Debutnoveller med gode fortællinger og interessante dialoger.

ANMELDELSE: Berlingske-journalisten Mads Kastrup har med novellesamlingen Mandefald kastet sig over skønlitteraturen.

De 27 fortællinger i samlingen er af vidt forskellig længde og faktisk også genre. De spænder lige fra kortprosatekster på ganske linjer, over breve til de rene replikskifter. Ligeledes er der de mere traditionelt opbyggede noveller.

Handler om drenge og mænd
Novellernes tematik samler sig fortrinsvis om drenge og mænd. Mange af historierne er drengerøvshistorier. På slagteriet i novellen Svinet kaster de ansatte indvolde efter hinanden.

Og i Togpisning – ja, der pisser man på toge fra en jernbanebro. Den type noveller er såmænd meget sjove, men så heller ikke mere. Det har Lars Saabye Christensen allerede gjort 100 gange bedre.

En anden type noveller som fx Kaffe handler om mænd, der midt i livet føler, at de ikke har realiseret sig selv.

Verdenskollage
Det bliver lidt mere interessant, når novellerne nærmer sig Kastrups daglige metier, journalistikken. Når Kastrup har noget på hjertet, der ikke kun handler om drengerøve og mere eller mindre mislykkede voksne mænd.

Som fx novellen Sult, hvor en alkoholiseret kunstner overtager et interview om sin kunst fra journalisten. Her bliver der virkelig fyret nogle kostelige bredsider af mod den moderne verden og måske især den københavnske kreative klasse. Og så er det en druktursfortælling, som ikke står tilbage for dem, man kan møde hos fx Sonnergaard.

Også den lille kollage om verden 00’erne er morsom og mærkværdig. Her listes en begivenhed for hvert år i telegramstil. Fx er 2005 fortalt således:

”Susie opsiger sit job som Pluto i Disneyland, Orlando, Florida for at rejse til Santa Maria i Californien for at kræve Michael Jackson frikendt for en tiltale om seksuelt misbrug af en mindreårig dreng.”

Sådanne små og tilsyneladende usammenhængende telegrammer kommer således til at samle årtiet op. Og egentlig giver det en form for mening midt i det absurde. Som teksten lakonisk bemærker i slutningen: ”…striberne udgør muligvis en række af tegn. Forskere verden over er gået i gang med at tyde dem.”

Tæft for det skønlitterære
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Mads Kastrup har en hvis tæft for det skønlitterære. I lange stræk er han faktisk både en god fortæller og en mand med øje for et godt plot. Men det er stadigvæk også lidt ujævnt.

Kortprosastykkerne holder fx ikke nogen særlig høj standard. Men dialogerne er ganske interessante – og siger ofte meget mere, end karaktererne i dem. Og flere af novellerne virker helstøbte. Men som tidsportræt giver det os ikke ret meget, som vi ikke allerede vidste. Det er mere en håndbog for mislykkede drengerøve.