Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 24.11.2003
[Opdateret d. 24.11.2003]

UDDRAG
Vagn Lundbye:
Døren der ikke må åbnes. Indianske myter fra Nordamerika.
Essays/antologi
[Illustreret med 20 malerier af Charles B. King og George Catlin]
222 sider
Kr. 299,-
Forlaget Sesam
Udkommet efteråret 2003

 

Af
Vagn Lundbye




Omslag til Vagn Lundbyes Døren der ikke må åbnes. Illustrationen er George Catlins maleri af Mah-to-toh-pa (Four Bears)

Bogens indhold:
1. Indledende essay på 45 sider af Vagn Lundbye, hvor myterne tolkes set fra det 21. århundrede.

2. Oversatte indianske myter, sange og digte. I alt 46 tekster delt op i fem hovedafsnit (alle med introduktion af Lundbye):
I De magiske kræfter
II Flugten fra himlen
III Den baglæns vind
IV Det væsentlige liv
V Manden som blev til en sten

3. Essayet Den faste klippegrund af Hartley Burr Alexander, der sætter de indianske myter i sammenhæng med andre folkeslags

[Teksterne er oversat af Arne Herløv Petersen, Vagn Lundbye og Tage Hind]


*

RELEVANTE LINKS:

"Som kultur-revolutionær civilisations nedbryder er han dansk litteraturs shaman" sagde Suzanne Brøgger i festtalen, da Vagn Lundbye fik Det Danske Akademis store pris i 2002

Læs Informations anmeldelse af Døren der ikke må åbnes – "...er der noget, der præger digteren Vagn Lundbye, så er det respekten for det helt anderledes..."

Besøg Vagn Lundbyes side på Forfatternet – læs om inspirationer, bl.a. Albert Dam, Borges og Kaalund

Politiken har en linkside med anmeldelser, interviews og artikler om og med Vagn Lundbye

Læs Senturas anmeldelse af Vagn Lundbyes selvbiografiske og grumme Trefoldighedsbarn fra 2002 – "fortjener opmærksomhed, fortjener læsere"

Vagn Lundbye er netop fyldt 70 år. I den anledning har Borgen udsendt Årsagers fuglestier – udvalgte digte 19o67-2003 – læs et digt fra bogen på Lyriklisten


 

I FORORDET til sit udvalg af indianske myter og digte filosoferer Vagn Lundbye over nogle af nutidens brændende emner: 11. september, globalisering, terror og krig.
    Hans pointe er, at der er grænser for, hvor meget dumhed, vi kan tillade os, skal ødelægge de sammenhænge, der gør os til ægte mennesker: Det gælder både hvide amerikanere og islamiske fundamentalister.
    Vi har fortsat brug for en dybere viden i form af fantasi, myter, digtning og dyr. Der er døre, som vi aldrig skal åbne – uanset hvor fristende det kan være. En viden som nedenstående myte viser, at indianerne kan lære os noget om:

[Uddrag fra Vagn Lundbye: Døren der ikke må åbnes, Sesam 2003]

Bagdøren der ikke
måtte åbnes

(Hopi)


