Lone Hørslevs digtsamling er anden bind i serien Knut Beckers håndtryk – læs mere om serien...

Det er en følsom, sårbar og forfjamsket stemme, der lyder gennem Lone Hørslevs digte. Men selvom de har fået betegnelsen "skilsmissedigte" og virker bekendende, er de også iscenesatte.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Et sted læste jeg en anmelder, der betragtede Lone Hørslevs nye digte med titlen, Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, for at være knækprosa. Men det er for mig at se en uholdbar anakronisme.

Umiddelbart har Hørslevs nye digte til en vis grad det bekendende til fælles med fx Vita Andersens Tryghedsnarkomaner, som vel kan betragtes som prototypen på knækprosa, men der er alligevel flere verdener til forskel.

For det første skriver Hørslev i en tid, hvor mediebilledet er meget mere diffust, og hvor det at være forfatter ofte også kræver en form for performance, der kan håndtere og integrere medierne. For det andet er "knækprosa" jo en lidt nedladende betegnelse for en form for poesi, der stort set ikke benytter sig af nogen som helst form.

Kender sine virkemidler
Sådan er det langtfra i Hørslevs digte. De er yderst formbevidste og kender sine virkemidler til fulde. Når Hørslev således allerede i det indledende digt skriver, "ADVARSEL:/Meget stærk giftgas/er netop blevet/lagt ud", så er det både en koket ironisk advarsel til læseren om digtenes karakter og om ikke at tage alting for bogstaveligt. Man skal jo huske at gemme en smule til nissen, som Hørslev senere skriver det.

Hvor halvfjerdsernes knækprosa ikke var særlig bevidst om formen for og af deres bekendelser, ja ofte ikke engang vidste, at det var knækprosa, der blev skrevet, der er Hørslevs digte indpakket i en genre: skilsmissedigte.

Spundet ind i et spil
Læser man disse digte, ja, så handler de jo om skilsmisse – en skilsmisse som de fleste i det litterære miljø er bekendt med, eftersom Hørslev jo har været gift med litteratur alt-mulig-manden Martin Glaz Serup – men man kan diskutere, hvor bekendende de i virkeligheden er.

Er disse digte mere bekendende end dem, man kender andre steder fra? Fx Søren Ulrik Thomsens? Vi hører fx mere om Thomsens mis end om Hørslevs. Digtene er blot spundet ind i et spil, som i virkeligheden er et vellykket mediestunt.

Det spektakulære ved det stunt er naturligvis, at det forener private ting med en snagende offentlighed, som Hørslev i øvrigt kontrollerer som en mis. Men det betyder, at hun til trods for at digtene udkommer på Forlaget Hjørring formår at komme i Deadline på DR2 og få en fantastisk omtale af sin bog. Det er dæleme godt gået for en lyriker.

Uheldig på den heldige måde
Især når den lyriker er så god som Hørslev. For digtene er en fornøjelse at læse. Hørslevs måde at tale lige ud af posen er formidabel.

Hendes kvindelighed, om den er iscenesat eller ej (gør det nogen forskel?), er lige i (mand)skabet: Følsom, sexet, forfjamsket, charmerende, sårbar, uheldig på den heldige måde – man kan ikke andet end at holde af og lade sig indtage af den stemme, man hører, og det gælder også selvom denne fx siger:

"Frem og tilbage, og nu er jeg i København. Og ikke et ord om/afskeden med børnene, så begynder jeg bare igen. I toget mødte/jeg en mand med et flakkende blik og med slips. Han talte til mig/og mens han tale tog han sin vielsesring af og på KONSTANT/han fortalte han var bange for vampyrer. Jamen dog. Alt det man/ kan fortælle en fremmed. Jeg kan fortælle at jeg i dag har set på en/lejlighed. I Hedebygade, i barndommens gade, hvad gir du! Og/det er slet ikke en bolig jeg har råd til. Mine ønsker er pakket ind i/urealistisk og farvestrålende papir og alligevel jublede jeg tungt da/mægleren ringede til mig. En halv million, sagde han, jamen helt/sikkert; bad i kælderen og rotter på loftet, og mandens evindelige AF/og PÅ, nej nu må han simpelthen stoppe. Du kan kneppe dine fingre/derhjemme, Kong Hans, du skal i hvert fald ikke sidde dér og smitte/mig med panik."

Bukdahl i charme-lommen
Når Lone Hørslev derfor skriver om sine sexfantasier, fx den om Lars Bukdahl, så er det jo blot noget, der foregriber en temmelig forudsigelig mediesituation senere hen. I charme-lommen med ham – det som kulturteoretikeren Frederic Jameson et sted kalder for strategisk inddæmning.

Digtsamlingen er derfor, udover en digterisk fin præstation rent digterisk, også mediemæssigt og mediestrategisk et mindre kunstværk.

Dertil kommer, at bogen som bog og håndværk fremstår ret deliciøs, i et minimalt og lidt bevidst gammeldags design, men på tykt papir og uhm, sprød at bladre i, ligesom Hørslevs digte.

 
Teksteksempel