Skotske Louise Welsh debutroman er et blændende velskrevet styrtdyk mod Glasgows mindst attraktive sider. En fremragende bog, intet mindre.

ANMELDELSE: – Hov! Det var sguda min station det dér! Nå, hva' Fa'en…

Anmelderen sad i toget på vej til arbejde med Louise Welsh' debutroman Det skjulte rum i hænderne – og tilsyneladende også i hovedet. I hvert fald buldrede toget videre forbi Nørreport i København, hvor han egentlig skulle have hoppet af og hastet ud i den almindelige morgentravlhed. Ærgrelsen fik dog dårligt lov til at fæstne sig, inden han igen sank ned i sædet og returnerede til det hårdkogte, overraskende og hæsblæsende klimaks i Det skjulte rum.

Heldigvis kørte præcis dét tog ikke længere end til Østerport – ellers er det svært at sige, hvor anmelderen var dukket op til overfladen igen. For der var stadig mere end 30 sider tilbage i Welsh' opslugende bog. Og nok blev de vendt i én lind strøm, men samtidig blev det gjort nydende og så langsomt som utålmodigheden tillod – så hvert et ord kunne synke ind og efterlade sit eget indtryk, sin egen nuance, sit selvstændige bidrag til billedet af et lille mesterværk af en thriller.

Snuff i villaen
Det er nemlig en af dén slags bøger, vi har med at gøre: Et mindre mesterværk i sin genre. Det er ikke, fordi hele bogen er afviklet i et hæsblæsende tempo, at det næsten gør ondt at lægge den fra sig igen. Det er heller ikke, fordi den hele vejen igennem er ligefrem nervepirrende spændende, at den sidder som limet til læserens hænder.

Det er snarere, fordi Welsh lykkes umanerligt godt med at puste liv ind i sine figurer – specielt hovedpersonen, den excentriske, homoseksuelle 43-årige auktionarius Rilke. Og fordi hun i samme stil formår at gøre scenen, de forblæste, regnfulde gader og natklubber i Glasgow, levende.

I korte træk er historien den, at Rilke bliver tilkaldt for at vurdere inventaret i et rigmandshjem. Undervejs i processen falder han over nogle pornografiske fotografier, som fanger, fascinerer og frastøder ham. Ikke pga. det seksuelle motiv – men fordi det er snuff. Altså enten iscenesat eller virkelig dødsporno.

Dét starter Rilkes rejse nedad og indad i Glasgows mildest talt mindre pæne kvarterer. Et langt stykke hen ad vejen færdes han hjemmevant, men efterhånden trænger han dybere ned i snavset, dybere ned i et forrået og gradvist mere ukendt univers.

Den fødte outsider
Og det er hans færd, snarere end det er det egentlige mysterium; hvem var pigen på billedet – blev hun faktisk dræbt og i givet fald af hvem, der fanger læseren ind. Sproget og stilen er rå og maskulin, og stort set hele vejen lige ud af landevejen uden de store svinkeærinder. Der er en særlig, stemningsskabende, bitter-melankolsk poesi i Rilkes/Welsh' skildringer af det skotske regnvejr, som et eller andet sted passer så forunderligt til romanens forhutlede helteskikkelse.

For nok ved Rilke det meste, der er værd at vide, om møbler, kunst, antikvariske bøger, stoffer (både dem til at fremstille fx gardiner af og de andre til at komme igennem hverdagen med) , stil, påklædning osv. osv. Nok er han særdeles bevidst om sin egen udstråling, nok er han uhyre opmærksom på andres små tegn og vink – men det ændrer ikke ved, at han er den fødte outsider.

For det første er han bøsse i et overvejende heteroseksuelt miljø. Og for det andet er han velsignet med en teint og et udseende generelt, der får ham til at ligne et omvandrende lig – om end med en usædvanlig gennemtrængende udstråling. Undervejs på sin færd mod bunden tilbydes han fx en filmrolle som vampyrfiguren Nosferatu. Dyster, sort, uden forsonende træk.

Klimaks i opskruet tempo
At det er Rilke og hans fremfærd i romanen, der er det mest interessante og ikke opklaringen af det egentlige mysterium, betyder ikke, at dette sidste er uinteressant. Og da specielt ikke, da hele situationen vendes på hovedet i bogens klimaks. Dér sætter Welsh spændingstommeskruerne på sin læser og skruer stramt til, samtidig med at hun skruer gevaldigt op for tempoet.

Afsløringen af tingenes egentlige sammenhæng falder i et tempo, der er lige akkurat dén smule højere, end læserens eget, indre detektivarbejde med at afdække plottet, der gør, at siderne flimrer forbi, og at bogen generelt og afslutningen specielt ikke kan anbefales til læsning i toget, hvis der er ting i den virkelige verden, der er absolut uopsættelige…

Romanen er Louise Welsh' debut, og den har indbragt forfatteren en række priser i Storbritannien, ligesom bogen er oversat til 14 sprog og filmatiseringen angiveligt allerede i gang. Succen'en er med andre ord hjemme – og den er mere end velfortjent.