Mads Bunch har med bogen Samtidsbilleder givet værdigt bud på realismebølgen i den nye danske litteratur. Men spørgsmålet er, om det alligevel er helt på kornet?

ANMELDELSE: I 20'ernes København vendte Niels Bohr op og ned på den hidtidige videnskabelige verdensopfattelse. Med sit berømte dobbeltspalteeksperiment fastslog han, at elektronen og andre subatomare størrelser på en gang er bølger og partikler. Det afhænger af målesituationen.

Dette irriterede Einstein, der mente, at naturen burde kunne iagttages uafhængigt og objektivt. Noget kan ikke både være det ene og det andet. Bohrs fortolkning,, som senere kom til at blive den videnskabeligt accepterede, ramte med andre ord midt ind i Einsteins realistiske omverden. Omverden er der, mente Bohr med denne nye antirealisme. Men vi kan ikke sige præcis, hvordan den er.

Hvad i himlens navn har det at gøre med en bog om samtidslitteratur, kunne enhver læser med nogen rimelighed indvende. Det er første Deel – som nok kunde undværes! Skrev H.C. Andersen i Hjertesorg. Men alle vil vide, at den første del giver nyttige forkundskaber. I hvert fald når man kaster sig over læsning af Andersens tekst.

Læsning er netop også, hvad Mads Bunch har lavet i et imponerende omfang. Over 200 værker fra perioden 1994-2008 danner grundlaget for hans udgivelse Samtidsbilleder – med undertitlen Realismen i yngre dansk litteratur.

Forbilledligt projekt
Selve projektet er forbilledligt. Med en proklameret hermeneutisk indgangsvinkel bruger Bunch sit enorme læsepensum til at give en karakteristisk af periodens tematiseringer, former og stilarter. For Bunch starter perioden med en række udgivelser i 1994 af bl.a. Søren Damm (Transit) og Benn Q. Holm (Til verdens ende).

Det sker som et nybrud og måske også opgør med senfirsernes dominerende retning, forfatterskolens minimalistiske eksperimenter, hvor indhold viger for ordleg, følelse og stemning. Samtidigt er flere af de første realister ifølge Bunch inspireret af Bret Easton Ellis' ubehageligheder i American Psycho.

Perioden tager for alvor fart med Sonnergaard og Ejersbo, ligesom rektorskiftet på Forfatterskolen i 2002 fra lyrikeren Niels Frank til prosaisten Hans Otto Jørgensen fik en afgørende indflydelse.

Bunch er med hele vejen. I første del af sin bog gennemgår Mads Bunch i detaljer mange af de enkeltstående værker i forhold til deres tematiske indhold. Han fremhæver bl.a., hvordan periodens litteratur afspejler den omgivende verdens individualisme, forbrug, kropsdyrkelse, marginalisering og de opløste familiemønstre. Lige som han kommer ind på, hvordan fascinationen af samfundets randeksistenser i tråd med klassisk realisme får en hovedrolle i mange af værkerne.

Senere i bogen beskrives bl.a., hvordan realismen historisk set kan kobles til perioder, der på en gang er udsat for store økonomiske opsving og større sociale forandringer. I den del får man faktisk en rigtig god gennemgang af litteraturen i tidsperioden. Og det er oven i købet suppleret af et fint emneregister bag i bogen, hvor enhver dansklærer kan finde tekster til tematiske forløb.

Fire genrer
I det andet kapitel følger Mads Bunch nogle tråde fra realismen. Han skelner her i mellem fire hovedlinjer eller faktisk genrer. En af dem er storbykunstnerromaen, hvor den unge mand i 20'erne med uforløste kunstnerambitioner drikker sig ind i en eksistentiel krise. Man kender det bl.a. fra Gordon Inc. Og Eske Troelstrup.

En anden genre er kollektivromanen, hvor romanforfatteren følger et ofte kaotisk og tilfældigt sammenrend af karakterer. Ejersbos Nordkraft og Kristian Bang Voss' Stormen i 99 er kerneeksempler inden for genre. Endelig tager han fat på slægtsromanen, som man fx kender den fra Jens Smærup Sørensens Mærkedage, Morten Ramslands Hundehoved og Kim Blæsbjergs Rådhusklatreren.

Den fjerde og sidste genre, som Mads Bunch afgrænser, er den nøgterne realisme. Den møder man i bøger som Helle Helles Ned til hundene. Bøger der har som deres største ambition at komme så tæt på realistisk hverdagsbeskrivelse som muligt – også selvom det betyder, at der ikke sker afgørende vendepunkter i handlingen eller udvikling af karaktererne.

Om at korrespondere
De to første kapitler om tema og stilarter er solidt funderede i læsninger af de konkrete værker. I de næste kapitler tager Mads Bunch så fat på at indkredse realismebegrebet. Og her bliver det på lidt mere gyngende grund. Efter gennemgang af realismeforskningen kommer han frem til denne definition:

"[...] deres værker udspringer af en bagvedliggende intention om – via sproget – at skabe en fiktiv verden, der i vid udstrækning korresponderer med det, vi opfatter som virkeligheden. En fiktiv verden, som kan sige os noget om os selv og vores gøren og laden i den konkrete verden, vi bebor."

