Debutanten Lone Aburas tager i Føtexsøen livtag med både den fiktive fortælling og sine egne erindringer. Som forfatteren er bogens fortæller Lene en egyptisk-dansk pige, som skal finde sig tilrette mellem forskellige kulturer – og ikke mindst finde en vej i tilværelsen. Sentura er gået tæt på Lone og Lene.

INTERVIEW: En egyptisk far driver en grillbar og laver forretninger med skumle og mafiøse typer. En dansk mor prøver at holde sammen på familien. Den tykke egyptiske tante formår ikke at lære sit arabiske fra sig. En kanin skider over det hele og ender med at måtte gives væk...

Hovedpersonen Lene i Føtexsøen har en særdeles broget barndom, hvor hun samtidigt skal prøve at manøvrere mellem to forskellige kulturer.

For den unge Lene er livet heller let. Udover kløften mellem den danske og den egyptiske kultur, skal hun nu også finde en vej i tilværelsen. Hun har sat sig bag kassen i Føtex, mens studiet på RUC er sat på pause, og hun uden det store held pusler med at blive forfatter.

Føtex og Høje Tåstrup
Føtexsøen trækker i høj grad veksler på Lone Aburas' egen baggrund. Som Lene er Lone Aburas nemlig dansk-egyptisk, har arbejdet i Føtex og er vokset op i Høje Taastrup.

Og det er ikke mindst med de erfaringer i bagagen, hun skriver fortællingen om Lene.

Du kalder bogen for en bevidst leg med fiktion og fakta. Og skriver dig ind i den trend, der dominerer meget af tidens litteratur. Hvorfor den form?
– Jeg ved ikke, om man kan kalde det en trend. Det er rigtigt, at der på det seneste er udkommet værker, som er delvist selvbiografiske, men jeg tror, at forfattere til alle tider har taget selvoplevet stof og brugt det litterært. Samtidig synes jeg, at det er interessant at udforske, hvordan erindringer jo ofte også er eller bliver til fiktion. Tag eksemplet med Knud Romers "erindringsroman" [Den der blinker er bange for døden, red.], der handler lige så meget om fordrejningen af erindringen som om erindringen selv.

– Jeg har valgt at skrive romanen i den form, fordi jeg syntes, at det kunne være sjovt at leve sig ind i en Lone Aburas-lignende figur, som ikke var Lone Aburas. Det er, som jeg har sagt, en leg jeg leger. Ligesom når man er barn, og man siger: "så legede vi, at du var moren, og jeg var faren."

– Måske handler det også om, at litteraturen reagerer på 90'ernes 1:1-realisme og forsøger at finde måder at lege med både form og indhold, samtidig med, at man bevarer en følelsesmæssig genkendelighed og nærhed. På den anden side er der jo ret mange, der stadig læser krimier og science fiction.

En roman om forsmåelsen
Kan du prøve at sætte et par ord på den kreative proces, som førte frem til bogen?
– Jeg skrev den første sætning; "Jeg burde vel egentlig starte med at skrive om mig selv, men sagen er, at jeg ikke er særlig personlig", som et udtryk for den følelse, jeg havde på det tidspunkt. Jeg var træt af, at jeg ikke syntes, jeg skrev noget vedkommende og personligt.

– Deraf opstod ideen om at skrive en roman, som handler om forsmåelsen i alle dens afskygninger.

Lene er ikke særlig stolt af hverken sin baggrund og opvækst. Nu ved jeg godt, du ikke er Lone. Men har du selv en tilsvarende oplevelse med i bagagen?
– Jeg har ligesom alle andre unge syntes, at mine forældre var enormt pinlige, men Lenes problem er, at hun lader den følelse overskygge den kærlighed, der er i hendes familie. Lene føler sig forsmået i alle livets sammenhænge, og jeg har da som Lene – og alle andre mennesker – oplevet at blive afvist eller misforstået på den ene eller den anden måde, men det er ikke en grundlæggende tilstand, jeg går rundt med.

– Og det er deri legen med fiktion og fakta opstår: Jeg har også en egyptisk baggrund, er uddannet på RUC, har søgt ind på forfatterskolen, min far har haft en grill og en pølsevogn, men alle episoderne er opdigtede.

