeslæt, og dertil kommer et skær af dokumentarisme i form af bilag bestående af uddrag fra diverse medier samt minut for minut-oversigter.

Ikke zombier – men os selv
Ligesom Romeros zombiefilm er Håndteringen af udøde et spejl, hvori vi ser det mest uhyggelige syn – ikke ulækre zombies, men os selv.

Zombierne, der af myndigheder og medier betegnes med den neutrale term "omlevende", kan nemlig anskues som enhver given minoritet: ikke blot stuves de sammen i en indhegnet ghetto uden for Stockholm, men majoritetens hadavlende frygt får de ellers harmløse zombier til at gå til angreb.

Pointen holder bare ikke til en hel roman, dertil er zombier simpelthen for kedelige. Måske i erkendelse heraf har forfatteren tilsat telepati samt en spiritistisk og drivende sentimental forjættelse om efterlivet, der bringer romanen ned på niveau med fx Stephen King.

Lindqvists håndtering af sproget er dog adskillelige niveauer højere end King, men i sidste ende tilfører Håndteringen af udøde ikke noget nyt til genren.