Mere femi end krimi

ANMELDELSE: Dette er den ægte vare, kære venner og andre læsere. Liza Marklund er femikrimiens ukronede dronning i Skandinavien, og Livstid er at betragte som hendes svendestykke ud i genren. I hvert fald hvis man sætter stregen under femi.

For selvom der bestemt er et plot i romanen, og selvom det er både realistisk afviklet og godt beskrevet, så er det så absolut fortrædelighederne omkring Annika Bengtzons privatliv, der ved romanens start ligger i rygende ruiner, der har overtaget i denne syvende roman om journalisten.

Direkte fortsættelse
Vi starter næsten præcis, hvor vi slap sidst: I Nobels testamente slap Bengtzon med nød og næppe ud af sit brændende hus med sine to børn under armene, mens manden, Thomas, lå og hyggede sig med sin nye elskerinde i en herskabslejlighed i indre by.

I denne roman sidder Bengtzon i taxaen på vej væk fra det brændende hus – på vej hen til veninden Anne Snaphane for at få ly og trøst. Det får hun – jeg havde nær sagt naturligvis – ikke. For Annika Bengtzon har i alle foregående seks romaner været slemt ramt af svigt i nærmeste venne- og kollegakreds, og det tager da helt overhånd i Livstid.

Rammer bunden
Denne gang er hun meget tæt på at ramme bunden, og selvom Bengtzon som sådan er en så velbeskrevet figur efterhånden, at vi som læsere bestemt har lyst at følge hendes gøren og laden, hendes professionelle opture og private nedture, så tager det overhånd. Marklunds krimi har derfor samme retning som Bengtzons privatliv: I susende fart mod bunden.

Det bliver uspændende og langtrukkent – romanen er på svimlende 462 sider, lydbogen varer tæt på nærmest vanvittige 12 timer. Og det er for meget. Der er for meget Ramlösa og for lidt snaps. Som læser mister man gradvist interessen – plottet diffunderer ud i teksten som et underligt biprojekt, der danner en kulørt ramme eller baggrund for alt det andet.

Det burde være omvendt.