Ordet korrespondere er ikke tilfældigt valgt, for Mads Bunch bryder sig ikke så meget om det aristoteliske mimesis-begreb – efterligningen. Men med fare for at virke overdrevent pedantisk, så er korrespondance et uheldigt valg. Inden for epistemologien [: den filosofiske disciplin, der beskæftiger sig med viden og erkendelse, red.] er korrespondance netop udtryk for, at der er en én-til-én overensstemmelse mellem sprog og verden. Og det er netop den overensstemmelse, som Mads Bunch ville ud over ved at skrotte Aristoteles.

Noget helt andet er naturligvis, om det så holder, hvad Bunch sætter i stedet. For på mange punkter går hans realisme-definition fra hinanden.

De kunstige tilsætningsstoffer
Mads Bunch er åben for, at de realistiske værker kan indeholde såkaldt artificielle elementer, fx Sonnergaards spøgelser eller Ramslands tilløb til magisk realisme, men disse vil altid have en sekundær intention, forbindelsen til virkeligheden vil til en hver tid stå i centrum.

Som almindelig litteraturinteresseret, gymnasielærer og anmelder har jeg også læst med op igennem 90'erne og 00'erne. Og selvom jeg har stor sympati for Bunchs projekt, så forekommer hans definition mig utilfredsstillende.

For til syvende og sidst er det ikke i feltet mellem samfund og litteratur, at betydning skabes. Det vil altid være mellem læser og litteratur. Jeg har fx venner af markant borgerlig observans, der læser Sonnergaards samfundskritiske noveller med stor glæde.

Indrømmet. Den yngre litteratur har markante realistiske træk. Sagt helt banalt, så handler den om noget. Det er ikke blot minimalismens nærmest autoerotiske æstetik og Bukdahlsk selvsving. Men hvad ville Sonnergaard være uden sine udflugter til det overnaturlige og surrealistiske? Hvad er fornøjelsen ved Ramsland uden den magiske realisme? Hvordan ville Nordkraft være uden de symbolske mellemspil og spejlinger i bl.a. hundene?

De elementer har faktisk en stor værdi i sig selv, og er ikke kun med for at forstørre eller overdrive realismen, som Bunch er inde på. Det er langt fra kunstige tilsætningsstoffer og sødemidler. Den æstetiske værdi af de realistiske værker er ikke det samme som to skeer sukker i kaffen.

Samtidigt er mange af Buchs litterære eksempler faktisk kendetegnede ved, at forfatterne holder en form for ironisk distance til temaerne. Selv de udstødte og marginaliserede er nogle dumme svin hos Sonnergaard. Og Hussein-figuren hos Ejersbo, som Buch bruger som eksempel på den velintegrerede indvandrer, er i realiteten både morder og lånehaj.

Fra realisme til antirealisme
Skal man derfor sætte varedeklarationer på den yngre litteratur, så slår etiketten realisme næppe til. Jeg vil til en hver tid hævde, at det først og fremmest er i den æstetiske behandling af de realistiske temaer, at den yngre litteratur har sin force. At den har formået at indarbejde de formeksperimenter, som Forfatterskolen og andre initierede med den eksperimenterende minimalisme, gør den interessant. Hvis det er sociale temaer, man er interesseret i, kan man jo finde legio socialpornografi i tv-stationernes dokumentarserier.

Og dermed kan vi vende tilbage til Bohr. For han afviste faktisk muligheden for korrespondance. I stedet lægger hans omverdensfortolkning op til en pragmatisk sandhedsteori. I dag finder den anvendelse i kvantecomputere. Fysikerne bag dem kan ikke til fulde forklare, hvordan de virker. Men de virker, og derfor må teorien være rigtig. Den pragmatiske sandhedsteori handler med andre ord om, at det, der virker, er det, der er sandheden.

I den forbindelse kunne man derfor tale om, at den yngre litteratur faktisk er en form for anti-realisme. Den opfører sig realistisk, men har samtidigt indset, at litteratur er et æstetisk fænomen. Og hvis nogen kan læse samfundet ind i det, skal de være velkomne til det.

Hvis andre derimod vil nyde det som et sprogligt og æstetisk fænomen, så er det også i orden. Begge dele er mulige. Og dette dobbeltsyn på litteraturen kan i min optik faktisk bedre forklare, hvorfor det spøger hos Sonnergaard, og magien folder sig ud hos Ramsland. For blot at nævne to eksempler.

Så vidt anmelderens personlige idiosynkrasier. De skal imidlertid ikke formindske Buchs præstation. Han leverer et rigtigt godt overblik og nogle solide læsninger, som enhver med interesse for og kærlighed til yngre litteratur vil få rigtig meget ud af at bruge nogle timer på. Og som dansklærer i gymnasiet vil jeg da også opfordre mine kollegaer til at få læst bogen. Til gengæld er den nok for omfattende til eleverne. Men den giver forkundskaber. Og de er nyttige.