Den høje autencitet i Henrik Lists romandebut er samtidig det element, som kommer til trække det fine ved romangenren ud af stoffet. Kære fucking dagbog er dog stadig relevant og god at læse.

ANMELDELSE: Som så ofte før er blevet sagt: Blandt alt menneskeskabt er romangenren nok det, der har de allervideste rammer for, hvilket indhold man kan putte i det. Hvad er ikke en roman? Det skal eddermame være en underlig fugl, hvis man ikke kan kalde den for en krage.

Som Goethe så rigtigt har formuleret det, er en roman det sted, hvor forfatteren behandler verden på sin egen måde – "spørgsmålet er blot om han har en måde; det andet ordner sig nok". Og en måde; dét har Henrik List.

I samarbejde med virkelige piger
Kære fucking dagbog er en fiktionsfortælling, hvis research "bygger på et næsten tre år langt samarbejde med et 'ekspertpanel' af virkelige piger i alderen 15-18 år" som der står i det korte efterskrift.

Det er der kommet en ret lang tekst ud af, som man i mangel af bedre kan kalde en roman, men som man nok lige så godt kunne have kaldt dramadokumentarisme eller slet og ret "fiktiv dagbog". I hvert fald virker det nærmest som en besættelse for forfatterstørrelsen i teksten at få det hele med i sin nøjagtige rekonstruktion af en livsverden.

Og det er her, at "romanen" lykkes så godt: Pigen Katja, der skriver dagbogen, er så godt skruet sammen i både bevidsthed og især sprogbrug (alle de dér irriterende sms-unoder er udført til punkt og prikke – meget fornemt og pissegrimt, ganske som det skal være), at læseren har svært ved ikke at indleve sig i hendes sammensatte personlighed.

Det fiktive nærvær virker både autentisk og nuanceret. Hun kan både være selvoptaget og irriterende og søgende og sød og så videre. Ligesom et virkeligt menneske.

Nyt indblik i attituderelativisme
Det vidnesbyrd om vor tid, som romanen her giver, kan man vidst kalde et nyt indblik i den efterhånden gamle livsform kaldet attittuderelativisme (brug google, eller slå det op i en ordbog. Jeg er ligeglad!).

Jeg-fortælleren svømmer rundt i refleksionens tågede stjernedampe mellem roller og skiftende moder, samt hele den senmoderne popkulturs overflødighedshorn af spejle, idoler, musik og tekster at skiftevis skabe og tabe sig selv i.

En særlig lille bemærkelsesværdighed er den store grad af troværdighed, det lykkes forfatteren at få indstiftet i den 15-årige hovedpersons refleksive evne til at føle bidende nostalgi overfor minderne fra dengang hun kun var 12. Ak, ja. Det var alle de tabte somre. Gad vide, hvordan hun har det, når hun bliver 20? Det er sådan set et velkendt tema, men det gennemspilles her både gribende og med et nyt twist i form af sprogbrugen og den helt unge generation.

De litterære forgængere
Af litterære forgængere kunne nævnes A Clockwork Orange og J. D. Salingers Catcher in the Rye, som jeg-fortælleren også selv nævner adskillige gange som en god og lærerig bog (hvilket er meget, meget sandt). Herhjemmefra kunne man nævne Gordon Incs Harddisken for et årtis tid siden, som et lignende og gedigent forsøg på at opdatere den nudanske litteratur med den nudanske medie- og sprogvirkelighed.

Hvad Kære fucking dagbog til gengæld og utvetydigt mangler, er et helt klart sigte og nogle stærke principper til at redigere i stoffet og skabe fremdrift i plottet efter. Den er kort sagt for lang, og selvom den tegner nogle enkelte overordnede linjer i sit handlingsforløb, bliver det for sammenfiltret på en ufed måde hen ad vejen.

Den er alt for meget en dagbog og alt for lidt en roman. Det er nok et valg forfatteren har truffet i dokumentarismens sandhedsdrukne tegn, og fred være med det, den er stadig god at læse. Men det fratager bogen det store sus som fx Salingers sublime roman bevarer, samtidigt med at den dokumentaristisk fremstiller en ung generation gennem slang og talesprog.