Pige med stil

ANMELDELSE Det handler om pigen Ida, der har en mildest talt belastet baggrund at tage med sig rundt i den håbløshed, hendes voksenliv har udviklet sig til. En troværdig paranoia vokser frem mellem nutidsplanets fokusering på stoffer og kedsomhed og en forgæves søgen i fortidens forsømte barndom og desperate ungdom.

Handlingen udspiller sig i et København, der gennem romanens udviklingsgang, bliver mere og mere uvirkeligt, som personer dukker op og forsvinder og vist nok også fordobles. Ganske god uhygge henimod slutningen.

Cool og usentimental
Af et socialrealistisk emne at være får temaet en cool og usentimental behandling, men stilistisk er den desværre sådan lidt på vippen. Noget af det kan minde om minimalisme og kortprosa, mens andet minder om (læs: er) triviallitteratur. Helt lykkelige er omstændighederne ikke.

Og selvom romanen har grundlæggende styr på sig selv og bliver bedre og bedre, som læsningen skrider fremad, er der alt for mange stilbrud til, at det litterære rum bliver stort og sikkert nok til at bære forfatterens tough-girl attitude hele vejen ind i lysets himmel.

Stilen går i stå
Det sker alt for ofte, at det stilistiske arbejde pludseligt går i stå midt i en litterær bevægelse. Det er ikke helt godt når fx: "Den nye vej hjem betød, at Ida måtte gå ad Mejers Allé. Her var telefonboksen altid smadret. Cykellig lå i en bunke. Og en utryg stemning lurede."

Jeg véd ikke, hvordan I andre har det derude, og det kan godt være, at det er tegn på urbant forfald, stigende kriminalitet og ulykkelig senmodernitet, at døde cykler og telefonbokse befinder sig på Mejers Allé, men det gør mig ikke sådan voldsomt utryg at få at vide, at en utryg stemning lurede.

Poetisk prosa
På den anden side forstår Lulu Marie også, som salig Nietzsche formulerede det, at lade poesien kigge prosaen over skulderen. Og det er da ikke helt ringe når: "Han hed Mark. Han var sød og høflig, men han havde øjne, der vidste for meget om ondskab og ensomhed."

Hvis vi nu ser gennem fingre med den måde hans navn kastes i hovedet på os (som en finger i et øje: Mark – av for den lede…), så kan vi jo dog se, at øjnene er sjælens spejl. At sætte ensomhed og ondskab sammen er at åbne en skæv dør på klem til dæmonernes domæne. At flytte den sammenstilling ind i en betragtning af et par besjælede øjne giver, uden at være stjernekrydsende genialt, et dekadent raffinement som klæder teksten i øvrigt.

Fornuftige livtag
Alt i alt er Bløder altså en blandet fornøjelse. Men først og fremmest er den glidende og glat at læse, og den tager også nogle fornuftige livtag med sine små blindgyder af druk, ligegyldighed, narkomani, hor og angst.