Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 16.7.2004
[Opdateret d. 18.5.2006 ]

ANMELDELSE
Jørgen Leth:
Han er nu malet blå
[Produceret af
Abdullah S, Jonas Engberg, Kristoffer Sjelberg og Bjørn Winnem
Idé og tilrettelæggelse: Jesper Ravn]
Cd
11 numre
Kr. 149,-
Exlibris
Udkommet foråret 2004

Jørn Mader:
Helte og hyklere
En personlig tour – med forord af Jørgen Leth
176 sider
Kr. 199,-
Lindhardt og Ringhof
Udkommet 29. juni 2004

 

Af
Bent Otto Hansen



 
Omslag til cd'en Han er nu malet blå

Stol på din anmelder:
Anmelderen tog et job som tv-sportskommentator i 90'erne og bestilte ekstra dundyner på femstjernede hoteller og lod sig fyre fra jobbet uden varsel for at kunne anmelde Maders bog.

Anmelderen elskede med en kvinde kl. 01:30 med cd'ens syrede loops og Leths insisterende næsestemme: "…åh, din nakke…dufter den som den plejer?" skruet helt op på ghettoblasteren og med altandøren åben for at kunne anmelde Leths cd.

Anmelderen har selv lavet blindforsøg med poesi





*

RELEVANTE LINKS:

bevs.dk findes en Jørn Mader og Jørgen Leth generator med knap 230 citater

Han er nu malet blå har 11 numre. Titlerne kan ses på exlibris.dk, hvor man også kan få yderligere facts om cd'en og evt. bestille den

Se Rasmus Nikolajsens anmeldelse Jørgen Leth er nu malet blå! om Samlede digte, der udkom 2002 på Gyldendal

Et kort essay af Jørgen Leth om at filme fodbold

Billed Bladet har også kastet sig over historien om Jørn Mader og hans bog

Læs en artikel fra Sentura #1 om sportens tv-stemmer


 

Sproglig tandem:
Jørn i Kaos og Jørgen i Kumla

Jørn Mader og Jørgen Leth kommenterer ikke Tour de France sammen mere. De har hver for sig udgivet en bog og en cd. Maders bog Helte og hyklere handler om Jørn Mader, cykling, fjernsyn og musik. Leths cd Han er nu malet blå handler om heste, kussen i vandet og svenske persienner.

ANMELDELSE: I én af de to følgende sætninger gemmer der sig en stowaway: Hendrix, Getz, Coltrane, Mader. Oksekød, flink hest, skofremstilling, bryster.

TV 2 Sportens ledelse har tvangsopløst Jørgen Leths længste 'ægteskab'.
    Hans sproglige bonkammerat Jørn Mader Cykelrytteren Marco Pantani. Billedet er omslag til Jørn Maders bog Helte og hyklere.må følge touren som blind passager og trøste sig med sine musikerkolleger Hendrix, Getz og Coltrane, der sender hinsidige hilsener fra manden på forsiden af Maders nye bog.

Manden på forsidebilledet er den afdøde italienske cykelstjerne Marco Pantani. Han og Mader havde ens frisurer og næsten samme skæg. De sloges begge en overgang med misbrugsproblemer. Pantani kunne ikke leve med det liv han havde. Mader lever.

På billedet sidder Pantani på en landevej og strejker og ser alvorlig ud. Han er tyndere end Mader. Han har bestemt ikke spist for meget oksekød og da slet ikke i den svenske by Kumla.

Dét skal man nemlig ikke ifølge Leths Kumla-digt på cd'en, hvor han læser op til hakkede hårnålesving, samplede båthorn og andre syrede båndsløjfer af musikerne Jonas Engberg og Abdullah S, der har komponeret og produceret.

"...Jeg tænder en cigaret i Kumla.
Jeg ryger den langsomt mens jeg ser en pige bag persienner i Kumla.
Man skal ikke spise oksekød i Kumla.
[...]
Jeg har været i Kumla engang.
Kumla har jeg kun været i én gang
Jeg kender Kumla. Jeg har været der engang.
Jeg sad engang bag persienner i Kumla.
Det var mig der sad bag persienner engang i Kumla.
Jørgen Leth kender Kumla. Han var der engang.
Jørgen Leth var engang i Kumla.
Jeg sad engang bag persienner i Kumla.
Jeg kunne se Jørgen Leth. Han sad og drak en øl.
Nu er der ikke mere papir i Kumla."

