LitteraturDK er et bæst af en litteraturhistorisk schweizerkniv. Hele 344 sider i A-4 format er det blevet til. Det hviler på en god idé, hvor man kan læse med forskellige perspektiver og tilgange. Men vor anmelder kunne have ønsket sig nogle ting lidt anderledes.

ANMELDELSE: Den grundlæggende idé bag LitteraturDK er, at den skal kunne læses med rigtigt mange forskellige indgangsvinkler. Forfatterne har derfor valgt at inddele bogen i hoveddele efter nogle nøglemotiver, der går på tværs af litteraturhistorien. Man kan således læse litteraturens historie hele seks gange, men hver gang med forskellige optikker.

De seks tilgange er oppe & nede, hjemme & ude, fantasi & virkelighed, krop & omverden, os & det andet og endelig jeg, mig & de andre. Inden for hver af disse hoveddele finder man så den traditionelle kronologiske litteraturhistorieskrivning.

For at få det regnestykke til at gå op, har forfatterne inddelt litteraturhistorien i perioderne 800-1536, 1536-1801, 1801-1849, 1849-1914, 1914-1969 og 1969-2009. Man kan naturligvis diskutere periodeinddelingen, der mere virker samfundshistorisk end litteraturhistorisk motiveret, men i respekt for bogens 6x6 matrixtankegang vil jeg gå med på legen.

Det brede udblik
Det er ikke kun en dansk litteraturhistorie. Som gennemgående princip inddrages væsentlige værker fra verdenslitteraturen (et mærkeligt begreb, der tilsyneladende hovedsageligt betyder europæisk og amerikansk litteratur, men ok) og som et supplement gives også eksempler på mere eksotiske værker fra andre dele af verden. Georg Brandes ville have rost det brede udblik.

Dertil kommer så særlige afsnit inden for hver hoveddel, hvor bogen går særligt i dybden med en enkelt periode. Samtidigt er der mere indgående læsninger af enkeltværker, fx Forførerens Dagbog, Rifbjergs Konfrontation, Fru Marie Grubbe osv. Igen fordelt, så hver af de 6 perioder får én dybere læsning.

Og så må vi naturligvis ikke glemme et længere begrebsleksikon sidst i bogen. Og et formidabelt flot layout med rigtigt meget relevant billedmateriale, kan man også tilføje.

Men nu skulle alle værktøjerne i kniven vist være slået ud på én gang. Som sagt en bog, der kan læses med ret mange forskellige indgangsvinkler. Helt sikkert en spændende form – et veritabelt aktivitetscenter.

Så er spørgsmålet jo egentlig bare, om dette overflødighedshorn faktisk leverer varen. Er det en bog, som gymnasierne bør indkøbe i klassesæt til deres elever?

Formen spænder ben
Mange afsnit er velskrevne og giver både overblik og dybde. Især de to sidste afsnit krop & omverden samt os & det andet har mange gode træk. Men alt for tit spænder formen ben for indholdet.

En del af de historiske afsnit bliver simpelthen for tynde, når de skal indlejres i forhold til et overordnet tema. Tag fx afsnittet om litteraturen fra 800-1536 i afsnittet krop & omverden. Her nævnes over knap 2 sider ordsprog med forbindelse til kroppen, kædedans og Saxos beretning om, hvordan kong Harald lemlæster rivalen Magnus. Substansen overvælder ikke i den slags afsnit.

Johannes V. Jensens artikler fra verdensudstillingen i Paris får også en ordentlig tur i den idehistoriske vridemaskine. De bliver nemlig klemt ned i en bestemt opfattelse, styret af matrix-inddelingen. Det handler om mennesket og teknologien – væk med naturen, konkluderer afsnittet.

Jovist, men samtidigt overser læsningen fuldstændigt Jensens metaforiske fundament. Jernbanerne er blodkar. Byen er et hjerte. Den elektriske strøm overvinder døden. Teknologien er ikke hos Jensen et opbrud fra naturen, men en evolutionær følge af den.

