Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret 2003
[Opdateret d. 12.1.2010]

ANMELDELSE
Henning Mankell:
Inden Frosten
(Oversat fra svensk af Peter Nielsen)
Krimi
504 sider
Kr. 295,-
Gyldendal
Udkommet foråret 2003

 

Af
Bent Otto Hansen


[GÆSTEANMELDER:
Bent Otto Hansen debuterede sommeren 2002 med Danmarks første 'fodboldkrimi', Mord på Landsholdet (Forum).
I den optræder Kurt Wallander og hans datter Linda i en kort passus.
Vi spurgte efter denne åbenlyse mini-hyldest Bent Otto Hansen, om han mon ikke ville skrive om Mankells nye krimi. Og joe, det ville han da godt...]

Omslag til bogen

»Der er to grunde til, at jeg for et år siden besluttede at skrive den roman. Den ene er, at datteren giver et fuldstændig nyt billede af sin far. Hun siger ting om ham, som vi aldrig har tænkt på. Og hun kan fortælle om minder, som han ikke husker. Eller er bange for at huske. Den anden årsag er, at jeg ville skrive en roman om kristen fundamentalisme. Efter 11. september tror jo næsten alle, at fundamentalister er muslimer. Men der findes jo også kristne fundamentalister«.

Citat: Mankell om Inden Frosten (Politiken 2002)


Petter säger: Varför heter din bok "Innan frosten" i stället för "Före frosten"?

Henning Mankell säger: Hej Petter, Idag är det så att man får "godkännt" för före frosten och innan frosten. Jag valde titeln för att visa hur Lindas och hennes pappas språk skiljer sig från varandra.

lea säger: Hej! Är det bestämt redan nu om det blir en ny bok med Linda wallander?

Henning Mankell säger: Hej igen Lea, Nej det har jag inte bestämt. Det ska jag bestämma kring jul.

Citat: Uddrag fra en chat med Mankell (Aftonbladet 2002)



*

RELEVANTE LINKS:

Læs hele chatten med Mankell hos det svenske Aftonbladet


 

Det gør så dejligt ondt

På sin sædvanlige småslæbende og let snøvlende facon holder svenskeren Henning Mankell i sin nyeste Wallander-krimi alligevel læserens øjne ubønhørligt vidt åbne.

Det ser ikke godt ud og det bliver ikke meget bedre. Men hvis der ikke gøres noget, så vil det komme til at gå meget, meget værre. Til gengæld er det skønt at læse om. Jo flere sider, desto større sursød svælgen i svensk mismod med globalt perspektiv. Sådan har det heldigvis været i bog efter bog efter bog med de svenske mørkemænd Beck, Hamilton og Wallander. Side op og side ned med vold, mord, modbydelighed og ukuelig pessimisme.

Henning Mankell leverer igen sin sørgelige kvalitetsvare i Inden Frosten. Han er ikke Ingmar Bergmans svigersøn for ingenting. 500 sider med ensomhed, dyrplageri, omsorgssvigt, stress, ressourcemangel, religiøst vanvid som surrogat for nærvær og samvær med egne børn, mistænksomhed, mere ensomhed, løgn, løftebrud og bedrag.

I faders sorte fodspor
Og noget tyder på at vi fritidsmasochister fortsat vil kunne få vores årlige dosis papyrusnedtur, for Mankell er godt på vej til at førtidspensionere sin overvægtige og månesyge antihelt Kurt Wallander til fordel for politimandens egen datter, Linda Caroline Wallander.

I bogens indledning er hun få dage fra at kunne begynde som nyuddannet politibetjent i gode gamle Ystad, men heldigvis kan hun ikke nære sig for at stikke næsen i et par af faderens sager, der flettes sammen på lige præcis den møgbestialske og følelsesfrosne facon, der gør at man frådser i fornedrelse og førsteklasses samfundsfiasko.

Og den små Linda, der ellers ikke stikker op for nogen form for mellanöl, bliver endda forelsket i løbet af bogen, så måske har Mankell tænkt sig at sikre arvefølgen endnu videre frem, hvis han ellers kan stå for fristelsen og ikke ødelægge Lindas privatliv på samme måde som han har gjort med sin samspilsramte kriminalkommissær gennem hele Wallander-serien.

Kristen armé
Emnet for handlingen er uhyggeligt aktuelt, idet Mankell henover mindet om 11. september bygger en mareridtsfantasi op over hvordan en kristen terroristgruppe kunne opstå i Sverige og brænde svaner og måske endda mennesker af i en "god" sags tjeneste. Den slags vanvidshandlinger som mange er bange for at terroristisk indstillede muslimer (fortsat) vil finde på for at råbe verden op. Vist kan terrorister bringe verdensfreden i fare, men er de måske væsentligt mindre livstruende end kristne kampsoldater velsignet af feltpræster og under ordre fra The Big Bushman?

Moses i Gentofte
Mankell (og han hedder Mankell med tryk på første stavelse…ikke Mankéll) viser hvor galt det kan gå, hvis man bruger troen på den kristne Gud som baggrund for beslutninger, der kun kan beskrives som djævelske i enhver forstand. Hvis skæbnen gangede Moses Hansen med Peter Brixtofte og fjernede den sidste rest af vedkommendes fornuftfilter.

Faktisk optræder der i bogen en meget fanatisk dansk præst, som har fået gult kort fra sin menighed og sin biskop. Mankell placerer den fiktive præst i Gentofte og det gad jeg som gammel Vangedebonde godt opleve i virkeligheden. Han giver også en kvindelig københavnsk bifigur fornavnet 'Sylvi' og det er heller ikke hverdagskost i storbyen.

Det skal gøre ondt
Men besynderligt er det at vi kristne og muslimer ikke kan leve fredeligt sammen, for det er den samme Gud vi tror på. Vidste du det, Pia?

Det må være os mennesker, der ødelægger det for os selv. Det er bare så nemt at give de andre skylden for det. Noget med en splint og en bjælke og nogle øjne.

Det gør ondt når man ikke kan lukke øjnene, men det er samtidigt deprimerende dejligt

[ t o p ]       [ h j e m ]