Citater: Jørgen Leth på cd'en Han er nu malet blå

Mader elsker jazz.
    Leth er jazz.
    Jazztrompetisten Jørgen Ryg havde et dagjob som skuespiller.
    Han sagde ord som trussenussetøs, vaskebombe, fru Andersen og Louise – og lige meget hvad han sagde, så lød det som kunst: Komikeren vil være tragiker, og tragikeren vil være komiker.

Maders kritik i bogen er modig, fordi han stadig er på TV 2. Det virker som højt spil at fare frem på den måde efter så mange år med store og eftertragtede arbejdsopgaver, og måske især efter at have beholdt jobbet trods et eskalerende alkoholproblem, som TV 2-ledelsen behandler med forståelse og takt.

Bogen indeholder interessante vinkler på livet i sporten og sporten i livet.
    Desværre svækkes Maders affyringsposition af, at bogen kommer så hurtigt efter, touren er taget fra ham, og derfor er det svært at vurdere hans kritik uden at tillægge ham revanche-motiver.
    Og han har stadig et meget eftertragtet job. At han kaldes forkælet, er ikke svært at forstå.

"Generationernes skiften er en selvfølgelighed.
Men hvorfor man midt i sit livs bedste, dér hvor modenhed, viden og energi går op i en højere enhed og skaber et hele med forståelse og overblik, skal reduceres til en ligegyldig lallende fisker i fornuftens kedsommelige vande, har jeg aldrig fattet. En entusiasmedræbende afpilning, en statistgørelse. Spild.
Hvorfor skal modne mennesker generelt presses tilbage i denne mainstream af mangfoldig ligegyldighed?"

Citat: Jørn Mader i bogen Helte og Hyklere

Bogen kan dog klart anbefales som et lidenskabeligt personligt indlæg i debatten om medier og mennesker og for Maders mod til at søge efter andet end det, billedet tilsyneladende forestiller.
    At han indtil videre må bestille confit de canard på Hotel Burdigala i Bordeaux som ex-kommentator er ikke samfundets skyld.
    Om TV 2 klarer sig uden sine to kendteste par: Mader & Leth og Bubber & Jensens Bøfhus er heller ikke afgørende for verdensfreden.

Mader i opløb...:

"...og Bettini, Bettini, Bettini og så kommer Hushovd...Hushovd, Hushovd, Hushovd, Hushovd, og der kommer Baden Cooke, Baden Cooke, Baden Cooke, Baden Cooke, og det bli'r... Pettachi!"

Citat: Jørn Mader på TV2 i 2003 [fra artiklen Poesi og pladder fra Leth og Mader, BT 26/7 2003]

Leth i udbrud...:

"Heste hvad så? Hvad tænker I på? Hvad tænker I på? Er den god nok? Er det o.k.? Er det o.k.? Hvad så? Hvad? Danske heste. Pandehår. Pandehår. Er I gode flinke? Er I gode heste? Er I det?"
Citat: Jørgen Leth på cd'en Han er nu malet blå [fra digtet Hælder alting ud]

Jørgen Leth har sin helt egen pH-værdi.
    Han kommer kørende i modsat retning af feltet alene på en tandem.
    Han har sin egen målstreg med og er bedst i modvind.
    Den sensuelle stemme er bjergtagende, og han er stjernen, men cd'en er et fornemt holdarbejde.

Samarbejdet mellem Leth, Abdullah S og Jonas Engberg, ophavsmanden Jesper Ravn og de øvrige medvirkende er velturneret. Man bliver svimmel uden at få højdesyge.

Leths kunstneriske kynisme kolliderer med Maders friskfyragtige flyvskhed.
    I Helte og hyklere skriver Mader, at Leth ikke kan bruge psykologer til noget og citerer ham for at sige: "Piller er bedre end snik-snak". I stedet bruger Leth angiveligt psykiatere, hvis han har brug for at blive løbet i gang efter en midlertidig mental defekt.

Maders kæde rasler.
    Leth har godt nok skrevet et meget opmuntrende forord i sin mangeårige ven Maders bog.
    Men ifølge BT er Leth ikke tilfreds med Maders bog efter at have læst den.
    Leth må have skrevet forordet uden at kende resten af indholdet.
    Leth mener, at Mader klynker.

Jeg vil æde EPO på, at Mader elsker Leths cd.
    Guitaristen Mader, der har indspillet plader med Sebastian og Lasse Helner.
    Han vil så gerne spille med.
    Han kunne sikkert have spillet med på Leths cd.
    Han kunne sikkert have spist kirsebær med de store sten.
    Han er selv sød og meget dygtig som sådan.
    Men ubalancen truer, som den altid har gjort, når Mader vil vejes og findes for lidt Leth.

[ t o p ]       [ h j e m ]