Sukkerknaldende

Louise Rosengreen debuterer med charmerende digte om fester og opvask: Lydstykker er som et soundtrack til en forelskelse.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: I en tid, hvor lyrikken spiller en stadig mindre og mindre rolle, ikke blot i vores samfund generelt, men også inden for det litterære område som sådan, er det dejligt, at Borgens forlag stadig holder lyrikkens sprogfane nogenlunde højt og sørger for, at der udkommer ny dansk lyrik, som er innovativ og spændende.

Man fristes nok til at kalde temaet typisk for en debutant: Digtene, som handler om den berusende forelskelse, der langsomt ophører og opløses, kulminerende i og med et sammenfald med mormorens død, der beskrives sidst i samlingen. Men til trods for, at temaet kan forekomme en smule naivt, formår Rosengreen at imponere i sine sukkerknaldende digte, især fordi naiviteten er bevidst og sødmefuld, hvilket jo passer fint til forelskelsens stilleje.

Digtene udspiller sig generelt i et hverdagsligt ungdommeligt univers med fester, demonstrationer, opvask, samlejer, eftertanker, og de knytter sig tæt opad rock- og popmusikken, dvs. en række nyklassikere fra The Beatles til Radiohead, og bogens omslag er udformet som et omslag til en singleplade, dvs. sådan én forældet ting man lægger på en pladespiller, du ved nok. Det er fint fundet på og passer godt til indholdet.

Mundrette digte
Digtene er mundrette og bør læses op, måske endda med en passende lydkulisse, fx nogle af de mange sange, som der halvvejs citeres fra og kredses om i løbet af bogen. Desuden snubler Rosengreen hellere end gerne over et ordspil eller et rim, som når hun skriver "Leverpostej rimer på jeg elsker dig" eller "Her var de, siger du, gøgler med nøglerne og giver min kind et smækkys, inden du/smækker døren".

Indrimet gøgler/nøgler er frisk, næsten rapagtigt, ligesom associationen smækkys/smækker med døren føles naturlig i Rosengreens univers, der på mange måder kan minde om en anden ung lyrikers, nemlig Rasmus Nikolajsens. Rosengreen har både en bevidst digterisk lethed og den pikareske beskrivelse af at være forelsket til fælles med nogle af Nikolajsens digte.

Tonen er koket og ligefrem, og den verden, der beskrives gennem digtene, er genkendelig for enhver, der nogensinde har været ung og forelsket, også selvom måden, den beskrives på, oftest er bevidst underfundig og naiv, ja charmerende kunne man igen sige med et efterhånden slidt udtryk. Samlingen har et fint og naturligt flow henover siderne, der kan give mindelser om nogle af Dan Turèlls tekster, også selvom de er skrevet fra et langt mere feminint perspektiv.

Hvis jeg skulle undervise i gymnasiet, tror jeg, at jeg ville præsentere mine elever for disse digte. De burde kunne gøre indtryk og få eleverne i gang med at læse noget ny dansk lyrik.