Mads Nygaards tredje roman er hans hidtil bedste. Følg med på hovedpersonen Folmers eksistentielle dødsrute, når han slingrende bevæger sig fra Vesterbro hjem til faren i Vendsyssel. Med den alkoholiserede Britt og hendes halte kat på slæb – og en hævntørstig rockerhøvding lige i hælene…

ANMELDELSE: Først kom Koalaens kærlighed (2000), siden fulgte Skavanker (2002), og nu ligger Den gamle mand med trækvognen så klar hos boghandleren. Og den venter kun på dig og dit fordomsfrie, ordglubske øje, kære læser…

De tre bøger udgør til sammen et godt bud på et skammeligt overset forfatterskab i Danmark. Manden bag det hedder Mads Nygaard, er journalist og vist nok fra Hirtshals, og det nørrejyske (eller rettere det vendsysselske, den slags er man temmelig nøjeregnende med på de kanter) danner også rammen om en stor del af Nygaards tredje roman.

Bevægelse mod bunden
Som i de to første bøger låner Nygaard også i Den gamle mand med trækvognen stemme til de skæve eksistenser. Og han fortsætter sin påbegyndte bevægelse hen mod samfundets rand: I Koalaens kærlighed fulgte vi en håbløst forelsket og temmelig alkoholiseret ung journalists deroute, i Skavanker var omdrejningspunktet makkerparret Benny og Frederiks tur til en norsk ægteskabslejr, hvor kærlighedshungrende skandinaver mødes med økonomisk grundstødte kvinder fra Rusland.

I Den gamle mand med trækvognen rammer vi så endelig samfundets bund: Britt, alkoholiseret, misbrugt og forrået hustru til en fængslet rockerhøvding, bruger Folmer Andrea de Sica, endnu mere alkoholiseret, ikke-den-skarpeste-kniv-i-skuffen og next-to-hjemløs Brøndbyfantast, til at hive sig ud af sumpen på Vesterbro – væk fra truslen fra den voldelige Skaldyret, rockerhøvdingen, som står overfor en snarlig løsladelse.

Nu er en falleret og virkelighedsfjern fodboldidiot ikke nødvendigvis det bedste lift at få, og parret ender da også, efter en togtur, hvor Britt i sin enorme brandert slår en tand ud på sig selv og pisser i bukserne udenfor toilettet, i en absurd situation hos Folmers far, en italiensk huleboer, strandet i en lille by udenfor Hirtshals – og helt og aldeles blottet for lyst til at gense sit afkom. Folmer, derimod, har et altoverskyggende behov for at blive genforenet med og accepteret af sin kuldsejlede farmand – og hen ad vejen viser det sig såmænd, at selvsamme afvisende farmand måske gemmer på samme kolossale trang til genforening; det hele strander blot i forpinthed, dårlig samvittighed og alt muligt andet skidt fra samme pose.

Den eksistentielle dødsrute
Hvis det alt sammen lyder meget tungt, meget trist og meget lidt appetitvækkende, så lad mig i en fart introducere det sidste led i romanens centrale galleri: Batman. Batman er Britts haltende kat – fuldt ud ligeså samspilsramt som de øvrige figurer, og ikke at forveksle (som det sker undervejs i romanen) med pornoskuespilleren og anal-ekvilibristen Buttman…

Og hvis du stadig ikke er blevet overbevist, kære læser, så er det udelukkende min skyld. For det lykkes nemlig for Nygaard at skildre sine skæve eksistenser med så meget varm indlevelse, ømhed og fundamental loyalitet, at man ikke alene tror på dem og føler med dem – men også følger deres elendige slingrende kurs gennem tilværelsen med oplivet interesse og gryende forståelse.

Naturligvis er deres liv fyldt med lavdepunkter – både set med deres egne øjne og med læserens (formodentlig) knap så alkoholiserede blik. Men eftersom Nygaards ærinde hverken er at udlevere eller skabe en distanceret sympati for de skæve skæbner, så græder man kun sjældent med, af eller for personerne. Man glædes langt oftere.

For den flakkende, lettere forstyrrede Folmer med det hårde liv, tager det meste med oprejst pande. Selv i de sorteste stunder finder han en flig af verden med en gnist af lys og glæder sig over lige præcis dén. Desuden afstedkommer hans beduggede zigzaggende bud på en eksistentiel dødsrute så mange absurd-humoristiske situationer, at der er nok at more sig over i romanen.

Et ømt portræt
Bogen skrider frem i små overlap: Først ser vi en situation, siddende bag pandelappen på Britt, dernæst ser vi slutningen af samme situation og den videre færd frem i handlingen med Folmers klartseende med dog temmelig enfoldige blik – og herfra griber farmand de Sicas altoverskyggende sortsyn bolden og fører os videre. Disse skiftende synsvinkler skaber ikke blot barok komik – de inviterer os også på fineste facon under huden på figurerne, så de bliver langt mere end blot figurer. De bliver mennesker.

Hvad der umiddelbart måske kan lyde som et socialrealistisk projekt, bliver i Mads Nygaards pen forvandlet til loyalrealisme eller socialloyalisme. Nygaard er dybt troværdig i sit nøgterne og ømme portræt af de personer, man oftest kigger forbi på gaden.

Hvis du ikke har læst Mads Nygaards tidligere bøger, har du snydt dig selv for et bekendtskab med en dybt original forfatter. En humorist og en humanist. Men heldigvis er det jo ikke for sent… Nye læsere kan med stor fordel begynde hér – bogen er den bedste hidtil.