Syrede historier

Det risler – frygteligt og dejligt – når man læser Elverkildes noveller. Her er både kolonihavetransvestitter og professorer, der imiterer frøer.

ANMELDELSE: Maja Elverkilde. Det hedder debutanten.

Et fortryllende, forførende og foruroligende navn, som i særlig grad må forpligte, når man er forfatter. Navnet er i hvert fald nok til, at det, pr. indskydelse, kunne få mig til at række ud efter bogen, hvis jeg gik langs bibliotekets hylder.

Afskårne kaninører
Elverkildes novellesamling er svøbt i et søgrønt omslag prydet med muslingeskaller, strandsten, eller hvad det nu er, i en brudt cirkelform. Sådan så jeg det i det mindste til at begynde med – man forventer at se, hvad man før har set.

Men det er hverken sten eller muslingeskaller. Det opdager jeg dog først, da jeg har læst den første novelle i bogen. Da går det i al sin gru op for mig, at det er kaninører. Sirligt arrangerede, nydeligt afskårne, blødt pelsede kaninører, som lyset kan skinne igennem.

Absurd eksistentialisme
I Alt det der er mit skal man netop ikke forvente at se, hvad man før har set.

Ganske vist er der stemninger i samlingen, der kan minde om så forskellige forfattere som Erling Jepsen, Peter Seeberg og Franz Kafka, men Elverkilde skinner tydeligt igennem, svarer for sig selv og er helt sin egen i dette absurde eksistentialistisk inspirerede univers, som grænser op til det direkte fantastiske.

Man efterlades med en undren, en tøven, men her er ikke i egentlig forstand nogen naturstridige eller overjordiske elementer, som man ellers oftest finder det i den fantastiske litteratur.

Selv spøgelsesbarnet i bogens sidste novelle kan forklares som resultatet af en overspændt psyke. Her er dog situationer så syrede, så skæve og så syge, at de mest af alt ligner dagsrester af natlige drømme.

Fra latter til gru
Og på en sær bagvendt måde oplever jeg under læsningen, at brudstykker af og stemninger fra Alt det der er mit bundfælder sig i min underbevidsthed og dukker frem igen, når jeg er faldet i søvn. To nætter i træk vågner jeg rent faktisk af mareridt, som ganske tydeligt er relateret til Elverkildes værk.

Når hun svinger tryllestaven over læserens bevidsthed, tumler man brat fra hjertelig latter ind i begsorte dybder af gru og afsky, eller man sendes ud på en timelang fodrejse med en fremmed, hvis udtryk man ikke kan tolke.

Her er morderiske forældre, kolonihavetransvestitter og en professor, der imiterer frøer. Her er halve kaniner og forfølgende fugle og får, der er fanget i sumpen.

Badet i koldsved
Maja Elverkilde har skrevet den fortryllende, forførende og dybt foruroligende bog, hun som forfatter er forpligtet til at skrive, i betragtning af det navn, hun bærer.

Det er et værk, der virker hult i ryggen, og det risler så frygteligt dejligt gennem en, mens man læser. Mindre dejligt er det, når man efterfølgende vågner om natten badet i koldsved. Det viser imidlertid, at bogen fungerer. Skulle det mon alligevel have noget på sig, dét med de elverpiger?