På forhånd kunne man frygte en stinker – men så meget desto dejligere er det, når man finder sig selv siddende med en rigtig velduftende og medrivende krimi. Morten Søndergaard og Merete Pryds Helle springer i fællesskab ud af skabet som en blind kriminalforfatter. Og de gør det ualmindeligt godt.

ANMELDELSE: Jeg kryber til korset og erkender, at mine fordomme er gjort til skamme. Grundigt. På det nærmeste pulveriseret og opløst for mine øjne. Fordampet.

Den dumpede ind af min brevsprække for et par uger siden, bogen. I en fin hvid kuvert og med et brev fra forlaget, hvor der gøres opmærksom på, at Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard har skrevet medsendte kriminalroman, Hvad øjet ikke ser, sammen. To af de "smalle" forfattere herhjemme prøver kræfter med en af de "bredeste" litterære genrer. Oh ve! Der kan komme noget godt ud af den slags – men der er sandelig også præcedens for det modsatte: For litterærlige krimier med alle mulige sproglige og plotmæssige ambitioner om at løfte genren, tilføre noget nyt og gøre krimien til "rigtig" litteratur. Med indhold. Tyngde. Vægtige udsagn om livet og – jeg brækker mig.

Oh ve – oh ve
Når dertil lægges, at Søndergaard og Helle har valgt ikke at skrive romanen i eget navn – men i stedet at konstruere en fiktion uden om krimien, en ung kvinde med det symbolladede og sigende navn Liv Mørk, som har gået på filmskole i Lodz, blev blind ved en ulykke (en soloulykke i bil, hvor hun som det sidste så sin elskede dybt ind i øjnene, mens han udførte en rask omgang petting på hende) og debuterede som instruktør med den prisbelønnede tre timer lange film (sort/hvid) om et skab, som ønsker at være ren yderside, inden hun beslutter sig for at skrive kriminalromanen Hvad øjet ikke ser – så lugter det hele på forhånd en smule prætentiøst. Nej, gu' gør det ej. Det STINKER! En kinesisk æske, hvor der inden i fiktionen om den blinde pige, findes en anden fiktion – også med op til flere blinde bipersoner, hvor det pudsigt nok viser sig, at det netop er de blinde, der kan se bag om tingene, og de seende, der lader sig forvirre af tingenes overflade… Oh ve – oh ve!

Tilgiv mig, men sådan er jeg fuld af fordomme. Jeg håber på, at det kan virke en smule formildende, at jeg er ærlig nok til at vedgå mig mine fordomme – også når de som sagt bliver gjort til skamme. Pulveriseret og alt det dér.

En blind dart-ørn
For efter endt læsning står der bare tilbage at konstatere, at det fungerer. Endda enormt godt. Hurra. Det er en god bog. Endda enormt god. Dobbelt-hurra. Der er en ligefremhed i personerne, der gør dem vældigt troværdige. Også selvom de reelt har nogle temmelig usædvanlige karaktertræk (fx er Zak, den blinde far i bogen, i stand til at identificere alle – og jeg mener virkelig alle – stemmer, han har hørt i de sidste 20 år ud fra deres varme, vægt og form… Selvsamme blinde farmand viser sig til de flestes overraskelse at være en habil golfspiller og ikke så lidt af en ørn til at spille dart).

Selvfølgelig driver forfatterne bag Liv Mørk lidt gæk med krimien. Selvfølgelig har de gemt lidt ironiseren over genrens træk i skrivepulten. Det hele kammer en smule over, da den blinde farmand mod slutningen træder i karakter som skarpskytte (en variant over den evigtgrønne læst med forbryderen, der benytter et gidsel som skjold og helten, der kun har ét skud i bøssen, som evt. kan forløse den eskalerende situation). Men dén scene sniger sig alligevel hjem. Primært fordi forfatterne i øvrigt er meget tro overfor deres projekt. De skriver uden dikkedarer og lige ud af landevejen. Enormt fermt og uden skrammer i overfladen.

Godt strikket sammen!
Man skal ganske enkelt have de rigtigt kedelige og distancerende analysebriller på for overhovedet at kunne trænge ind bag ordene og se, hvordan de egentlig har strikket bogen sammen. Og når man så tillader sig selv at træde ud af handlingen og kigge lidt på konstruktionen bag ordene, så bjergtages man nærmest. Det er altså godt skrevet og godt konstrueret det her…

"Da Emily fik øje på Solbjerg, der sad ved et cafebord ved vinduet og kiggede ud på bladene, der fløj omkring på Halmtorvet, var det, som om hun så ham første gang. […] Hans hår krøllede ved ørerne, og så var der de der kastanjefarvede øjne, der lignede lange lysende efterårsdage i skoven. Hans arme var dækket af fregner, og under hans skjorte var hårene på brystet rødbrune. Det så utroligt charmerende ud. En lille slange af lyst begyndte at vride sig i hendes trusser. Hans fingre var lange og slanke, og Emily kunne se, at han bed negle. Han havde et FCK-ur på. Klokken var halv et. – Jeg mødte lige Henriksen, sagde han."

Hvis man nu lige et sekund kan se bort fra den der villet-sjove romanbladsstyggert med de kastanjefarvede øjne, så er det altså et pragtafsnit. Læg mærke til den filmiske bevægelse: Vi starter med et totalbillede, hvor Solbjerg (ja, ja – det er også et sjovt og vits-agtigt navn, men den slags drukner altså lidt i den almindeligt medrivende bog i øvrigt) sidder og kigger ud i luften på Halmtorvet i København. Så zoomer vi stille og roligt ind på hans hår, øjne, glider ned over armene, over brystet, ender på armbåndsuret, konstaterer, at klokken er halv et, og scenen sætter i gang med hans replik om Henriksen, Emilys overordnede.

Golfkøllen i røven
Det er temmelig elegant. Og det er præcis den slags afsnit, der sammen med en fint afviklet dialog, nogle lidt karikerede, men alligevel svært troværdige personer, der gør, at man uden videre sluger romanen i ét stræk. Og for så vidt slet ikke nødvendigvis lægger mærke til, at iscenesætterne bag Liv Mørk trods alt er nogle spasmagere. Helt ærligt, så er det mord, der sætter det hele i gang, en kende overdrevet: En mand findes druknet i en sø på en golfbane. Inden han druknede blev han lige gennembanket og – ja, tilgiv mig, men det blev han altså – røvpulet med en golfkølle, som blev efterladt som – ja, tilgiv mig, men det blev den altså – et golfflag, stikkende op af hans – ja – anus.

Det er vel lidt langt ude. Og det er i hvert fald ikke for meget sagt, når hovedpersonen Emily kan konstatere, at der er stærke følelser bag dét mord…

Ligesom navneliret og de andre småironiske hip til den kulørte genres virkemidler, så drukner det dog i en velskrevet og særdeles læseværdig roman. Det eneste sted, hvor kæden muligvis kan siges at hoppe lidt af, er til allersidst i bogen, hvor hele plottet ender med at blive forankret i en kæmpestor internationalt konspiration af et organiseret forbryderisk netværk, der både involverer organsmugleri, oliemagnater, brintbiler og kloning. Huhej. Igen et sarkastisk saksespark mod krimiens tendens til konspirationer og evigt eskalerende slutninger, og hér kommer det måske vel meget ud af kontrol. Det er Dan Brown på syre – og det er simpelthen alt for meget af det dårlige.

Men lad så også dét stå som min eneste indvending mod et rigtigt velkvalificeret bud på et sensommerkrimibrag af en bestseller.