Tyrens horn!

Lene Henningsen springer verden over for at begynde i poesien. Vor anmelder har et svagt punkt for forfatterinden, men ville ønske, hun ville lade være svøbe tingene ind i "digteriske" abstraktioner.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Jeg har en svaghed for digteren Lene Henningsen og synes på mange måder, det er ærgerligt, at hendes forfatterskab er gået en smule i glemmebogen, og at det nu altid kun bliver betragtet som et af 90'ernes "vigtigste".

Henningsen er én af de digtere, om hvem man stadigvæk tør bruge ordet visionær eller vision, uden at tænke disse ord ind i en flad management-jargon.

Omvendt kan jeg sagtens se, hvorfor det kan være svært at beskæftige sig med og forholde sig til Henningsens værker i dag. Og hendes nye digtsamling Mærket umærkelig virker på mig – for at vende titlen en omgang – umærkelig mærkelig.

Abstrakt dialog
Bogen består af et essay, en poetik i dialogisk form, der så udspiller sig som en samtale om ord og skabelse mellem en digter, en astronom, en myteforsker og en vinproducent. Denne dialog bygger efter sigende på samtaler med astronomen Anja C. Andersen, dybdepsykologen Pia Skogemann og vinproducenten Peter Sisseck.

Grundlæggende er det jo en rigtig god idé. MEN – for der er et stort et af slagsen – den transformering, som de konkrete personer får i bogen, den måde de bliver gjort abstrakte symboler på, er for mig at se Henningsens svaghed. Lad os dog høre, hvad Anja C. Andersen siger i stedet for at dække hende til i stjernestøv under navnet "Stjernen" i bogen.

Så kan vi som læsere selv drage de konklusioner, der skal til: At poesi behøver ord, stjerner, myter, vin (rus). Denne fortolkning eller abstraktion af verden er noget, som ikke bare præger dialogen, men som gennemsyrer Henningsens sproglige univers.

Smag på støvet
Henningsen insisterer på, at man med poesi kan og skal tænke noget andet, og den tanke finder jeg sympatisk. Men denne insisteren sker desværre ofte på bekostning af det konkrete, hvorfor man får "digteriske" tanker og sætninger, som de følgende:

"Poesien, magien retter ikke op på uretfærdighed. Men den baner vejen for humanitet, behovet for at søge retfærdighed. Du ser egentlig ikke så mange andre veje frem. Kald det ikke banalt. Kald det enkelt, renset for støv, renset for støj, renset for tid. Men kald ikke livet banalt."

Disse linjer påstår vel, at poesi gør verden bedre. Det er i orden med mig, men en meget letkøbt formulering, når den ikke bevises.

Det er imidlertid ikke det største problem, for længere nede i citatet nævnes ord (eller begreber?) som støv, støj, tid. Alle tre meget abstrakte størrelser, hvor vi ikke ved, hvad vi skal forbinde med dem. Er støv fx det som mennesket skabes af og bliver til?

Jeg havde foretrukket, at man kunne smage støvet, læse det, fornemme det. Men i stedet får man disse mangetydige abstraktioner, som, bevar mig vel, er poetiske, bl.a. i kraft af deres flertydighed, men som efterlader læseren følelsesløs og uden forankring i hverken verden eller teksten.

Tag tyren ved hornene
Lidt længere nede på samme side står der faktisk: "Tag tyren ved hornene, hvad er du bange for?", og den sætning er sigende i forhold til Henningsens bog. Hvis der fx er et politisk eller ideologisk budskab (og det er der), så skriv det dog, kunne man i forlængelse af dette sige.

Henningsen vil sikkert påstå, at fordi poesien er kompromisløs, kan den ikke sige det sådan, som jeg efterlyser det. Og vi er sikkert enige i, at poesien altid skal sige noget andet og insistere på at gøre netop det. Men for at sige dette "andet" er det vigtigt, at den ikke tager udgangspunkt, i at den er noget "andet", og dermed definerer sig sådan fra starten.

At den rent faktisk er noget "andet", er til stadighed noget, den ved hvert vers må bevise for sin læser, og det undlader Henningsen at gøre. Ikke fordi hun ikke kan, men fordi hun her som i flere af de seneste digtsamlinger springer verden over for at starte i poesien. Begge dele findes, og hvis man kunne se verden i Henningsens bøger, ville hun også være én af 00'ernes vigtigste digtere.