I ny bog om Velvet Underground er de gamle bidrag faktisk blandt de bedste.

ANMELDELSE: Hvem har egentlig brug for endnu en fremstilling af de trætte myter om det første minimalistiske støjrockorkester Velvet Underground og medlemmernes solokarrierer?
    Og har det overhovedet noget med et litteraturmagasin at gøre?

Til det kan man svare: Velvet Underground har altid været et af æggehovedernes sikre alibier for at beskæftige sig med noget så inferiørt og beskidt som rock'n'roll; mest fordi bandet sang om misbrug og seksuelle afvigelser, som var uhørt i en populærkulturel sammenhæng i tresserne. Og så kan de, skal det retfærdigvis siges, noget med ord.

Redaktør Lynggaard forsøger i forordet også at forklare det med, at Velvet Underground 'holder', men det er der jo så meget, der gør, mine Adidas Stan Smith tennissko fra for tre år siden holder fx også stadig.

Mine umiddelbare indvendinger kommer af, at der i 1986 kom en lignede antologi, Lou Reed, med en del gengangere blandt bidragyderne, og det kuriøse er, at der i de mellemliggende ca. 18 år ikke er kommet noget for alvor nyt og bemærkelsesværdigt fra Velvet Underground-medlemmerne.
    Dog med det forbehold, at både Lou Reeds New York og Cale og Reeds fælles Songs For Drella har stor klasse.

Varieret og broget antologi
En varieret og broget antologi med ældre, gamle og helt nye essays om legenderne i Velvet Underground er det dog blevet til.

Men man skal så afgjort være blandt de på forhånd indviede for overhovedet at føle noget for al virakken og udenomssnakken (læs: pludren). Bogens største kvalitet er faktisk de ældre bidrag fra Dan Turèll og Vagn Lundbye.

Turèll var givetvis en af de første, der opdagede og for alvor forstod Lou Reed herhjemme og der er ingen tvivl om, at Turèlls metode har dannet præcedens for de yngre dyrkere af det sagnomspundne band.
    Stilen er en afart af new journalism, hvor det anekdotisk og personlige krydres med analysen og kritikken. Det er en hårfin balancegang mellem det pinlige og engagerede.

Scoop fra Jørgen Leth
Langt fra alle består prøven og får skrevet noget vedkommende om heltene. Mine bedste anbefalinger går til Bo Green Jensens essay om John Cale og Torben Sangilds om musikken, Per Reinholdt Nielsens om arven efter Velvet Underground.

Endelig er Jørgen Leths bidrag, som mest består i e-mail korrespondance med John Cale om dennes musik til Leths film Nye scener fra Amerika dejlig Jørgen Lethsk og lidt af et scoop.

Og så lige et afsluttende ymt: Hvorfor er kun Lou Reed med på bogens ellers fine omslag ved Knud Odde?