Samme Jensen kan levere et andet eksempel på, hvor formen går ud over indholdet. Her er det rent formidlingsmæssigt det går galt. I afsnittet oppe & nede beskrives Jensens Amerikakrimi Madame D’Ora, hvorom forfatterne konkluderer, at ”USA tiltrækker og frastøder op en og samme gang” (s. 33). Fint nok. Men det følgende afsnit starter så helt uden sammenhæng med Jensen med ”Litteraturen om arbejdernes kamp havde derfor et globalt publikum.” (s. 34). Det er noget rod.

Når tiden ikke passer
Andre gange er det tidsinddelingen, der giver bogen problemer. Fx fastholdes J. P. Jacobsens Mogens som et naturalistisk hovedværk, som danner kontrast til dannelsesromanens struktur af hjem-ude-hjem.

Det er altså lang tid siden, at der blev gjort op med den læsning. Jo, i skrivemåden kan man spore den naturalistiske detaljegrad i beskrivelserne, og i diskussionerne mellem personerne stikker Darwin hovedet frem, men på stort set samtlige andre punkter er og bliver værket en vaskeægte dannelsesroman. Hjem-ude-hjem strukturen i den står jo krystalklart for enhver 1.g’er. Og så er det altså bare ærgerligt, at den er skrevet i den tid, den er.

Senere gøres Baggesens Labyrinten til et præromantisk erkendelsesprojekt. Jo til dels, men i lige så høj grad kunne man se det som et oplysningsprojekt. Tag bare afsnittet Jødegaden, der nærmest er en prototypisk oplysningstekst om social nød. Endda med legio politisk agitation og klare henvisninger til den franske revolution.

Samtidigt betyder formen også, at eleverne for ofte overlades til sig selv, når de møder litteraturhistoriske begreber. Fx indføres begrebet romantik i et af afsnittene, uden det defineres. Bevares, de kan jo slå op i leksikon-afsnittet, kunne man sige. Men der kender de fleste lærere vel deres elever lidt for godt til at tro på den løsningsmodel.

Med Marx på bagsædet
Andre steder hører man lidt et ekko af tidligere tiders marxistiske litteraturkritik. Ikke forstået på den måde, at forfatterne anlægger et marxistisk syn, men på den måde, at politiske eller idemæssige præferencer skygger for deres forståelse af, hvad der rent faktisk står i litteraturen.

Fx i et afsnit, hvor forfatterne hævder, at forfatterne i 60’erne ikke var i mod velfærdsstaten som sådan, men alene kommercialiseringen af den. Måske er det kun mig, der savner en Henrik Stangerup i den konklusion? Eller har jeg mon læst digte som Det er blevet os pålagt af Rifbjerg helt forkert?

Pointen er vel netop, at velfærdsstaten og det kommercielle går hånd i hånd. Forbrug og offentlig service stod parat til både at erstatte indhold og ansvar i hver enestes tilværelse.

Samme læsemåde finder man, da Seebergs novelle Braget gøres til en social kritik, frem for den eksistentielle forsøgsopstilling, som Seeberg selv lagde i den. Vi laver et uforklarligt brag og ser, hvad der sker.

Helt skævt for indholdet går det, da Den grimme Ælling bliver til en historie om ”psykologisk og moralsk udfordring” (s. 30). Jeg har ledt længe, men psykologi kan man vist ikke beskylde nationaldigteren for at have fyldt i hovedet på sin ælling. Opdagelsen af arven kommer derimod som et trylleslag, der forhindrer selvmord-ved-svane og gør alting super-duper.

Når man tvinger litteraturen
Nu er det jo let at stirre sig blind på en masse småting, man er uenige i. Men de små problemer er oftest udslag af formtvangen. Når nøgleproblematikkerne får lov til at bestemme læsningerne, kan man næppe undgå at skulle banke litteraturen brutalt på plads, så den passer i formen.

Heldigvis er der rigtigt mange afsnit, hvor forfatterne til LitteraturDK glemmer formkravene og lader litteraturen stå frem i egen ret, eller hvor idehistorien faktisk passer godt på perioden. Og her bliver det god læsning. Men det generelle indtryk er uvægerligt, at ambitionen om at levere både kronologisk overblik og tværgående dybde i den samme bog er en særdeles vanskelig øvelse.

Eller som førnævnte Peter Seeberg udtrykte det i sin novelle Spionen fra 1956: ”…man må enten vælge lidt af hele verden, eller det hele af lidt af verden.”