Forskelligartet dansk litteratur
Lene skriver på et værk, hvor hun vil drukne den litterære elite på et slags Titanic – fx Nordbrandt og Jørgen Leth. Forfatterskolen får også nogle slag undervejs. Mener du selv, at litteraturen stagneret?
– Meningen med at drukne forfatterne er, at det ville være så uendeligt meget nemmere at skrive noget godt og originalt, hvis de ikke fandtes. Jeg synes, dansk litteratur er meget forskelligartet, og jeg mener bestemt ikke, at den er gået i stå. Hvis jeg var en af forfatterne, der blev druknet på det skib, ville jeg tage det som en kompliment.

– Mht. Forfatterskolen, så er den vigtig, da det er sted, hvor man får kritik på de tekster, man ellers sidder så alene med. Jeg har selv fået virkeligt god og hjælpsom vejledning både fra min redaktør på Gyldendal og fra forfatteren Ina Merete Schmidt, hvis skrivegruppe jeg nu har fulgt i en del år. Men det var selvfølgelig hårdt at blive ved med at få afslag og kun skulle motivere sig ved hjælp af sin egen lyst til at skrive.

Stereotyper og humor
Flere af bogens nydanskere virker som stereotyper. Fx lånehajen Ali, tanten i Egypten, delegationen af religiøse mænd, der vil lukke pølsevognen. Hvorfor har du valgt den stereotype fremstilling?
– Der er stereotyper, som optræder i bogen, som ikke er nydanskere: Peder, Silles far, Føtexpigerne, Michael mfl. Derfor er der også stereotype nydanskere med, da jeg mener at, man gerne må gøre grin med nydanskere på samme måde, som vi gør grin med småborgeren og skabsracisten, som Silles far fx er udtryk for. Desuden er Ali og klassekammeraterne skildret ud fra et barns synsvinkel, som ofte ikke er særlig nuanceret.

– Omvendt er Lenes far skildret meget lidt indvandreragtigt. Han bruger for mange penge, har dårlig forretningssans osv., men det er der jo så mange, der har. Han er altså ligeså almindelig/ualmindelig som så mange andre fædre og kan ses som billede på den store gruppe af nydanskere, som kom til DK i tresserne, og som bare gerne vil passe deres arbejde og deres familie uden de helt store problemer.

– Desuden skal man jo ikke glemme, at det først og fremmest er en humoristisk roman, der blandt andet bruger kultursammenstød og sammenstød mellem forventninger og realiteter som et absurd virkemiddel.

Det "fornuftige" liv
I romanen forlader vi Lene, da hun har accepteret at blive del af Føtex-verdenen. Det forvirrede mig lidt, fordi jeg var begyndt at se hende som mere handlekraftig og mindre apatisk..?
– Man kan måske sige, at Lene træffer sit valg om at blive i Føtex på skammens og den manglende selvtillids præmisser. Men set fra hendes synspunkt, er det et udtryk for styrke at lægge forfatterdrømmene bag sig og vælge et "rigtigt", "fornuftigt" liv.

– Men når det så er sagt, er det heller ikke sådan, at man i DK er stavnsbåndet til at være ansat i Føtex, fordi man skriver under på en fastansættelseskontakt. Måske hun siger op og finder på noget andet.

Lene virker med sin ubeslutsomhed meget realistisk, mens kæresten Johan bliver en næsten utopisk ambitiøs modsætning, som der ikke går mange af på dusinet. Er bogen også et portræt af en ungdomsgeneration?
– Jeg tror ikke, at man kan tale om den unge generation som helhed. Der findes grupper af unge, som er meget ambitiøse á la Johan, og der findes ubeslutsomme og selvrealiserende/navlepillende unge som Lene, og der findes mange andre måder at være ung på.

– Desuden skal man jo igen huske, at Johan primært virker ambitiøs og målrettet set fra Lenes frustrerede og forsmåede synspunkt. Og tro mig; når man selv ikke har styr på sit liv, virker alle andre mennesker nemt utroligt tjekkede og selvsikre.

Har lyst til at skrive mere
Hvad bliver det næste for Lone Aburas? Er der mere på vej?
– Foreløbig er jeg bare glad for den modtagelse Føtexsøen har fået både af anmeldere og af læserne, og for at jeg kan mærke, at jeg stadig har lyst til at arbejde med at skabe og beskrive personer og historier.

– Jeg ved ikke, hvad det næste bliver. Jeg skriver altid på noget; men hvad det bliver til, må tiden vise.