Hvor mennesket holder op med at være menneske

Der er stof til eftertanke og adskillige ophedede diskussioner i Mara Lees debutroman.

ANMELDELSE: Teenagepiger kan, som bekendt, være uhyggeligt ondskabsfulde og intrigante i omgangen med hinanden. I Mara Lees romandebut Ladies vil perfiditeterne imidlertid ingen ende tage, heller ikke da de unge piger udvikler sig til voksne kvinder.

Gemt er ikke glemt, hævnen er sød, og kvinde er kvinde værst. Ladies bekræfter udsagnene i samtlige disse talemåder – og det på det modbydeligste.

Kræver en vågen læser
Mara Lee har valgt at lade fortællersynsvinklen skifte mellem de fire hovedaktører. Romanen springer desuden en del i tid.

Begge dele fungerer ganske glimrende rent fortælleteknisk, men kræver en vågen læser og flere tilbageslag i teksten, hvis man skal være sikker på at følge med. Mara Lee har afgjort dramatisk fortællertalent og husker på at afslutte de enkelte kapitler med cliffhangers.

Det følelseskolde øje
Fotografen Siri er det fælles brændpunkt for historiens øvrige tre kvinder: Lena, Laura og Mia. Hver især har de på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med Siri, er blevet fascinerede, frastødt eller forelskede i hende – og for dem alle har det fået fatale følger.

Vi lærer først og fremmest Siri at kende gennem de andre aktørers syn på hende, men fortællerens blotlæggelse af Lena, Laura og Mia er lige så skånselsløs som – og fuldt ud sammenlignelig med – Siris kameralinse: Det er et objektivt, følelseskoldt øje, som registrerer hver skygge i de andres udtryk og på fascinerende vis kaster spotlyset tilbage mod dem selv.

For selvom Siri fremstår kynisk, grænsende til det psykopatiske, i sin evige og enøjede jagt på "de øjeblikke, hvor mennesket holder op med at være menneske", så er ofrene for hendes stræben i lige så høj grad afhængige af og forførende overfor det blik, der rettes mod dem.

Der bliver sukket og stønnet
Mara Lee benytter romanens unge kvinder som et spejl for vor tids (kvindelige) narcissisme. Tydeligst måske gennem den smukke galleriejer Lena, der er så forelsket i sin egen skønhed, at hun hellere søger udløsning ved egen hjælp, imens hun studerer billeder af sig selv, end hun inviterer en af de spinkle, hårløse ynglinge med bløde læber og vege viljer, som ellers synes at besætte bogens biroller, med sig hjem.

I det hele taget bliver der onaneret, sukket, stønnet og skreget en del gennem handlingen – gerne i de mest utænkelige situationer. Men det er der også en pointe i. For i Mara Lees roman er vinklerne skæve, billederne voldsomme og følelseslivet såvel som sexlivet forvredet, fordrejet, korrumperet eller amputeret og tjener primært det formål, gennem veltilrettelagt iscenesættelse såvel som gennem impulsiv performance, at henlede omverdenens opmærksomhed på det subjekt, der ellers risikerer at forsvinde i sin egen ubetydelighed.

Hvad er kunst?
Men Ladies handler ikke kun om narcissistiske unge kvinder. Den handler også om kunstverdenen og om kunstsynet. For hvad er kunst, og hvad er ikke kunst – og hvor langt kan man tillade sig at gå i kunstens navn? Romanen giver intet endegyldigt eller entydigt svar, vil jeg mene, men det er tydeligt, at der ligger en væsentlig kunst- og kulturkritik bag den.

Om jeg kan lide Mara Lees roman? Nej, jeg bryder mig bestemt ikke om den.

Den er gennemført modbydelig, ond og depraveret, og det er dybt ubehageligt at befinde sig inde i hovedet på en nogenogtrediveårig teenager, hvilket man næsten gør i flere af bogens afsnit. Men som kunstværk betragtet må jeg tage hatten af for Ladies. Her er stof til eftertanke – og til adskillige ophedede diskussioner både foran og bagved kameraet.