Mærkelig. Meget tættere på kommer man ikke, når man beder Steen Langstrup kommentere sin ny bog, Måne måne. Det er historien om en kvinde, der hvirvles ind i en stadig mere vanvittig og omsiggribende historie, hvor månen falder ned fra himlen – og det centrale spørgsmål er: "Hvor fri er du?" Svaret kommer som et chok – både for hovedpersonen og for læseren…

INTERVIEW: – Jeg er historiefortæller først og sidst. Hele dobbeltspillet, de forskellige fortællemæssige tricks og kneb, ja, selv at lade satsen [bogens tekstopsætning, red.] være en aktiv del af fortælleredskaberne, alt det er noget, jeg tænder på. Jeg elsker at dykke ned i det spind af blændværk og twists, som et godt plot består af, at søge nye veje og tilveje og udveje. Hvis der er et fælles træk gennem alle mine bøger, så er det det…

Ordene er Steen Langstrups, og de falder i en samtale om hans nye roman, Måne måne. Den i særklasse bedste roman af Langstrup, jeg har læst – og et varmt bud på årets absolut bedste danske spændingsroman. Den virker mere helstøbt og mere "voksen" end hans tidligere (gode!) bøger. Dvs. det med det "voksne" er forfatteren ikke ubetinget tilfreds med. Selv siger Steen Langstrup:

– Voksen… Jaaa, jeg er ikke uenig med, hvad jeg tror, du mener, men jeg synes, det mellem linjerne siger noget om mine andre bøger, som jeg bruger mange kræfter på at ryste af mig. Kunne man sige "modne bog" i stedet? Allerbedst kan jeg nu selvfølgelig bedst lide "bedste bog"…

Genistreg
Voksen, moden eller noget helt tredje… Bogen er god! Den har et velorkestreret, sindrigt plot, der virker uoverskueligt, kaotisk, næsten skræmmende og til tider irriterende hemmelighedsfuldt. Alligevel læser man videre – på jagt efter sammenhæng og afklaring. Og når så Steen Langstrup som i et fikserbillede viser én tingenes rette sammenhæng, viser én hvordan de 2-300 sider, man hidtil har læst, egentlig hænger sammen, mister man fuldstændig pusten.

Man bladrer tilbage for at se detaljerne, læse beskrivelser og dialogen med sine nye, altseende briller. Og pludselig forekommer alt det uoverskuelige, kaotiske og irriterende indlysende, og man undres over, hvorfor man ikke omgående fik øje på dén sammenhæng. Men det gjorde man ikke – og det gør, vil jeg vove at påstå, kun meget få læsere. Og det er dér, genistregen i Langstups bog ligger. Det er simpelthen overbevisende lavet!

Det skrevne liv
Forud for interviewet havde jeg en fornemmelse af, at Langstrup kun sjældent har gennemtænkt og nedskrevet en fuldstændig plan for sine romaner, inden han går i gang – altså benytter sig af en såkaldt synops eller synopsis – og i dét lys forekommer den kringlede konstruktion af Måne måne ekstra overbevisende. Men så er der lige det, at…

– Dér husker du forkert. Jeg bruger i allerhøjeste grad synops. Det er lidt forskelligt, hvordan jeg rent praktisk gør det. Der er ikke to bøger, der skrives på samme måde; det er jo ikke en fabrik. Men jeg har altid et komplet skelet i hovedet, før jeg begynder. Det bygges der så videre og nogle gange om på undervejs. I Måne måne udarbejdede jeg en synops hen ad vejen – del for del. En roman er en levende ting helt frem til sidste punktum, og det er langt fra alt, der blev, som jeg troede, det skulle være, da jeg satte mig til bordet og begyndte på at skrive første linje, fortæller Langstrup. Han fortsætter:

Hvorfor en kvinde?
Hovedpersonen i Måne måne er en kvinde. Ikke det valg, der virker mest oplagt for en mandlig forfatter – og også et risikabelt valg, eftersom det i mange tilfælde kan virke forstyrrende, når en forfatter skaber en hovedperson af det andet køn: Som læser er man i de tilfælde måske lige dén tand mere opmærksom på de træk, der er med til at manifeste figuren som en helstøbt person af det givne køn. Når det er en mand, der har skrevet bogen, kan det komme til at virke strittende, når den kvindelige hovedperson lider af menstruationssmerter – også selvom det ikke ville have gjort det med en kvindelig forfatter…

– Jamen, jeg ved ikke altid, hvorfor jeg lige kommer på en idé. Jeg begriber faktisk ikke, hvorfor hovedpersonen er en kvinde. Og jeg sad af og til og var lidt træt af alt det kvindefims undervejs. Man skal huske, at det tager meget længere tid at skrive en bog end at læse den. Jeg levede med Ella [hovedpersonen i Måne måne, red.] i halvandet år og havde inden da bakset med historien og hende i hovedet i flere år.

