Bogens hovedperson skal godt nok skrive en turistbrochure til den finske ambassade i Oslo for at få brød på bordet. Problemet er bare, at han ikke ved en fløjtende fis om Finland og har aldrig sat sine ben i det land. Bevares', han ved, de har komponisten Sibelius og de mange søer, og hvad der ellers svarer til at læse indledningen i rejsebogen Turen går til Finland fra 1976 tilsat de mest kendte klicheer, som kendes fra de finske tv-produktioner: Et land fuld af sprit, selvmord og galskab. (Et afsnit i Turen går til Finland hedder faktisk "Fakta om Finland").

Der blev jeg vel nok skuffet. Bogen handler overhovedet ikke om Finland. Man er bare ombord i den stakkels brochureskrivers tankestrøm, der konstant løber andre veje end mod det finske. Men det er til gengæld en strøm, der vil noget.

Tekst og verden flyder
Hovedpersonen vil have fast grund under fødderne, her fryder forandring ikke. Han er panisk angst for alt i verden, som flyder og dermed skaber forandring. Det er det bogen handler om. Helt konkret, for Erlend Loe har fuldstændig droppet det med afsnit og kapitler, teksten bare sejler afsted i gigantiske lange sætninger – nogle gange over flere sider – og afbrydes kun af få linieskift.

Der er faktisk også mange ting, der flyder, når man tænker over det. Verden er én stor flydende forandring. Og det udbreder fortælleren sig om i en strøm af småfilosofiske, satiriske og frem for alt humoristiske associationer, som knytter sig til den konkrete handling: Han skal skrive en brochure, møder en pige, der har en søn, og mere vil jeg ikke sige. Det skulle da lige være, at man selvfølgelig også fornemmer "det flydende" som en tilstand, hovedpersonen oplever tilværelsen i. En frustrerende tilstand, som han forsøger at dæmme op for og finde ud af at flyde med i. Men med humor og ironi.

Flyten gør meg syk
Vi kan hoppe ned i strømmen et løssluppent sted mod slutningen af bogen, hvor fortælleren endelig har fundet et sted at lette sin overfyldte blære:

"(…)og det neste jeg registrerer er at jeg står i en fontene, den hvor seks staute bronsemenn holder oppe en slags tallerken, kanskje det skal symbolisere jordkloden, hva vet jeg, og vannet fosser ned rundt dem, de bærer flyten, de holder flyten oppe så å si, og jeg står i fontenen og pisser så det spruter, jeg er en fontene i meg selv og jeg spruter som en vanvittig, mens jeg ler den vanvittiges latter og pisset skvetter rundt, på voksne og på barn, og det er rikelig til alle, og det skvetter på Vigelands merkelige små relieffer av babyer som sparkes i luften af en hest, og skjeletter og fisker og damer med rumper og hvor tok han det fra, den godeste Vigeland, kan man spørre seg, han må ha vært syk, på sinnet, flyten må ha gjort ham syk, på samme måte som den forsøker at gøre meg syk, (…)"

Og sådan fortsætter det endnu en side til næste punktum. Fortælleren gentager sig selv i en evighed, teksten strømmer, og han drømmer (om vand) og fantaserer og flyder og gentager, så det er en ren lyst. Jeg kan kun anbefale denne tankestrøm af en bog, fordi den er umanerligt godt skrevet.