Kontante sæbebobler

Maja Lucas formår at skrive afmålt uden at miste styrke. Hendes anden bog er en overbevisende samling prosastykker, som ind imellem ligner digte.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Da jeg første gang bladrede igennem Min far kan lide fugle, oplevede jeg den som en meget venlig bog. Der står ikke så meget på de små sider, og linjerne er delt med solide mellemrum, et let indtryk, som strækker sig gennem læsningen.

Nyt territorium
Samlingen er et andet rum for Maja Lucas, som også behersker en lidt grovere novelleform. De korte prosastykker har måske det tilfælles med novellerne, at de er kontante og dog konsekvent ikke-buldrende, men det skal understreges, at denne samling er afgørende nyt territorium i den forstand, at en del af teksterne læner sig kraftigt op ad, hvad man må betegne som "digt".

Selvom bagsideteksten afslører, at der fortælles om en families opløsning, så har jeg slet ikke haft oplevelsen af at sidde med næsen i en tung bog. Maja Lucas er en meget kølig betragter, og hendes måde at tale om tomhed og forfald på er så enkel, fræk og humoristisk, at teksterne virker som sæbebobler, der af sig selv springer op i panden på læseren.

Fortidens tågeverden
Fortællerens forældre og bedsteforældre er gennemgående figurer i korte udsnit af erindring og absurde drømmesituationer, som spiller naturligt sammen med fortidens tågeverden.

Man kan måske sige, at der tales om en families verden, som er forduftet. Fortælleren står på den anden side i et tomrum og ser, hvordan sproglige tråde fra minder og fortidige bevægelser trækkes gennem kroppen, men tonen er på ingen måde sentimental. Der er snarere tale om en lettelse. En lettelse, som selvfølgelig ikke er uproblematisk.

Lokkende sætninger
Hun egner sig virkelig godt til ikke at sige særligt meget, og det, jeg oplever som den vigtigste kvalitet, er netop dét, at det hele tiden gøres så kort som muligt. Som om hun lige stiller nogle lokkende sætninger frem for pludseligt at lukke det hele ned igen og efterlade læseren med et rum, kun præget af en koncentreret forfatterindsats.

I den forbindelse er det så interessant, hvordan den ene korte tekst tager den anden. Der er en rytmisk fornemmelse og en stærk personlig stemme i stykkerne, som går igen fra hendes noveller, og det er noget af det, der skaber sammenhæng. Selvom der klippes fra beskrivelser af drømme og små stumper erindring til enkelte mere abstrakte lyriske linjer, så er der hele tiden en meget sikker, nærmest kontrolleret tone i bogen.

En speciel evne til at skrive nøje afmålt uden at mindske slagkraftigheden er nok en af de ting, som gør Maja Lucas til en særdeles spændende forfatter