Klassiske motiver i hverdagen

Niels Lyngsø har i sine nye digte forladt det meget formmæssigt eksperimenterende, som har præget hans forrige bøger, til fordel for en mere personlig tone. Men de river for lidt, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: I prologen til Niels Lyngsøs nye digtsamling befinder jeget sig i en by, hvor "Der er efterårsblade alle vegne; asfalten, alle facader, alt, selv himmelfirkanten foroven, er dækket af løv i alle nuancer af gul og orange og rød."

Ingen kan altså være i tvivl: Bogen er fyldt til bristepunktet med de store, klassiske motiver – himmel, blod og ild – og både den indre og ydre verden står i lys lue.

Og så alligevel ikke. For det viser sig kun at være sandt for en overfladisk betragtning.

Digte midt i livet
På udgivelsesdagen fyldte forfatteren 39 år, og det er således oplagt at læse samlingen som en slags digterisk midtvejsskildring. Der bliver set tilbage på livet og frem mod døden. På én gang psykologisk nærgående og kedsommeligt navlepillende.

Men selv om Niels Lyngsø umiddelbart lægger op til at give af sig selv og tærer på sit eget og sine nærmestes liv, går han i virkeligheden ikke særligt meget i kødet på de store motiver, han tager op til behandling. Livet og døden bliver først og fremmest til noget, hvis eksistens og gensidige afhængighed teksterne peger på, ikke noget de for alvor river i.

Romantisk svulstighed
Udover teksterne om digteren selv handler andre om forældrenes død, en række om kærlighed og tre om den tyske benedikternonne Hildegard von Bingen. Flere af dem er præget af en spændt hverdagslighed. Det antydes, at alt det almindelige er omgivet af en underlæggende potentiel magi. Portrætteringen kommer desværre til flere gange snarere at påpege det modsatte, nemlig at det dramatiske sprog i virkeligheden er ret slukøret snarere end ildsprudlende.

Forfatteren har også fået den idé flere steder at dele sammensatte ord mellem to linjer. Sub og woofer gør sig efter denne læsers mening bedst som et enkelt ord – på en enkelt linje. Orddelingen er et poppet trick, der også virker undergravende i forhold til de dybere motiver, som Lyngsø forsøger at arbejde med.

39 digte er bestemt og tydeligt formmæssigt dramatiseret – og som koncept er bogen aldeles nydelig. Men ildens tunge synes ikke at kunne slikke sig fri fra de dybe vokaler, som giver teksterne en overdrevet og utidssvarende romantisk svulstighed.