H
a-ya, ha-ya, mel-lo ...
    Således påbegyndte folket sin vandring med at bestige et højt bjerg. Det var ledsaget af to insektmennesker, der lignede græshopper, máhu [insektet, der har varmekraften]. På toppen mødte folket en stor fugl, ørnen. En af máhu'erne, der var folkets talsmand, spurgte ørnen: "Har du boet her meget længe?"
Illustration fra bogen. Charles B. King:  Pawneehøvdingen Ohuy Turgoh (Peskelechaco). Billedet er et af kun ni eksisterende indianerportrætter af Charles B. King, der alle befinder sig på Nationalmuseet i København. De spændende beretninger om Charles B. Kings og George Catlins indianerportrætter - malet længe før det almindelige fotografi i 1840'erne og således eneste vidnesbyrd om hvordan 'frie indianere'så ud - er gengivet i forordet til Døren der ikke må åbnes.
Illustration fra bogen. Maleri af Charles B. King: Pawneehøvdingen Ohuy Turgoh (Peskelechaco)
"Ja," svarede ørnen, "siden denne Fjerde Verden blev skabt."
    "Vi har rejst langt for at nå til dette nye land," sagde máhu'en. "Vil du give os lov til at bo her hos dig?"
    "Måske," svarede ørnen. "Men jeg må prøve jer først."
    Han trak en af de pile, han holdt i sine kløer, frem og gav de to máhu'er besked på at træde nærmere. Til den ene af dem sagde han: "Jeg vil stikke denne pil ind i dine øjne. Hvis du ikke lukker dem, kan du selv og hele det folk, der følger efter dig, blive her."
    Derpå stak han pilespidsen så tæt på máhu'ens øje, at den næsten rørte ved det, men máhu'en blinkede ikke engang.
    "I er et folk med stor styrke, men den anden prøve er meget sværere, og jeg tror ikke, I vil bestå den."
    "Vi er rede til den anden prøve," sagde de to máhu'er.
    Ørnen trak en bue frem, satte en pil på strengen og skød den første máhu gennem kroppen. Máhu'en løftede, mens pilen stak ud af hans side, den fløjte, han havde taget med sig, og begyndte at spille en blid og sødmefuld melodi.
    "Godt," sagde ørnen. "I har mere kraft, end jeg troede!" Og så skød den den anden máhu med den anden pil.
    De to máhu'er spillede, begge gennemboret af pile, endnu blidere og mere sødmefuldt på deres fløjter og fremkaldte en lægende vibration og en sindets styrkelse, der helbredte deres gennemborede legemer.
    Så gav ørnen selvfølgelig folket tilladelse til at bosætte sig i landet og sagde: "Nu, hvor I har bestået begge prøver, kan I bruge min fjer, når som helst I måtte ønske at tale med Skaberen, Fader Sol, og jeg vil overbringe jeres budskab, for jeg er luftens besejrer og højdernes herre. Jeg er den eneste, der har magt over det øvre rum, for jeg står for åndens ophøjethed og kan overbringe jeres bønner til Skaberen."
    Lige siden har folk brugt ørnefjer som deres bedefjer eller páho og sunget for et sygt barn, fordi de ved, at musikkens milde klang vil hjælpe med at helbrede det. Græshoppen máhu bliver kaldt den Pukkelryggede Fløjtespiller, kachina'en bliver kaldt Kókopilau, fordi han så ud som træ [koko-træ; pilau-pukkel]. I puklen på ryggen bar han frø af planter og blomster og med sin fløjtemusik skabte han varme. Da folket vandrede ud over kontinentet, indhuggede de billeder af ham på klipper hele vejen fra sydspidsen af Sydamerika og op til Canada, og det var disse to máhu'er som Blå Fløjte- og Grå Fløjte-klanerne blev opkaldt efter.
    Da folket havde fået ørnens tilladelse til at bosætte sig i landet, delte det sig op i fire grupper, der gik i hver sin retning. Blå Fløjte-klanen fulgte dem, der drog mod nord, ledsaget af en af de to máhu'er. Med mellemrum stoppede denne Pukkelryggede Fløjtespiller op og udstrøede frø fra sin pukkel på ryggen. Så vandrede han videre, mens han spillede på sin fløjte og sang en sang. Hans sang huskes stadig, men ordene er så gamle, at ingen ved, hvad de betyder. Sangen lyder sådan:

    Kitana-po, ki-tana-po, ki-tana-po, ki-tana-PO!
    Ai-na, ki-na-weh, ki-na-weh
    Chi-li-cha, chi-li-cha
    Don-ka-va-ki, mas-i-ki-va-ki
    Ki-ve, ki-ve-na-meh
    HOPET
!

