Digte med spjættende sound

Man kan høre, at digteren Morten Søndergaard og elektro-komponisterne Schweppenhäuser/Thomsen har taget sig god tid med deres samarbejdsprojekt Hjertets abe sparker sig fri. Albummet er en kraftpræstation, hvor Søndergårds konservative digtning dog halter noget efter musikernes spjættende kompositioner.

ANMELDELSE: Digtet kommer til at fremstå på en ny måde, når det sættes sammen med musik. I dette tilfælde er det som om, Morten Søndergaards oplæsning, hans ord, ligger inde i musikken som lydelementer, som klange.

Et fælles fundament
Der er ganske lange passager, hvor musikken kører uden oplæsning, og når en række ord pludselig dukker op, så træder de umiddelbart frem som en del af musikken – først efter et par sekunder trækkes lytterens opmærksomhed ned i ordenes dybder. Forbindelsespunktet, der hvor ordet træder ind som en anden lyd med andre dimensioner, er meget interessant, og det rammes fantastisk skarpt på denne udgivelse. Digteren og musikerne når, på en eller anden måde, den samme frekvens.

Jeg oplever musikernes kompositioner som det stærkeste element på pladen. Det er som om, Morten Søndergaards digte ikke kan være med hele vejen, dertil er hans digtning måske bare for konservativ. Digtene er slet ikke lige så vilde og abstrakte som musikken, men der er altså en eller anden fælles sound mellem aktørerne, og det er det fundament, der i sidste ende gør albummet til et kraftfuldt værk.

En musikalsk sprængladning
I passager, hvor musikerne hugger digtene op, klipper i oplæsningen, spiller ind igennem den, får Morten Søndergårds digte et potent og tæt spjættende elektronisk los i røven, og det hjælper. Der er en lidt gammeldags stivhed i Søndergaards digtning, og i den forbindelse virker Schweppenhäuser og Thomsens musikalske sprængladning altså helt passende.