Der er gået Dan Brown i den hos Svend Åge Madsen.

ANMELDELSE: I Svend Åge Madsens litterære univers trives det sære. Og hans nyeste roman, Mange sære ting for, er ingen undtagelse.

Den grundlæggende idé bag bogen er, at en dansk astronom har fundet nogle spejlplaneter. Planeter der viser tidligere tiders liv på jorden, nærmere bestemt tiden hvor Jesus blev født, levede og døde.

Mange fortællere
I begyndelsen af romanen findes astronomen spiddet til døde på spiret af Århus domkirke, og det sætter gang i en lang række begivenheder. Især afsløringen, at Jesus var en tølperagtig lømmel, ikke undfanget ved Helligånden, men resultatet af en voldtægt, spiller en større rolle i handlingen.

Handlingen udspilles i vores dages Århus, hvor vi følger en række forskellige fortællere, en filmmand, en politikvinde, en tysk katolsk teolog og hans assistent, en forsker i genetik, en iransk professor i tidsforskning, en indisk lingvistikker og en række yderligere personer. En del af personerne genkender man fra Madsens forfatterskab i øvrigt. Bl.a. forfatteren Alian Sandme (et ordspil på Alias Madsen).

Disse fortællere spindes ind i en lang række af komplicerede og ofte ret morsomme optrin, mens de hver for sig og sammen forsøger at få det hele til at hænge sammen. Hver især har de deres egne små og store dagsordner i handlingen. Som titlen siger det, går der mange sære ting for.

Klassisk Madsen
Med klare nik til Kierkegaards pseudonyme fortællerstemmer lader Madsen dem fortælle en lille del af historien hver. Som et lag over de forskellige fortællere har Madsen indskudt en lettere fordrukken ateistisk forfatter, der i en slags dialog med Gud får til opgave at skabe fortællingen. Det er klassisk Madsen. Denne fordobling af fortællerperspektivet. Samtidigt fortæller det os også, om en grundantagelse hos Madsen, nemlig at sandheden ikke er en, men mange.

Dette udbygges ligeledes med inddragelsen af den såkaldte modisme. En sproglig middelalderfilosofi udviklet bl.a. af filosoffen Boethius de Danica (Bo af Danmark). Bo mente, at der kan eksistere flere synspunkter på verden på samme tid. Fx den religiøse og den videnskabelige. Også selvom de er i modstrid med hinanden. Modismens pointe føres i bogen frem til Bohrs københavnerfortolkning, der gjorde komplementaritet til et kernebegreb.

Mellem Malinovski og Loe
På min reol står Madsen mellem Malinovskis mærkværdige sproglege og Erlend Loes barokke og satiriske nutidshumor. Og det er faktisk ganske velanbragt i forhold til at karakterisere, hvad Madsens værk går ud på.

Der er nogle hyldemeter hen til Dan Brown, men han bør også nævnes i denne sammenhæng. For hovedplottet bærer det samme drama, hvor kirken kæmper for at undertrykke sandheden, og folk dør, hvis de kommer for tæt på. I modsætning til Brown har Madsen ingen helt. Selvom der er nok af akademikertyper at tage af i bogen. Alle er anti-helte hos Madsen. Og egentlig er det lidt befriende.

Elementært spændende
Trods den ambitiøse opbygning med metafortæller og snesevis af individuelle fortællere, så går der aldrig kakofoni i det. Bogen har overordnet én stemme og retning. Den drives af en elementær spænding.

Det kan alligevel være svært at blive klog på, hvad Svend Åge Madsen vil os med Mange sære ting for. Men han skaber et forrygende, absurd univers, der ikke alene underholder men også trækker på filosofihistoriens store spørgsmål.

Imidlertid virker det filosofiske element ikke særligt stærkt. Dertil er personerne i bogen for karikerede – som man ofte kender det fra Madsen. Det er svært at svinge sig op til at filosofere dybt over komplementære perspektiver på verden, når man samtidigt skal more sig over en genetiker, som laver forsøg med gulerødders frie vilje.