Anne-Sophie Lunding-Sørensens debutroman mangler lidt modvægt til den sørgmodige tone, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Der hviler en tung, sørgmodig tone over Anne-Sophie Lunding-Sørensens roman Lette rejsende.

Hovedpersonen Emma er en fotograf, der har slået sig ned i et nepalesisk slumkvarter. Her tjener hun sine penge på at fotografere forarmelse og desperation. Det er en beskæftigelse, der tjener som en slags metafor for hendes eget liv.

Falder aldrig til
Emma voksede op som datter af en enlig mor. Moderen, Alice, var tidligere fotomodel, men hutlede sig igennem tilværelsen. Med på forhånd kuldsejlede forhold til mænd og trivielle jobs. En tilværelse med retning mod depression og ultimativt selvmordet.

Alice og Emma er med moderens ord lette rejsende. De falder aldrig til nogen steder. De får aldrig en stabil tilværelse.

Det er gennem den voksne Emma, at vi følger historien. Bogen er en slags montage mellem nutid og fortid, hvor der konstant springes mellem Emmas nutidige liv og hendes erindringsbilleder.

Basisdemokrati og sorte rum
Vi følger bl.a. Emma og moderen, da de bor i et landbrugskollektiv, hvor idealerne om basisdemokrati og fri kærlighed skæmmes af realiteternes magt- og seksualbegær. Når beboerne har trådt ved siden af, fordømmes de af kollektivet og låses inde i et mørkt rum.

Og herfra stammer så en bærende tematik i fortællingen. Moderens liv gik skævt, da hun blev gravid som teenager og måtte bortadoptere barnet. Og senere, da faderens fordømmelse af hendes modelkarriere tvang hende ud i et brud med forældrene.

Hun bliver billedlig talt lukket inde i sit eget sorte rum. Mormoderen gør det ikke bedre, da hun efter selvmordet tager skylden på sig og i realiteten forhindrer Emma, der nu vokser op hos sin mormor og morfar, i at lukke det trauma, som moderens død medførte.

Den svære eksistens
Undervejs er vi også med til en klassefødselsdag, hvor kammeraternes foragt for Emma og moderen kommer til udtryk i en ydmygende behandling af Emma. Det står faktisk slet ikke tilbage for Knud Romers beskrivelse af børnefødselsdagen i Den som blinker er bange for døden.

Men det er ikke opgøret med en del af Udkantsdanmark, som er Lunding-Sørensens ærinde. I stedet er det den indre rejse, som Emma foretager i forbindelse med hjemrejsen til mormoderens begravelse. Sigtet er det eksistentielle. Kan man redde den lette rejsende?

Romer er altså en dårlig sammenligning. Men man kan tale om, at bogen på sin hvis ligner Butschkows Apropos Opa eller den norske Roy Jacobsens Vidunderbarn. Det er lidt den samme fortælling om at komme overens med egen baggrund og tilgive.

Ikke kun trist i trist
Anne-Sophie Lunding-Sørensen giver symbolsk Emma en ny retning, da hun lader hende brænde moderens selvmordsbrev. Men afslutningen på bogen efterlader tilsyneladende Emma i samme sindstilstand/sinds-stilstand, som hun var i, da fortællingen begyndte.

Men hvor Jacobsen har humor og Butschkow nerve, så tager den sørgmodige tone i Lette rejsende overhånd. Den mangler den modvægt, som livet heldigvis i virkeligheden har. At vi ikke er udleveret helt og aldeles til vores barndomstraumer. At vi faktisk selv kan give livet ny retning, uden der skal et væld af indre og ydre rejser til. At det hele ikke bare er trist i trist.