Edderkoppekvinden anførte den gruppe mennesker, der drog mod nord. Den omfattede fem klaner: Edderkoppeklanen, der var opkaldt efter hende. Blå Fløjte-klanen, Ånde- eller Ildklanen, Slangeklanen og Solklanen. De vandrede langsomt op gennem kontinentet på vestsiden af bjergmuren. Det var let at komme frem i det tropiske land, hvor det var varmt, og der var masser af frugt og grøntsager at spise. Så blev landet tørrere og koldere. Nogle gange stoppede de op et år eller mere for at så og høste noget af den majs, de bar med sig. De lavede boliger ved at grave huller i jorden og sætte tag af kvas og stokke over dem, det som folk nu kalder "grubehuse". Så flyttede den stjerne, der viste dem vej, sig videre, og de pakkede igen deres ting for at følge den. Resterne af disse grubehuse og de inskriptioner, de lavede på klipperne på vejen, er de "flag" og "fodspor", der markerer deres lange rejse.
    Stjernen blev ved med at lede dem stadig længere nordpå, indtil de kom til et land med evig sne og is. Om natten gravede de sig ned i snedriverne og holdt varmen ved den varmekraft, de kunne fremkalde. For at få vand plantede de den lille krukke vand, som de altid bar på; den blev til en kilde, der strømmede med vand, fuldkommen som den havde gjort det i de tørre ørkener, de havde krydset sydpå. De bar også på en lille skål med jord. I den såede de frø af majs og melon; og da de sang over den, voksede frøene op til planter, og planterne bar majs og meloner. Således var den kraft, de havde, fordi de stadig var jomfrueligt rene i denne nye Fjerde Verden.
    Til sidst nåede de frem til det, der nu er Polarkredsen.
    "Det er så langt, vi kan komme," sagde de til hinanden. "Vejen er spærret af et bjerg af sne, et hav af is. Det er tydeligt, at dette er bagdøren til den Fjerde Verden, som Sotuknang sagde var lukket for os."
    Men Edderkoppekvinden opfordrede dem til at fortsætte.
    "I er blevet givet magiske evner," sagde hun. "Brug dem. Smelt dette bjerg af sne, dette hav af is."
    Edderkoppeklanen gik straks ind på tanken og overtalte de andre til at samle deres magiske evner for at smelte den lukkede Bagdør. Blå Fløjte-klanen brugte den Pukkelryggede Fløjtespiller til at spille på sin fløjte for at fremkalde tropisk varme. Solklanen påkaldte solens varme; og Slangeklanen prøvede at spalte bjerget af sne og havet af is med vældige vibrationer, da slangen har magt til at udnytte de vibrationer, der udsendes langs med verdens akse af de to Tvillinger, fordi han lever dybt under jorden. Fire gange prøvede de, men det lykkedes ikke at bryde igennem den lukkede Bagdør.
    Derefter viste Sotuknang sig for Edderkoppekvinden og sagde strengt:
    "Hvis min onkel Skaberen og jeg, hans nevø, havde tilladt jer at åbne Bagdøren, ville det have ført til en katastrofe. Det smeltede bjerg af sne og hav af is ville have oversvømmet denne nye Fjerde Verden og for altid ændret dens form fra den, som vi havde bestemt, den skulle have. Du har gjort uret. Fordi du har hjulpet til med at skabe disse folk og har hjulpet dem i alle deres nødsituationer, har vi givet dig lov til at forblive ung og smuk. Men da du nu har sat dig op imod vore ønsker, vil jeg lade din egen tråd løbe ud. Vi vil ikke skære den af. Bare lade den løbe ud, til du bliver en gammel, hæslig kvinde. Og nu en ting til. Fordi Edderkoppeklanen, der er opkaldt efter dig, også opmuntrede folkene til at bruge deres hellige kraft på en forkert måde, bestemmer jeg, at Edderkoppeklanen for fremtiden skal avle ondskab og uret. Det er, hvad jeg havde at sige. Nu har jeg sagt det."
    Dermed vendte alle klanerne om og drog atter sydpå langs med østsiden af bjergmuren, indtil de kom til Pisisvaiyu, der nu går under navnet Coloradofloden.
    Edderkoppeklanen skiltes fra de andre og fortsatte sydpå til det sted, hvorfra de alle var startet.
    De fire andre klaner, Ild-, Blå Fløjte-, Slange- og Solklanerne, drejede mod øst og rejste, til de kom til Atlanterhavet.
    Derefter vendte de om og begyndte på deres langsomme vandring til landets vestlige grænse.

[Oversat af Arne Herløv Petersen]

NB!

Hopi:
Pueblofolk, der lever på tre mesaer i et nordøstlige Arizona, hvortil de sandsynligvis udvandrede fra mayaerne i Mexico og Guatemala i den allertidligste middelalder. Hopi betyder "de fredsommelige", og folket, som i overvejende grad er matriarkalsk, er berømt for deres sprog, som mangler den vestlige tidsopdeling, ligesom deres rumopfattelse har meget til fælles med Einstens relativitetsteori.

[ t o p ]       [ h j e m ]