– Jeg var meget opmærksom omkring at holde/finde balancen med det kvindelige. Det var aldrig aktuelt for mig at bruge en mand i stedet. Jeg ved ikke, hvorfor det skulle være en kvinde, men det skulle det. En stor del af at skrive er for mig at gøre det, der føles rigtigt. Forfatteren behøver ikke selv at forstå. Men jeg skal indrømme, at jeg var mere usikker, end jeg nogensinde før havde været. Ella var nødt til som person at indeholde modstridende sider, måske tydeligst i hendes til tider ret maksuline træk – hun skærer igennem, hun slås, hun vil og handler. Hun taler ikke så meget, som kvinder normalt gør. Alligevel skulle hun være kvinde, så man forstod det. Min usikkerhed omkring Ella gjorde, at jeg valgte at have flere personer i mit læserpanel, end jeg havde på Stikker [Langstrups tidligere bog, red.] Det fik rettet hendes sprog lidt til og også andre detaljer.

Selvbiografisk..?
De drevne Langstrup-læsere vil også opdage andre nye ting i Måne måne. Selvom der stadig er et spændende plot, der binder hele handlingen sammen, så er der ikke tale om nogen egentlig thriller. Endnu mindre en krimi – og horror er det da slet ikke. I det hele taget er det en svær bog at rubricere…

– Da jeg sendte bogen til mit læserpanel, skrev jeg til dem, at jeg ikke vidste, hvad det var for en slags bog, jeg havde skrevet. Hvis jeg selv skulle sætte et mærkat på den, var det "mærkelig". De kom så med alle mulige bud på fordrejninger af psykologisk thriller, men jeg kan ikke selv se den som en thriller…

Bogens hovedperson, Ella, har nogle gevaldige lig i lasten. Både i forhold til sit eget liv, som udspiller sig som scripter på store internationale film i Paris – langt fra familien i Danmark, og i forhold til netop familien. I starten af bogen får Ella at vide, at hendes far er alvorligt syg, men i stedet for at rejse hjem og våge over faren sammen med resten af familien, vælger hun at blive i Frankrig…

I løbet af interviewet kommer Langstup af sig selv ind på, at han selv kommer fra en dysfunktionel familie – og derfor ligger det lige for at spørge, om der er selvbiografiske træk i hovedpersonen, på trods af hendes kvindelige køn. Dét nægter Langstrup: Måne måne er IKKE på nogen måde selvbiografisk. Han har genbrugt enkelte detaljer fra sit eget liv, men dér stopper lighederne også. Ja, eller gør de..? Langstrup er langt fra altid særlig let at få hold på:

– Det er måske alligevel lige det, jeg gør – altså iscenesætter min egen fortid. Graden af selvbiografi er jo en sær ting at diskutere. For er selvbiografier ikke af og til mere iscenesatte en det iscenesatte? Måske ligger svaret på dit tidligere spørgsmål omkring kvinderollen, netop i den ekstra distance til et smertefuldt emne? Det er ikke umuligt. Jeg nægter altså at kalde den selvbiografisk, men jeg vil stædigt i samme åndedrag nægte ikke at gøre det…

Prøvelæsning før udgivelse
Med sin forrige bog, Stikker, etablerede Langstrup sig også som forlægger med forlaget 2 Feet Entertainment, som indtil videre udelukkende udgiver Langstrups egne bøger. Det betyder, at han har afskåret sig fra mange forfatteres nødvendige sparringspartner, forlagsredaktøren.

Det problem har Langstrup vendt til sin egen fordel ved at erstatte denne med et helt panel af kyndige læsere, der læser og kommenterer bogen inden udgivelse. Lidt som når amerikanske filmselskaber laver prøvevisninger af en film, inden man sender den i biograferne.

– Det er faktisk der, jeg har tanken fra. Men jeg bruger det anderledes. I USA sker det jo, at en film laves med flere slutninger, og så vælger man den, testpublikummet bedst kunne lide. Det er ikke sådan, jeg arbejder. Det er MIT kunstværk, og det betyder noget for mig. Så de kommer ikke til at være en slags afgud på den måde. Man kan sige, at jeg bruger dem til at pudse det sidste af.

Men hvor meget er læserpanelet involveret undervejs? Ser de udsnit af bogen, eller får de den først stukket i hovedet, når den er færdig?

– Det er lidt forskelligt. Måne måne fik de først at se, da den var sat. Men det skyldes også, at satsen bruges aktivt som et fortælleredskab, og det hørte jo med, at de også så det…

Hvordan bruges så deres input? Skal der fx være flertal for et synspunkt, før det har nogen vægt?

Resultatet er med Steen Langstrups egne ord blevet en "stram og fokuseret bog – som en god roman skal være." Dét skriver jeg gerne under på som en varm anbefaling af bogen. Med dén tilføjelse, at det stramme og fokuserede først bliver tydeligt i dét øjeblik, Langstrup lader bomben eksplodere handlingen til atomer, som derefter samles i et helt nyt mønster… Indtil da virker bogen både kalejdoskopisk og uoverskuelig. Ja, det bedste ord er måske i virkeligheden "mærkelig"…