Den uforløste kerne

Det gør ondt at læse Lotte Garbers tredje roman, Pendul. Fordi den går tæt på. Tæt på tabet af en elsket, tabet af kontrol – tabet af en selv, i sidste ende. Og fordi den gør det umanérligt godt.

ANMELDELSE: Ditte Winther er 36, gift med Poul og mor til Joachim. Ditte er radioproducer og lever et liv, der først og fremmest er karakteriseret af kontrol. Hun laver lister over opgaver på jobbet, mangler i hjemmet, ordrer til manden og aftaler i børnehaven. Lister, lister, lister.

Der skal være orden, rette linjer, fokus. Og det er der sådan set også – lige indtil den dag Poul kommer hjem og fortæller, at han har en inoperabel ventrikelcancer. Han skal dø, og det endda lige om lidt. Så vælter Ditte Winthers tilværelse, og efter mandens død ender hun med at tage på en slags dannelsesrejse til Vietnam med Joachim. En rejse, hun og Poul havde planlagt at gennemføre sammen…

Chokerende realistisk
Indtil nu lyder handlingen i Lotte Garbers' tredje roman, Pendul, sikkert både velmenende og en smule banalt. Men hvor bogen uden tvivl er velmenende, er den alt andet end banal.

Den er helt fuldstændig chokerende realistisk i sin beskrivelse af tab. Af følelsen af tab. Af følelsens fysiske manifestationer. Den er realistisk i en sådan grad, at det er tæt på traumatiserende overhovedet at læse romanen – men samtidig er det næsten også vederkvægende eller måske snarere bekræftede.

Det er som at finde ind til en kerne af noget meget stort og meget uforløst i sig selv – og bekræftelsen af, at denne kerne faktisk eksisterer, at denne kerne pulserer og af at kontakten med den gør så frygtelig ondt, er også en bekræftelse af at være i live og i stand til at elske.