Alle dage, ikke blot mandage, kan være blå, blå som himlen (naturligvis), blå som agernet eller muslingen. Årernes netværk er blåt, skønt blodet er rødt. Middelhavet hedder også det blå hav.
    Bla, ble, bli, blo, blu, bly, blæ, blø – smukkest er blå, selv om blu og bly ikke er til at kimse ad.
    Blå er et sydord, som Gottfried Benn sagde. Novalis ledte efter poesiens blå blomst, bag hvis kronblade en pige var gemt. Franskmændene lancerede den blå time, l'heure bleue, som sender en sagte skælven gennem alkoholistiske celler. Jeg gik i skole med en, som 7 år i træk, dagligt, i timevis, tegnede blåmænd. Om han er blevet skør, ved jeg ikke. Tænk at der findes ord som blåbær, for ikke at tale om blåbærbrændevin, blåmejse og blåræv. Tænk at blåskimmel både er en ost og en hest. "Blaae foraarsaget af Biergenes Skygger, er ubeskrivelig dejligt", skrev Jens Baggesen.
    Blå er mit livord, med alle dets kombinationer og associationer, som ikke bare er salige og smukke. Du kan være blåfrossen, en blåpung, og du kan promenere et blåt øje. Der er blåsot og blåsyre; mælken kan være syrlig og sammenløben: blåsur. Kighosten kaldes også den blå hoste.
    De irske fascister kaldte sig blåskjorter, og Blåskæg myrdede sine arme hustruer. At blåt altid er pænt, er en sandhed med modifikationer. Som de fleste sandheder.
    Blau, bleu, blue – på de få sprog, jeg kender lidt til, er ordet attraktivt. Også når det optræder på spansk og portugisisk som azul, på italiensk som azurro; i Frankrig er l'azur himlen, og der kan være tale om en grum ironisk himmel som i Mallarmés berømte digt, og La Côte d'Azur Rivieraen; bleu er mere jordbundet: en cikade, en pakke smøger, en bøf vendt på den gloende pande.
    Blå skulle være de indadvendtes farve, har jeg læst. Jeg går ud fra, at indadvendt, eller introvert, skal læses som melankolsk, indkapslet i stille overvejelser. Der er noget meditativt over blå. Ude i det blå er somewhere between heaven and the deep blue sea. Bortset fra hvad det ellers er.
    Fra et digt af Knud Holst, som i de senere årtier stille og roligt, og totalt uretfærdigt, er blevet glemt af den litterære offentlighed, husker jeg denne vidunderlige passage: "altid at ende i det blå/ i den blå sæson for vanviddet/ hvor datoerne kaster deres lumske granater/ der eksploderer upåagtet/ med små blå puff". Digtet hedder "Blåt" og er fra Dementi (1962).
    At blå fremkalder sjælstilstande af en særlig karakter rummer sproget talrige eksempler på. Visse nuancer kalder på mismod og melankoli, andre antyder renhed og naivitet. Sammenlignet med rød og grøn har blå langt flere psykiske gradueringer og konkurrerer i så henseende (tror jeg) kun med sort, schwarz, black, noir, negro osv. Også sort er attraktivt.
    At farver og sjælstilstande korresponderer, har digtere og malere vidst fra tidernes morgen; katastrofer foregår ikke sjældent under blåsorte himle, og når den blinde Homer faldt i svime over Middelhavets skønhed, brugte han gerne tillægsordet hyacintblå. Det er lige før, jeg vil kalde det hans livord.
    Også Rimbaud var hjemsøgt af blå. I hans berømte sonet "Vokalerne", er o'et blåt, og det får den sidste terzet

    O – høje trompet fuld af hvinende klange,
    En stilhed gennemtrængt af verdner og engle;
    O – omega, det blålige lys i hendes øjne!

i en fri, rimløs oversættelse. Skulle sonetten ydes retfærdighed på dansk, måtte man skrive en ny, som tager hensyn til, at vore vokaler har andre valører end de franske, og at vi har flere af dem. Men tanken om, at vokalerne er farver, den gør indtryk (i hvert fald på mig).
    Ordet farvetone ligger på læben. Rimbauds reaktion på vokalerne er en musikalsk, klanglig reaktion. Og for ham havde o'et altså en blålig klang.
    De blå toner; tonerne omkring den lille terts, den lille septim og den formindskede kvint i durskalaen, hvis man skulle beskrive dem nøgternt; de toner, som gør en blues sørgmodig og som har foretaget en rejse, der mindst er lige så lang som de afrikanske slavers. De blå toner er reeksporteret fra Amerika og har bredt sig langt op i de svenske birkeskove og til adskillige tonesprog verden over; og de indskrænker sig ikke til durskalaen; der er en god håndfuld blues i mol.
    Enhver rigtig jazzmusiker er blå, uanset om han (eller hun) spiller blues eller ej. Armstrong, Beiderbecke, Bechet, Hodges, Goodman, Young, Parker, Gullin, Desmond, Baker, Getz var, trods deres forskelligheder, blå; Konitz er blå, Lovano er blå; alle ballader er blå; man hører det straks, uden at man nøjagtig kan definere det som egenskab.
    At der er tale om en magisk dimension, når det handler om sprog, er jeg ikke i tvivl om; blå rækker langt ud over farven blå, over ordet blå; de tre bogstaver forplanter en fornemmelse hos brugeren og modtageren, som er hinsides det betydningsmæssige, men som alligevel har sine afgrænsninger. Blå er uendeligt og derfor risikabelt. Skønt det er livord, forsøger jeg at økonomisere med brugen, fordi ordet er så vidtfavnende, at det repræsenterer en fristelse. Er der noget imellem himmel og hav, nogle skæve og mismodige stemninger, du gerne vil gribe og fastholde, er det alt for nærliggende (og nemt) at kalde dem blå.
    Blå er så fintmærkende (og diffust), at det ikke skal siges og skrives for tit. At fremmane blå med helt andre ord er en kunst; og kunsten er lang.