Nyt for lystfiskere

ANMELDELSE: Ved udgivelsen af det forrige dobbeltnummer lovede redaktionen bag tidsskriftet Ildfisken, at det følgende skulle blive et rent lyriknummer, men selvom lederen til nr. 37/38 fastslår: "Her er det så, det rene lyriknummer", er denne anmelder ret sikker på, at det er endt som noget helt andet end de fleste – inkl. de involverede selv – havde forestillet sig.

Der bliver budt på relativt store mængder tekst fra tre af redaktionens medlemmer, Anne-Louise Bosmans, Mads Eslund og Anders Abildgaard Nielsen; to unge kvinder, Lene Asp Frederiksen og Katinka My Jones, som snart debuterer på Ildfiskens forlag Anblik; og endelig fra Christian Dorph, Chresten Forsom, René Jean Jensen og Martin Larsen.

Det er således forlagets egne, det er venner og det er tidligere forfatterskoleelever. Altså ligner det, ligesom forlaget Anbliks øvrige udgivelser, overordnet set en lukket klub.

Kritik i lænker
Redaktionen har delt de ni bidrag i tre grupper. Disse er blevet sendt til de tre anmeldere Jørn Erslev Andersen, Anne-Marie Mai og Tue Andersen Nexø, som så har fået udstukket nogle retningslinjer for deres læsninger: "Deres bidrag måtte ikke forme sig som anmeldelser [...]; vi var ude efter at få et signalement af teksternes præmisser og måder. Kritikerne måtte desuden ikke referere til forfatternes (eventuelle) øvrige tekster, men derimod kun forholde sig til bidragene i nummer 37/38."

Det er uden tvivl Tue Andersen Nexø, der tager opgaven mest seriøst og bogstaveligt. Han fokuserer i sin læsning af René Jean Jensen, Anne Louise Bosmans' og Chresten Forsoms tekster på deres indbyggede "maskiner", "de greb og finter, som forfatteren gør brug af for at skabe fremdrift og energi i sin tekst."

Anne-Marie Mai skriver om det lyrisk-meditative hos Anders Abildgaard Nielsen, Lene Asp Frederiksen og Christian Dorph. Og anstrenger sig måske vel meget for at finde lighedspunkter mellem hendes tre digtere: "De tre tekster har hver på deres nåde forløb og er samtidig lyrisk meditative i forhold til deres problemstillinger om billeddannelse og poetik." Dét er en karakteristik som må siges at passe på en væsentlig procentdel af al den lyrik, der bliver skrevet. Hendes læsning synes at være mærket af, at hun har måttet kæmpe med redaktionens lænker.

Hvilket ærinde Jørn Erslev Andersen er ude i er straks noget sværere at afkode. Hans læsning er et stykke delvist nedladende og irriteret venstrehåndsarbejde, der skraber lidt hist og pist i teksterne. Han vågner mod slutningen, men arbejder sig ikke særlig langt eller grundigt ind i Mads Eslunds, Martin Larsens og Katinka My Jones' tekster. Desuden giver han, stik imod retningslinjerne, flere gange udtryk for sine holdninger til teksterne.

De skønlitterære indslag er bedst
Hvad de skønlitterære indslag angår, så er der langt flere interessante ting at komme efter.

Det er fedt at se så meget fra hver bidragsyder og Chresten Forsom debuterer i god form med tekster, der udspiller sig i et uudgrundeligt, sprogligt prøverum, hvor spatieringen [opdelingen, red.] – som Tue Andersen Nexø også påpeger – er meget vigtig. Det mærkede man også, da Ildfisken afholdt reception for udgivelsen med oplæsning af bl.a. Forsom. Her gjorde han meget ud af pauserne mellem de forskellige led i sin perlerække af små, poetisk substante – men også morsomme tekster.

Flere af digterne byder på cyklusser, suiter eller som i Anne-Louise Bosmans' tilfælde, sågar noget der ligner en lyrisk mini-punktroman om kærlighed og alderdom. Mads Eslund har skrevet nye bekendelser og synes som også Christian Dorph at være optaget af maskulin seksualitet og fortvivlelse.

Martin Larsen fortsætter med sine metrodigte den stadige nordiske revival af den franskfødte forfattergruppe OuLiPo og dennes lyriske eksperimenter, som også har været inspirationskilde til Peter Adolphsens sidste bogprojekt, En million historier.

Halvt vellykket – halvt mislykket
Konklusionen på Ildfisken nr. 37/38 er, at det som koncept betragtet er et for indspist, kun delvist vellykket, halvt mislykket projekt.

Til gengæld får mængden af gode forfattere og indslagene af skønlitteratur reddet nummeret – og giver meget at læse og endnu mere at diskutere. For inkarnerede litterære lystfiskere er det stadig et must!